V Om Kollekternes Officium 11 i tal

(SOLEN)

DIAKONEN:

Synlige og sansbare Herre, af hvem denne jord kun er en frossen gnist som drejer om dig i årlig og daglig bevægelse, lysets kilde, livets kilde, lad din evige stråleglans opmuntre os til forsat arbejde og glæde; så at vi som altid har del i din overflod i vor egen bane må give lys og liv, næring og glæde til de der drejer om os, uden svind af substans eller stråleglans for evigt.

FOLKET:

Lad det være så!

(HERREN)

DIAKONEN:

Hemmelige og helligste Herre, lysets kilde, livets kilde, kærlighedens kilde, frihedens kilde, vær du altid med os og mægtig i os, energiens kraft, bevægelsens ild; lad os med flid altid arbejde med dig, så at vi måtte forblive i din rigelige glæde.

FOLKET:

Lad det være så!

(MÅNEN)

DIAKONEN:

Nattens Frue, som altid drejer om os og snart er synlig, snart usynlig i dine årstider, vær du gunstig for jægere og elskende, og for alle mennesker som arbejde på jorden, og til alle sømænd på havet.

FOLKET:

Lad det være så!

(FRUEN)

DIAKONEN:

Glædens modtager og giver, livets og kærlighedens port, vær du altid rede, du og dine terner, i dit glædens embede.

FOLKET:

Lad det være så!

(HELGENERNE)

DIAKONEN:

Livets og Glædens Herre, som er menneskets styrke, som er essensen af enhver sand gud som er på Jordens overflade, som viderefører kundskab fra generation til generation, du som vi tilbeder på heder og i skove, på bjerge og i grotter, åbent på markedspladserne og hemmeligt i vore huses lønkamre, i templer af guld og elfenben og marmor som i disse andre templer, vore legemer, vi mindes værdigt de værdige som i gammel tid tilbad dig og forkyndte din herlighed til mennesker, Lao-Tze og Siddharta og Krishna og Tahuti, Mosheh, Dionysos, Mohammad og To Mega Therion, med disse også, Hermes, Pan, Priapus, Osiris og Melchizedeck, Khem og Amoun og Mentu, Herkules, Orfeus og Oddyseus; med Virgil, Catul, Martial, Rabelais, Swinburne og mangen en hellig skjald; Appolonius af Tyanaeus, Simon Magus, Manes, Pytagoras, Basilides, Valentinus, Bardesanes og Hippolytos, som har formidlet Gnossis' lys til os, deres efterfølgere og arvtagere; med Merlin, Arthur, Kamuret, Parsifal og mangen anden profet, præst og konge som bar Lansen og Koppen, Sværdet og Skiven mod hedningerne, og også disse, Karl den Store og hans riddere, og William af Schyren, Frederik af Hohenstaufen, Roger Bacon, Martyren Jaccobus Burgundus Molensis, Christian Rosenkors, Ulrik von Hutten, Paracelsus, Michael Maier, Roderic Borgia, Pave Alexander den sjette, Jacob Boehme, Francis Bacon, Lord Verulam, Andrea, Robertus de Fluctibus, Johannes Dee, Sir Edward Kelly, Thomas Vaughan, Elias Ashmole, Molinos, Adam Weisshaupt, Wolfgang von Goethe, Ludovicus Rex Bavariae, Richard Wagner, Alphonse Louis Constant, Friedrich Nietzsche, Hargrave Jennings, Carl Kellner, Forlong Dux, Sir Richard Burton, Sir Richard Paine Knight, Paul Gauguin, doktor Gerard Encausse, Dr. Theodor Reuss og Sir Aleister Crowley. Oh Løvens og Slangens sønner! sammen med alle dine helgener mindes vi værdigt de værdige som var og er og skal komme.

Lad deres Essens være tilstede, kraftfuld, mægtig og faderligt, til at gøre denne højtid fuldkommen.

(Ved hvert af navnene tegner Diakonen + med tommelfingeren mellem pege- og langfinger. Ved en normal messe er det nok at tage de navne der står med kursiv, med teksten som vist.).

FOLKET:

Lad det være Så!

(JORDEN)

DIAKONEN:

Frugtbarhedens moder, på hvis barm vandene hviler, hvis kind kærtegnes af vinden og i hvis hjerte solens ild findes, alt livs skød, årstidernes tilbagevendende nåde, svar gunstigt på arbejdets bønner, og vær nådig mod hyrder og landmænd.

FOLKET:

Lad det være Så!

(PRINCIPPERNE)  

DIAKONEN:

Mystiske trefoldige energi, mystiske Materie, i firdelt og syvdelt division, samspillet ved hvilket ting væver Livets Slørs dans over Åndens Åsyn, lad der være harmoni og skønhed i din mystiske kærlighed, så der i os må være sundhed og rigdom og styrke og guddommelig nydelse ifølge Frihedens Lov; lad enhver følge sin Vilje som en stærk mand der glæder sig ved sin vej, som en Stjernes bane der for evigt stråler blandt Himlens glædelige forsamling.

FOLKET:

Lad det være Så!

(FØDSLEN)

DIAKONEN:

Lad tiden være gunstig og livets port åben i fred og i velvære, således at hun som bærer barn kan fryde sig, og barnet gribe livet med begge hænder.

FOLKET:

Lad det være Så!

(ÆGTESKABET)

DIAKONEN:

Over alle som på denne dag forenes i kærlighed under vilje lad der være succes; måtte styrke og kundskab forenes for at frembringe ekstase, og skønhed svare skønhed.

FOLKET:

Lad det være Så!

(DØDEN)

DIAKONEN:

Alt levendes ende, hvis navn er uransageligt, se i nåde til os i din time.

FOLKET:

Lad det være Så!

(ENDEN)

DIAKONEN:

Til de fra hvis øjne livets slør er faldet måtte det blive givet at fuldføre deres sande Viljer; om enten de vil opsluges i det uendelige, eller ønsker at blive forenet med deres udvalgte og foretrukne, eller at vælger at være i kontemplation, eller have fred, eller ønsker at opnå arbejde og heltedåd ved inkarnation på denne planet eller en anden, eller i enhver Stjerne, eller alt andet, måtte det blive dem givet at fuldbyrde deres viljer; ja, at fuldbyrde deres Viljer.

AUMGN. AUMGN. AUMGN

Alle sætter sig.
Diakonen og Børnene tjener Præsten og Præstinden, klar til at holde ethvert passende våben som det måtte blive nødvendigt.

VI Om elementernes indvielse

Præsten tegner (+5) 1.+, 2.+ og 3.+ over bakken og koppen, 4.+ over bakken alene, 5.+ over koppen alene.

PRÆSTEN:

Menneskets liv på jord, arbejdets frugt, bestræbelsers næring, vær du således sjælens føde!

Han berører Hostien med Lansen. 

PRÆSTEN:

Ved stavens mægtige magt!

Vær dette brød Guds legemes pragt!

Han tager Hostien.

PRÆSTEN:

Touto esti to soma mou.

Han knæler, tilbeder, rejser sig, vender sig, viser Hostien til folket, vender sig, lægger Hostien tilbage og tilbeder. Musik. Han tager Koppen.

PRÆSTEN:

Beholder for Menneskets glæde på Jord, arbejdets trøst, bestræbelsens inspiration, vær du således åndens ekstase!

Han berører Bægeret med Lansen.

PRÆSTEN:

Ved stavens stærke kraft!
Vær denne vin Guds blods saft!

Han tager Bægeret.

PRÆSTEN:

Touto esti to potherion tou aimatos mou. b

Han knæler, tilbeder, rejser sig, vender sig, viser Bægeret til folket, vender sig, sætter Bægeret tilbage og tilbeder. Musik.

PRÆSTEN:

For dette er Genopstandelsens Pagt.

Han tegner de 5 kors over Præstinden.

PRÆSTEN:

Modtag, O Herre, dette offer af liv og glæde, sande vidnesbyrd om GenopstandelsesPagten.

Præsten giver Lansen til Præstinden, som kysser den; han berører hende så mellem brysterne og på kroppen. Han slynger så armene opad som for at omfavne hele helligdommen.

PRÆSTEN:

Lad dette offer blive båret på Ætersa bølger til vor Herre og Fader Solen som rejser over Himlene i sit navn ON.

Han lægger hænderne sammen, kysser Præstinden mellem brysterne og tegner tre store kors (+3) over Alterbakken, Bægeret og sig selv. Han slår sig for brystet. Alle gentager denne gestus.

PRÆSTEN:

Hør alle I, helgener af den sande kirke fra forgangne tider, nu essentielt til stede blandt os, at med eder hævder vi slægtskab, med eder fordrer vi samkvem, fra eder fordrer vi velsignelse i navnet IAO.

Han gør korsets tegn tre gange over Alterbakken og Koppen samlet. Han åbenbarer Bægeret, knæler tager Bægeret i sin venstre hånd og Hostien i sin højre. Med Hostien tegner han de fem kors over Bægeret.

                                                         +1

                            +3                                                    +2

                                           +5                        +4

Han hæver Hostien og Bægeret.
Klokken anslås.

PRÆSTEN:

HAGIOS, HAGIOS, HAGIOS, IAO

Han sætter Hostien og Bægeret tilbage og tilbeder.

VII Om hymnens officium

PRÆSTEN:
Du som er mig, hinsides alt jeg er,
har ingen natur og intet navn du bær,
du er end med, når alt uden du er taget afsted,
du Solens centrum, Du Solens hemmelighed,
du skjulte kilde til alle ting kendte
og ukendte, Du afsides ene, alene vente,
du den sande ild i røret og sæden,
mangfoldig, avlende, kilden og glæden,
til liv, kærlighed, frihed og lys,
du hinsides tale og hinsides syn,
dig påkalder jeg, min ild opstiger.
Den tændes idet mine hensigter higer,
dig påkalder jeg, vedvarende enhed,
du Solens centrum og hemmelighed,
og de helligeste mysterier,
nvis beholder jeg nu er.
Vis dig mest skrækkelig og mest skøn,
som det er tilladt her i din søn!

KORET:
For af Fader og Søn,
helligånden er norm;
mand-kvinde, kvintessens, et køn,
mandevæsen skjult i kvindeform.
Ære og tilbedelse i det høje,
du Due, guddommeliggjort uden møje,
menneskerace, med mest kongelige form,
til vårens solskin gennem vinter storm,
ære og tilbedelse være til dig fra folk og fæ,
du, saft af verdensasken, vidunder træ!

KOR MÆND:

Ære være dig fra gyldne graves død.

KOR KVINDER:

Ære være dig fra Ventende Moderskød.  

MÆND:

Ære være dig fra upløjede mulde.

KVINDER:

Ære være dig fra jomfruer hulde.

MÆND:

Ære være dig, sande enhed
af den Evige Treenighed!

KVINDER:

Ære være dig du Herre og Frue her
og Selv af 'Jeg er hvad Jeg er!'
Ære være dig, hinsides tidernes gang,
din kilde af sæd, dit frø, dit kim, og trang!

MÆND:

Ære være dig, evige Sol, ren,
Du En i Tre, Du Tre i En!

Disse ord skal udgøre hymnens indhold, men hele eller dele skal sættes til musik, så udførligt som kunsten tillader. Men selv om andre hymner måtte blive godkendt af kirkefaderen, skal denne bestå som den første af sin slags, stamfaderen til alle andre.

VIII Om det Mystiske Ægteskab og om Nadveren

Præsten tager Alterbakken mellem højre hånds pege- og langfinger. Præstinden holder Koppen i sin hånd.

PRÆSTEN:

Mest skjulte Herre, velsign denne åndelige føde for vore legemer, så at den må skænke os sundhed og rigdom og styrke og glæde og fred, og den fuldbyrdelse af vilje og af kærlighed under vilje som er evig lykke.

Han tegner + med Alterbakken og kysser den. Han afdækker Koppen, knæler, rejser sig. Musik. Han tager Hostien og bryder den over Koppen. Han lægger højrehåndsdelen tilbage på Alterbakken. Han bryder et lille stykke af venstrehåndsdelen.

PRÆSTEN:

Touto esti to sperma mou. Ho pater estin ho hyios oion to pneuma hagion. AUMGN. AUMGN. AUMGN.

Han lægger hele venstrehånsdelen af Hostien tilbage. Præstinden strækker lansespidsen frem med sin venstre hånd, for at modtage stykket.

PRÆST/PRÆSTINDE:

HRILLIU!_b

Præsten tager Lansen. Præstinden tildækker Bægeret. Præsten knæler, rejser sig, bukker, folder hænderne. Han slår sig for brystet.

PRÆSTEN:

O Løve og O Slange som ødelægger Ødelæggeren, kom mægtige iblandt os.
O Løve og O Slange som ødelægger Ødelæggeren, bliv mægtige hos os.
O Løve og O Slange som ødelægger Ødelæggeren, kom mægtige med os.

Præsten folder hænderne over Præstindens bryster, og tager sin Lanse tilbage. Han vender sig mod folket, sænker og hæver Lansen og tegner + over dem.

PRÆSTEN:

Gør hvad du vil skal være hele Loven

MENIGHED:

Kærlighed er loven, kærlighed under vilje

Han sænker Lansen, og vender sig mod øst. Præstinden tager Lansen i sin højre hånd, med sin venstre byder hun Alterbakken frem. Præsten knæler.

PRÆSTEN:

I min mund: essensen af Solens liv.

Han tager Hostien med sin højre hånd, tegner + med den over Alterbakken og fortærer den.  
Stilhed.
Præstinden tager, afdækker og frembyder Gralen som før.

PRÆSTEN:

I min mund: essensen af Jordens glæde.

Han tager Koppen, tegner + over Præstinden, tømmer den og giver den tilbage.  
Stilhed.  
Han rejser sig, tager Lansen og vender sig mod folket.

PRÆSTEN:

Der er Ingen del af mig som ikke er af Guderne.

Til hver af de blandt folk som har givet udtryk for at de ønsker at modtage nadveren, og ingen andre bør være tilstede, er en hel lysoblat og et bæger med vin gjort klart. Diakonen viser dem til rette; de går frem til alteret en efter en. Børnene tager Elementerne og tilbyder dem. Folket indtager nadveren sådan som Præsten gjorde, idet de siger de samme ord i Genopstandelsens ånd:

 FOLK:

"Ingen del af mig kom ikke fra Guderne."  

Ingen del af mig indeholdt ikke Gud

Undtagelserne til denne del af ceremonien er når der er en art festlighed, i hvilket tilfælde kun Præsten indtager nadveren, under et bryllup, i hvilket ingen, ud over de to som skal vies, deltager; når nadveren indgår i en dåb, deltager kun det barn som skal døbes, og ved Konfirmation i puberteten, hvor kun kon­firmanderne deltager. Sakramentet kan holdes til side af Præsten for at blive givet de som ligger syge i deres hjem.
Præsten tildækker alt med sløret. Med Lansen tegner han + over folket, tre gange, således:

PRÆSTEN:

+

Herren velsigne jer

+

Herren oplyse jeres sind, og give trøst til jeres hjerter og næring til jeres legemer.

+

Herren lade jer opfylde jeres sande viljer, det Store Arbejde, Summum Bonum, Sand Visdom­ og Perfekt Lykke.

Han går ud, med Diakonen og Børnene efter sig, ind i Graven i vest.
Musik. (Frivillig).
Bemærk: Præstinden og andre officerer tager aldrig del i Nadveren, idet de fungerer som en del af Præsten selv..
Bemærk: Visse hemmelige formler i denne Messe formidles til Præsten ved hans ordination.

[TOP]

b Ordet stammer fra visionerne i Crowleys Liber 418. 'The Vision and the Voice'. Ordet betyder "Orgasme", åndelig såvel som fysisk.

 Fra Crowleys skuespil "The Ship", publiceret i 'The Equinox', volume 1, nummer 10. Fri dansk gendigtning.

græsk for:

Dette er min sæd. Faderen er sønnen som ved den Hellige ånd. Aumgn. Aumgn. Aumgn.

b Græsk for:

Dette er mit blods kop.

a Æter er den græske gud for lys og for de øvre luftlag.

b Græsk for:

Hellig, hellig, Hellig IAO!

 Græsk for:

Dette er mit legeme.

[TOP]