Liber Libri vel Lapidis Lazuli

IV

1.              Jeg er som en jomfru der bader i en klar dam med frisk vand.

2.              O min Gud! Jeg ser Dig mørk og ønskværdig, stige gennem vandet som en gylden røg.

3.              Du ere ganske gylden, håret og øjenbrynene og det strålende ansigt; selv ud i fingerspidserne og tåspidserne ere Du en rosendrøm i guld.

4.              Dybt ind i Dine øjne, der er gyldne, springer min sjæl, som en ærkeengel, der truer solen.

5.              Mit sværd går helt igennem Dig; krystalklare måner siver ud af Din smukke krop som er skjult bag Dine øjnes ovaler.

6.              Dybere, altid dybere. Jeg falder, som hele Universet selv falder ned i Årenes afgrund.

7.              For Evigheden kalder; Oververdenen kalder; Ordets verden venter os.

8.              Vær færdig med tale, O Gud! Fastgør hunden Evigheds hugtænder i denne min strube.

9.              Jeg er som en såret fugl der flakser i cirkler.

10.            Hvem ved hvor Jeg vil falde?

11.            O Velsignede! O Gud! O min fortærer!

12.            Lad mig falde, falde ned, falde bort, langt væk, alene!

13.            Lad mig falde!

14.            Ej heller er der nogen hvile, Søde Hjerte, udover i kongelige Bakus' krybbe, den mest Helliges lår.

15.            Hvil der, under nattens baldakin.

16.            Uranus skænder på Eros; Marsyas irettesætter Olympus; Jeg skænder på min smukke elsker med hans solstrålemanke; skal Jeg ikke synge?

17.            Skal ikke mine besværgelser bringe om mig skovgudernes skønne selskab, med deres kroppe glinsende af månelys salven og honning og myrra?

18.            Tilbedelsesværdige ere Eder, O mine elskere; lad os gå til den mest tågede hule!

19.            Der vil vi feste på alrune og på moly!

20.            Der skal den Skønne give os Sin hellige banket. I de brune kornkager skal vi smage verdens føde, og blive stærke.

21.            Fra dødens rødmende og forfærdelige kop skal vi drikke verdens blod, og være drukne!

22.            Ohé! sangen til Iao, sangen til Iao!

23.            Kom, lad os synge for Dig, usynlige Iakus, triumferende Iakus, upåklagelige Iakus!

24.            Iakus, O Iakus, O Iakus, vær os nær!

25.            Da blev al tids fremtoning formørket, og det sande lys skinnede frem.

26.            Der var også et vist råb på et ukendt sprog, hvis skingren oprørte de stille vande i min sjæl, så at mit sind og min krop blev helbredt fra deres sygdom, selverkendelse.

27.            Ja, en engel oprørte vandende.

28.            Dette var Hans råb: IIIOOShBTh-IO-IIIIAMAMThIBI-II.

29.            Ej heller sang Jeg dette tusind gange om natten i tusind nætter før Du kom, O min flammende Gud, og gennemborede mig med Dit spyd. Din skarlagenrøde robe bredte alle himlene ud, så at Guderne sagde: Alt brænder: det er enden.

30.            Også satte Du Dine læber til såret og sugede en million æg ud. Og Din moder sad på dem, og se! stjerner og stjerner og ultimative Ting hvoraf stjernerne er atomerne.

31.            Da erkendte Jeg Dig, O min Gud, siddende som en hvid kat på gitterværket om lysthaven, og lyden af surren fra de snurrende verdener var blot Din glæde.

32.            O hvide kat, gnisterne flyver fra Din pels! Du knitrer med verdenernes splittelse.

33.            Jeg har set mere af Eder i den hvide kat end jeg så i Visionen af Æonerne.

34.            I Ra's båd rejste Jeg, men Jeg fandt aldrig i det synlige Univers noget væsen som var Dig lig.

35.            Du var som en vinget hvid hest, og Jeg red Dig gennem evigheden mod Gudernes Herre.

36.            Sådan rider vi stadig!

37.            Du var som et snefnug der falder i de fyrreklædte skove.

38.            På et øjeblik var Du tabt i det sandsynliges og det usandsynliges vildnis.

39.            Men Jeg så den smukke Gud på ryggen af snestormen - og Du var Ham!

40.            Jeg læste også i en stor Bog.

41.            På gammelt skind stod skrevet med bogstaver af guld: Verbum fit Verbum.

42.            Også Vitriol og hierofantens navn

                   V.V.V.V.V.

43.            Alt dette hvirvlede i ild, i stjerneild, sjældent og fjernt og aldeles ensomt - selv mens Du og Jeg, O øde sjæl min Gud!

44.            Ja, og skriften

             Det er godt. 

                Dette er stemmen som rystede jorden.

45.            Otte gange skreg han højt, og ved otte og ved otte skal Jeg tælle Dine gunstbevisninger, Oh Du Ellevefoldige Gud 418!

46.            Ja, Og ved mange flere; ved de ti i de toogtyve retninger; selv som Pyramidens vinkelrette - sådan skal Eders gunstbevisninger være.

47.            Hvis Jeg tæller dem, er de Et.

48.            Udsøgt er Din kærlighed, Oh Herre! Du ere afsløret af mørket, og han som famler sig frem i lundenes rædsel skal tilfældigvis fange Dig, ligesom en slange der bemægtiger sig en lille sangfugl.

49.            Jeg har fanget Dig, O min bløde drossel; Jeg er som en Høg af smaragd-perlemor; Jeg fanger Dig instinktivt, selv om mine øjne ikke ser Din pragt.

50.            Dog er der blot tåbelige mennesker hisset. Jeg ser dem på det gule sand, alle lilla klædt som i Tyria.

51.            De trækker deres skinnede Gud på land med net; de bygger et bål til Ildens Herre, og råber syndige ord, selv den skrækkelige forbandelse Amri maratza, maratza, atman deona lastadza maratza maritza - marán!

52.            Så koger de den skinnede gud, og sluger ham hel.

53.            Dette er onde folk, O smukke dreng! lad os fortsætte til det Hinsides.

54.            Lad os gøre os til en behagelig madding, til en forførende form!

55.            Jeg vil være som en fremragende nøgen kvinde med ibenholtsorte bryster og gyldne brystvorter; hele min krop skal være som stjernernes mælk. Jeg vil være strålende og græsk, en kurtisane fra Delos, den ustabile Ø.

56.            Du skal være som en lille rød orm på en krog.

57.            Men du og jeg vil begge fange vores fisk.

58.            Da vil du være en skinnende fisk med gylden ryg og sølvfarvet bug: Jeg vil være som en voldsom smuk mand, stærkere end to snese tyre, en mand fra Vesten som bærer en stor pose med værdifulde juveler på en stav der er større end altets akse.

59.            Og fisken skal ofres til Dig og den stærke mand korsfæstet for Mig, og Du og Jeg vil kysses, og bøde for Begyndelsens fejl; ja, begyndelsens fejl.

[TOP]