De 12 HelligSkrifter givet profeten af den smukke Stjerne

Liber Porta Lucis

Sub Figura X

Bogen om Lysets Port

A..A.. Publikation i Klasse A

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22

1.                  Jeg ser en lille mørk klode, som triller i en afgrund af uendeligt rum. Den er lillebitte mellem en myriade af kæmpestore, mørk mellem en myriade af lysende.

2.                  Jeg som i mig selv omfatter alt det store og det små, alt det lyse og det mørke, har formidlet min uudsigelige pragts stråleglans, og sendt V.V.V.V.V. frem som min stråle, som en budbringer til den lille mørke klode.

3.                  Så tager V.V.V.V.V. ordet op og siger:

4.                  Jordens mænd og kvinder, til jer er jeg kommet fra Tiderne hinsides Tiderne, fra Rummet hinsides jeres syn; og jeg bringer jer disse ord.

5.                 Men de hørte ham ikke, for de var ikke klar til at modtage dem.

6.                  Men visse mennesker hørte og forstod, og gennem dem skal denne Kundskab blive gjort kendt.

7.                  Derfor skriver den mindste af dem, tjeneren for dem alle, denne bog.

8.                  Han skriver for de som er rede. Således vides det om en er rede, hvis han er udstyret med visse gaver, hvis han er egnet ved sin herkomst, eller ved rigdom, eller ved intelligens, eller ved et andet håndgribeligt tegn. Og mesterens tjener skal dømme disse ved sin indsigt.

9.                  Denne Kundskab er ikke for alle mennesker; få er faktisk kaldet, men af disse få er mange udvalgte.

10.               Dette er Arbejdets natur.

11.               For det første er der mange forskellige livsbetingelser på denne jord. I dem alle er der en sorgens sæd. Hvem kan fly fra sygdom og fra alderdom og fra død?

12.               Vi er kommet for at frelse vore fæller fra disse ting. For der er et liv inderligt fyldt med viden og med den yderste glæde, som er uberørt af nogen af dem.

13.               Dette liv opnår vi netop her og nu. Adepterne, tjenerne for V.V.V.V.V. er nået dertil.

14.               Det er umuligt at fortælle jer om de prægtigheder, som de har opnået.

                      Lidt efter lidt, som jeres øjne vokser sig stærkere, vil vi afsløre Adepternes Stis uudsigelige glans og dens navnløse mål for jer.

15.               Ligesom en mand, der bestiger et stejlt bjerg, er ude af syne for sine venner i dalen, sådan synes adepten. De skal sige: Han er tabt i skyerne. Men han skal glædes i sollyset over dem, og komme til den evige sne.

16.               Eller som en lærd kan lære et af de gamles hemmelige sprog, hans venner vil sige: "Se! Han lader som om han læser denne bog. Men den er uforståelig - den er nonsens." Dog frydes han ved Odysseen, mens de læser tomme og vulgære ting.

17.               Vi skal bringe jer til Absolut Sandhed, Absolut Lys, Absolut Fryd.

18.               Mange adepter gennem tiderne har søgt at gøre dette; men deres ord er blevet perverteret af deres efterfølgere, og igen og igen er Sløret faldet for det Helligste Hellige.

19.               Til jer, som endnu vandrer i de Profanes Forgård, kan vi ikke afsløre alt; men I vil let forstå at verdensreligionerne blot er symboler og slør for den Absolutte Sandhed. Således også filosofierne. For adepten som ser alle disse ting fra oven, forekommer der intet valg mellem Buddha og Muhammad, mellem Ateisme og Teisme.

20.               De mange forandres og forgår; den ene forbliver. Ligesom træ og kul og jern opbrænder sammen i en stor flamme, om blot den ovn er af altoverskridende varme; således også i denne spirituelle alkymis destillationskolbe, om blot zelatoren blæser tilstrækkeligt på sit ildsted, bliver alle jordens systemer fortæret i den Ene Kundskab.

21.               Ikke desto mindre, da en ild ikke kan blive startet alene med jern, er eet system måske bedre egnet for een søger, et andet for en anden.

22.               Vi derfor, som er uden uvidenhedens lænker, ser tæt ind i den søgendes hjerte og leder ham ved den bedst egnede sti for hans natur til alle tings yderste ende, den øverste indsigt, Livet som dvæler i Lyset, ja, Livet som dvæler i Lyset.