Om Liv (Life)

Systole og diasstole: disse er faserne i alle sammensatte ting. Af sådanne er også menneskets liv. Dets kurve rejser sig fra latens i det befrugtede moderskød, skal vi sige, til et zenit, hvorfra det falder ned til dødens intethed? Retteligen betænkt er dette ikke helt sandhed. Menneskets Liv er blot et udsnit af en slangekurve som rækker ud i uendeligheden, og dens nulpunkter markerer blot forandringerne fra plus til minus, og minus til plus, koefficienter af dens ligning. Det er af denne grund, mellem mange andre, at vise mænd i gamle dage valgte Slangen som Livets Hieroglyf.

Livet er altså uudryddeligt ligesom alt andet. Al ødelæggelse og opbyggelse er forandringer i Kærlighedens natur, som jeg har skrevet til jer i det nærmest foregående kapitel. Men ligesom blodet i et af håndledets pulsslag ikke er det samme som i det næste, således ødelægges individualiteten delvis som hvert liv går; nej, selv med hver tanke.

Hvad da skabe mennesket, om det dø og genfødes forandret med hvert åndedrag? Dette: bevidstheden om kontinuitet givet af hukommelsen, opfattelsen af dets Selv som noget hvis eksistens, så langt fra trues af disse forandringer, det forsikres faktisk af dem. Lad derfor Aspiranten til den Hellige Visdom ikke mere betragte sit Selv som et udsnit af Slangen, men som det hele. Lad ham udstrække sin bevidsthed til at betragte både fødsel og død som trivielle begivenheder, som systole og diasstole i hjertet selv, og nødvendige som de for dets funktion.

For at fæstne sindet i denne opfattelse af Liv, foretrækkes to måder, som forudsætninger for de større realisationer der skal diskuteres i deres rette orden, erfaringer som overskrider endog de opnåelser af Frihed og Kærlighed om hvilke jeg hidindtil har skrevet, og dette om Liv som jeg nu indskriver i denne min lille bog, som jeg udfærdiger til jer så at I måtte komme til den store opfyldelse.

Den første måde er erhvervelsen af den såkaldte Magiske Hukommelse, og måden er beskrevet med akkuratesse og klarhed i visse af vore Hellige Bøger. Men for næsten alle mennesker synes den at være en øvelse af betydelig besværlighed. Lad så Aspiranten følge sin egen Viljes impuls ved beslutningen om at vælge denne eller ej.

Den anden måde er let, behagelig, ikke kedelig, og ved enden så sikker som den første. Men ligesom fejltagelsens vej i den foregående ligger i Afskrækkelse, således i den sidste bør I tage jer i agt for Falske Stier. Jeg kan faktisk sige generelt om alle Arbejder, at der er to farer, Fiaskoens besværlighed og Succesens snare.

Nå, denne anden metode er at adskille de væsener som udgør dit liv. Først, fordi det er lettest, bør du udskille den Form som kaldes Lyslegemet (og også ved mange andre navne) og sætte dig selv til at rejse i denne Form, og gøre systematiske opdagelser i de verdener, der i forhold til andre materielle ting er som dit eget Lyslegeme for din materielle form.

Nu vil det hænde dig på disse rejser, at du kommer til mange Porte, som du ikke kan komme igennem. Dette er fordi dit Lyslegeme selv endnu ikke er stærkt nok, eller fint nok, eller rent nok: og du må da lære at udskille elementerne i den Krop ved en proces lig med den første, idet din bevidsthed forbliver i det højere og forlader det lavere. I denne øvelse bliver du da ved, idet du bøjer din Vilje som en stor Bue for at drive din bevidstheds Pil gennem stadigt højere og helligere himle. Men udholdenhed på denne Vej er i sig selv af vital værdi: for det skal forhånden hænde at vanen selv skal overbevise dig om at kroppen som fødes og dø, indenfor så lille et tidsrum som en af Neptuns cykler i Zodiakken, ikke er noget essentielt for dit Selv, at det Liv i hvilket du er blevet deltager, som selv er underlagt Loven om aktion og reaktion, ebbe og flod, systole og diasstole, dog alligevel er ufølsomt overfor det livs brydninger som du først tog for at være dit eneste bånd til Tilværelsen.

Og her må du beslutte dit Selv til at gøre de allermægtigste anstrengelser: for så blomstrende er engene i dette Eden, og så sød frugten fra dets haver, at du vil elske at strejfe mellem dem og glædes ved dovenskab og dorskhed deri. Derfor skriver jeg til dig med energi at du ikke skal gøre så, til hinder for dit sande fremskridt, fordi alle disse nydelser er afhængige af dualitet, således at deres sande navn er Illusionens Sorg, ligesom det normale menneskeliv, som du har begivet dig ud på at overgå.

Lad det være i overensstemmelse med din vilje, men lær dette, at (som det er skrevet) kun de er glade som har begæret det uopnåelige. Det er så bedst, ultimativt, hvis det være jeres Vilje at finde altid jeres fremmeste fornøjelse i Kærlighed, det vil sige, i Erobring og i Død, det vil sige, i Overgivelse, som jeg allerede har skrevet jer. Således altså skal I nyde disse førnævnte nydelser, men kun som legetøj, idet du holder din menneskelighed fast og snild til at gennemtrænge end dybere og helligere ekstaser uden tilbageholdelse af Viljen.

Endvidere, vil jeg have jer til at vide at i denne øvelse, forfulgt at uudslukkelig iver, er denne særlige herlighed, at I vil komme, som ved held, ind på stader som overgår øvelsen selv, idet de er af naturen i det Rene Lys' Arbejder, om hvilke jeg agter at skrive til jer i kapitlet som følger efter dette. For der er visse Porte hvilke intet væsen, som stadig er bevidst om dividualitet, det vil sige, om Selvet og ikke-Selvet som modsætninger, må trænge igennem: og ved at storme disse Porte med ildfulde angreb af himmelsk lyst, vil din flamme brænde voldsomt mod dit grove Selv, om end det allerede monne være guddommeligt hinsides din nuværende forestilling, og opæde det i en mystisk død, således at det ved at Gennemtrænge Porten opløses alt i et formløst Lys af Enhed.

Nu altså, hjemvendt fra disse stader af væren, og også i tilbagekomsten er der et Frydens Mysterium, vil du blive vænnet fra Månemørkets Mælk, og gjort til deltager i Vinens Sakramente som er Solens blod. Dog i førstningen kan der forekomme chok og konflikt, for den gamle tanke holder stand ved dens vanes magt: det er op til jer, at skabe ved gentagen handling, den sande rette vane for denne Livets bevidsthed som dvæler i Lys. Og dette er let, om din vilje er stærk: for det sande Liv er så meget mere levende og kvintessentielt end det falske, at (som jeg løseligt anslår det) en time af det førstnævnte gør et indtryk på hukommelsen lig med et år af sidstnævnte. En enkelt erfaring, i varighed kan den være måske få sekunder af jordisk tid, er tilstrækkeligt til at ødelægge troen på realiteten om vort formålsløse liv på jord: men dette aftager gradvist hvis bevidstheden gennem chok eller frygt, ikke fæstner sig ved det, og Viljen ikke hele tiden stræber efter gentagelse af den fryd, mere smuk og frygtelig end død, som den har vundet i kraft af Kærlighed.

Der er endvidere mange andre måder for opnåelse af opfattelsen af sandt Liv; og de to følgende er af megen værdi til at bryde isen fra din dødelige fejlen i visionen af dit væsen. Og af disse er den første konstant kontemplation over Identiteten af Kærlighed og Død, og forståelsen af kroppens opløsning som en Kærlighedens Handling gjort ved Universets Krop, som det også er skrevet udførligt i vore Hellige Bøger. Og med denne gå, som var det søster med tvillingebror, udøvelsen af dødelig kærlighed som et sakramente symbolsk for på den store Død: som det er skrevet "Dræb dig selv" og igen "Dø dagligt".

Og den anden af disse mindre måder er udøvelsen af den mentale opfattelse og analyse af idéer, først og fremmest som jeg allerede har lært jer, men med særligt tryk på valget af ting der naturligt er frastødende, især døden selv, og dens tilhjælpende fænomener. Således bød Buddhaen sine disciple at meditere på Ti Urenheder, det vil sige, på ti tilfælde af død og forrådnelse, således at Aspiranten, idet han identificerer sig selv med sit eget lig i alle disse tænkte former, måtte tabe den naturlige skræk, afsky, frygt eller lede som han måtte have haft for dem. Vid dette, at hver idé af en hver slags bliver uvirkelig, fantastisk og højst manifest illusion, hvis den bliver underkastet vedvarende undersøgelse med koncentration. Og dette er især let at opnå i tilfælde med alle kropslige indtryk, fordi alle materielle ting, og især de om hvilke vi først er bevidst, nemlig vore egne kroppe, er de største og mest unaturlige af alle falskheder. For der er i os alle, latent, det Lys i hvilket ingen fejl kan holde ud, og Det lærer allerede vore instinkter at afslå, først og fremmest de slør som er tættest svøbt omkring Det. Således er det også med meditation (for mange mennesker) mest udbytterigt at koncentrere Viljen til at Elske på de hellige centre for nerveenergi: for de er, som alle ting, velegnede billeder eller sande refleksioner af deres mager i finere sfærer: så at af deres grovere naturer, idet de bliver spredt af Meditationens opløsende syre, fremkommer deres finere sjæle (så at sige) nøgne og fremviser deres magt og vælde i aspirantens bevidsthed.

Ja, sandelig, lad jeres Vilje til Kærlighed brænde ivrigt mod denne Skabelse i jer selv af det sande Liv, som ruller sine bølger over Tidens kystløse hav! Lev ikke jeres små liv i frygt for timerne! Månen og Solen og Stjernerne ved hvilke eder måler Tid er selv blot tjenere for dette Liv som pulserer i jer, frydefulde trommeslag mens I marcherer triumferende gennem Tidsaldrenes Avenuer. Så, når hver af jeres fødsler og død bliver genkendt i denne opfattelse som blotte milesten på jeres evigt levende Vej, hvad da med med jeres almindelige livs tåbelige tildragelser? Er de ikke blot støvkorn blæst af ørkenvinden, eller småsten som I med foragt sparker med jeres bevingede fødder, eller græsklædte enge hvor I presser det eftergivende og elastiske tørv og mos med lyriske danse? For ham som lever i Liv er intet betydningsfyldt: han er evig bevægelse, energi, nydelse ved aldrig svigtende Forandring: utrætteligt går I videre fra Æon til Æon, fra stjerne til stjerne, med Universet som jeres legeplads, dets uendelige variation af gøremål, evigt gamle og evigt nye. Alle de idéer som avlede sorg og frygt kendes i deres sandhed, og bliver således frydens sæd: for I er forvisset hinsides alt bevis om at I aldrig kan dø; at, om end I forandrer jer, er forandringen del af jeres egen natur: den Store Fjende er blevet den Store Allierede.

Og nu, med Rødder i denne fuldkommenhed bliver jeres Selv til selve Livets Træ, I har et underlag for jeres løftestang: I er klar til at forstå at denne Enheds puls i sig selv er dualitet, og derfor, i den højeste og helligste betydning, stadig Sorg og Illusion; som idet den er opfattet, endnu engang aspirerer end til den Fjerde af Lovens Gaver, til Vejens Ende, endog til Lys.