III

0.                  Sig du at Han Gud er en; Gud er den Evige; ej heller har Han nogen Lige, eller nogen Søn, eller nogen Ledsager. Intet skal stå foran Hans åsyn.

1.                  Netop femhundrede og elve gange hver nat i enogfyrretyve dage udråbte jeg højt for Herren bekræftelsen på Hans Enhed.

2.                  Ligeledes forherligede jeg Hans visdom, hvorved Han skabte verdenerne.

3.                  Ja, jeg priste Han for Hans tydelige essens, hvorved universet blev lys.

4.                  Jeg takkede Ham for Hans mangfoldige nåde; jeg tilbad Hans pragt og vælde.

5.                  Jeg skælvede foran Hans magt.

6.                  Jeg fornøjedes i Harmonien og Skønheden af Hans Essens.

7.                  I Hans Sejr forfulgte jeg Hans fjender; ja jeg drog den ned af den stejle skrænt; jeg tordnede efter dem indtil den yderste afgrund; ja, derved deltog jeg i min Herres pragt.

8.                  Hans pragt skinnede over mig; jeg tilbad Hans henrivende glans.

9.                  Jeg hvilede, idet jeg beundrede Hans Stabilitet, hvordan Hans Univers' rystelser, tingenes opløsning, ikke ville røre Ham.

10.                Ja sandelig, jeg Hans Kongedømmes Herre Vicekonge, jeg, Adonai, som taler til min tjener V.V.V.V.V. herskede og regerede på Hans sted.

11.                Dog formulerede jeg også dobbeltkraftens ord i Mesterens Stemme, nemlig ordet 418.

12.                Og alle disse ting narrede mig ikke, for jeg udvidede dem ved min snedighed til Kronens Tolv Stråler.

13.                Og disse tolv stråler var Et.