II  

0.                  Nu derfor så jeg disse ting som uvillige og onde; og de var ikke, ligesom Du er Ikke.

1.                  Jeg så de tvende hoveder som evigt kæmper mod hinanden, så at alle deres tanker er en forvirring. Jeg så Dig i disse.

2.                  Jeg så visdommens mørke, som sorte aber der pludrer nedrigt nonsens. Jeg så Dig i disse.

3.                  Jeg så Helvedes nedsvælgende mødre, som opæder deres børn - O eder, som er uden forståelse! Jeg så dig i disse.

4.                  Jeg så de nådeløse og de umajestætiske flå deres fæle føde som furier. Jeg så Dig i disse.

5.                  Jeg så de brændende, kæmper som vulkaner der i deres raseri opgylper sort opkast af ild og røg. Jeg så Dig i disse.

6.                  Jeg så de smålige, de trættekære, de selviske, - de var som mennesker, O Herre, de var netop lige som mennesker. Jeg så Dig i disse.

7.                  Jeg så dødens ravne, som fløj med hæse skrig over ådselsjorden. Jeg så Dig i disse.

8.                  Jeg så de løgnagtige ånder som frøer på jorden, og på vandet, og på det forræderiske metal som ætser alting og ej består. Jeg så Dig i disse.

9.                  Jeg så de obskøne, tyremænd tøjret i forrådnelsens afgrund, som gnavede hinandens tunger af smerte. Jeg så Dig i disse.

10.               Jeg så Kvinden. O min Gud, jeg så billedet deraf, ligesom en smuk form der skjuler en sort abe, ligesom en skikkelse som med sin hånd trækker små billeder af mænd ned til helvede. Jeg så hende, fra hovedet til navlen som en kvinde, fra navlen til hendes fødder som en mand. Selv i hende så jeg Dig.

11.               For mit var nøgleordet til det Lukkede Palads 418, og mine var tøjlerne til Sphinxernes Vogn, sort og hvid.. 

                Men jeg blev ikke narret af nogle af alle disse ting.

12.               For jeg udvidede det ved min snedighed til Kronens Tolv Stråler.

13.               Og disse tolv stråler var Et.