Tag en pind på størrelse med og af form som en blyant. Slå et søm ind for enden af pinden, således at cirka 1 ½ centimeter stikker ud. Fil nu hovedet af sømmet, og du har en griffel. Brug gerne bøgetræ, egetræ eller hassel, men ikke et blødt træ som hyld.

Skriv nu dine runer på en træspån eller et stykke træ, skriv på tværs af årerne. Hvis du skriver med årerne i træet, bliver det svært at læse hvad du skriver og at styre griflen.

Træspån og mindre flade træstykker kan let skæres til. Og også selv om man bor i en by, ligger der træ nok til at riste, skrive, printe på i nærheden.

At man kalder en rune for et bogstav, ligger jo i, at man brugte hårdt træ, nemlig bøg = "bog", til at tegne (T.A.T.) stavenes runer med, og man 'staver' stadig sprogets navne og ord. Thi alle runer består af en stor 'hovedstav', i regel den lodrette, og af "bistave": de skrå streger som danner bogstavet = tegnet: runen.

*

I senere tider bruger mange jo at skrive med blæk eller blod (B.E.B.) på papir og pergament (P.O.P.) og med farvestrålende maling (M.F.M.) på diverse genstande. Med elektriske svejseapparater og lignende kan man også riste méd årerne i træ.

For den, der vil i gang med at hugge sten, kan spån, flis og andet træ samt at optræne tegnsætning med en griffel stærkt anbefales: Det koster slid og slæb og sten af hugge i sten, og bare ét fejlhug kan gøre stenen ubrugelig.

Af jo nok særlig den grund opstod den Yngre Futhork, hvis tegn (modsat de udeladte tegn fra den Ældre Furthark) alle kan hugges med nogen lethed af en profesionel huger og det jo med en holdbarhed, der jo gør, at de kan læses mere end 1000 år senere.

*