Thelema

   Liber Al vel Legis

sub figura XXCC

The Book of the Law

Lovens Bog

Lovbogen

(ISBN: 87-7759-022-8 SphinX an 86 tt (1991 e.v.)) 

Bonus år 100 tt

Tanker ved århundredeskiftet

 AF Per Olsen 

Den lovpligtige introduktion

AF Per Olsen  

Tanker om 'den nye tidsalder'

Vi lever i en stærkt omskiftelig tid. Tænker vi blot 100 år tilbage i planetens historie, kan vi knap nok kende den igen. Storriger er opstået & faldet sammen, og i hundredvis af opfindelser & opdagelser har forandret produktionsmåderne & de daglige levevilkår. Informationsmængden, vor viden om verden, fordobles med stadigt kortere mellemrum, ingen kan i dag vide alt, kun i store elektroni­ske hjerner kan vi manipulere de mange fakta, som har reduceret det store skumle skaberværk til gennemsigtige løgringe af brugbare informationer.

I okkulte kredse, i magiske miljøer, blandt åndeligt opvakte mennesker har vi længe talt om den "nye tid", "new age", "new era ", "vandmandens tidsalder"  kært barn har mange navne. Men går vi tilbage disse 100 i den esoteriske tradition, ser vi ingen, eller kun få, forudsigelser af denne nye vandbærertid. Astrologer & andet godtfolk bruger i dag "beviser", hvor et velkendt fiskesymbol for de kristnes frelserskikkelse skulle indebærer, at de urkristne var klare over, at deres tid indledte "fiskens tidsalder". På samme vis tages f.eks. hornede hjelme fra oldtiden som symboler på en forudgående "tyrens tidsalder". I begge tilfælde tilsidesætter man gladelig andre og mere nærliggende betydninger i disse symboler for "at få det til at passe".

Som skrevet; Nostradamus, Camille Flammarion, Eliphas Lévi eller H.P. Blavatsky skrev ikke udførligt om "vandmandens tidsalder", som skulle komme, i deres skrifter. Faktisk er det kun i de semitiske (jødiske, kristne, islamiske) dommedagsforventninger, at vi har en tanke om en kommende og altforandrende fremtid, som man har ventet på i mere end 1000 år.

Nej, den realistiske tanke om en "ny tid" lå først og fremmest hos de foretagsomme forretningsfolk, de idealistiske samfundsforandrere og de idérige videnskabsfolk som var grundpillen i renæssancens, så oplysningstidens og senere modernismens store projekter.

Her drømte man "utopisk" om en ny & bedre verden, hvor levevil­kårene var milde og åndens & hjertes arbejde stod i centrum.

Nu skal Læseren ikke forstå dette forhold således, at det postuleres, at astrologien, især den sideriske astrologi, ikke kan tale om en række sigtepunkter i dyrekredsen, som solsystemet gennemgår i løbet af længere perioder, det er absolut muligt; pointen her er blot, at læren om en ny tidsalder ikke opstod for alvor i de åndsvidenskabelige og magiske miljøer før efter, at "Lovens Bog" blev modtaget af Aleister Crowley i det første år af denne nye tidsalder (1904 e.v.).

Læren om den astrologiske vandmandstidsalder opstod måske efter et stormøde i det tyske højfrimurer O.T.O., hvor omkring halvdelen af de forsam­lede mestre & adepter, anerkendte Bogens ægthed, dens krav på at være en ny tidsalders grundskrift, mens samme mestre & adepter afstod fra at acceptere denne Bog, på grund af, hvad de opfattede som dens utilladelige syn på bl.a. sex, vold & stoffer.

Disse mestre & adepter og deres efterfølgere er måske stadig kernen i udbredelsen af læren om "The Age of Aquarius", en lære der er udbredt globalt, mere effektivt og med flere tilhængere end nogen af den gamle tids religioner eller filosofier.

Måske kan Læseren forestille sig disse uhyre magtfulde & betydnings­fulde mennesker stå der med deres titler & udsmykninger fra alle slags hellige Ordener og Broderskaber: lærde, fabriksejere, læger, præster, håndværkere; indflydelsesrige mennesker, hvis beslutninger snart kaster verden ud i det man skal komme til at kende som første verdenskrig.  Men hellere det end s.., v... & s......!

Sex, vold & stoffer

Jamen er da "Lovens Bog" én lang anbefaling af sex, vold & stoffer? Er det rigtigt, hvad mennesker uden tilknytning til O.T.O., mennesker som ikke har accepteret "Lovens Bog", skriver i diverse håndbøger og opslagsvær­ker?

"Ja", svarer O.T.O. og det eksplosivt voksende kor af Thelemitter; ja i den forståelse hvor "sex", seksualiteten, er en hellig kraft i kroppens tempel, der anvendes efter egen fri vilje, og ja i den betydning hvor "vold" er an­vendelsen af den nødvendige styrke til at beskytte sig og sine, den nødvendige robusthed & egoisme for slægtens trivsel, og ja i de betydninger hvor "stoffer" betyder den lette og lykkelige rus, der er menneskets umistelige ret efter veludført arbejde, ved festlige lejligheder, ja til ægte kærlighed, og ja til den effektive og uskadelige medicin, der er den nødvendige vold mod sygdommens fjendtlighed, og ja i den betydning, hvor stoffer er fine dufte, fødevarer og andet der får mennesket til at glemme dagligdag og arbejde og kaste sig ind i den nydelsens & erotikkens trance, som sikrer artens overlevelse.

O.T.O. & Thelemitter siger "Nej!" til andre anvendelser af sex, vold & stoffer, er imod alle former for misbrug, også den vi dagligt oplever i masse­medierne.

Blandt Thelemitter gælder det, at "Kærlighed er loven, kærlighed under vilje"; og det er netop "under vilje", altså ikke sanseløst & skadeligt, men i overensstemmelse med den enkeltes vilje, at kærlighed er loven.

Det var måske her, det springende punkt lå i sin tid, da det første frimureri modtog "Lovens Bog" fra dens profet Aleister Crowley. De kunne alle se, at "den var god nok", den bestod deres forskellige tests, men da den forskrækkede del af disse mennesker var overbeviste om, at det enkelte menneske er en usselrygget slavesjæl, som ikke kan "ville sin kærlighed frit", var dé måske så bare derfor bange for konsekvenserne af at slippe "Lovens Bog" løs på masserne?

Lad os afsluttende se på de forhold der førte den anden del, de gamle oplystes illuminerede flok, til at anerkende og med tiden acceptere "Lovens Bog", og lad os så, i den moderne nye tids demokratiske ånd, lade det være op til den enkelte at afgøre om vedkommende har kærlighed, kraft & kemi til at kapere, eventuelt acceptere "Lovens Bog"  ved selvsyns læsning:

Aleister Crowley blev født den 12. Oktober 1875 e.v. Hans forældre tilhørte Plymouthbrødrene, en art, stadig eksisterende, kristen sekt, som tager Bibelens ord bogstaveligt og lever i hellig fromhed i lukkede Plymouthsamfund, af­sondrede fra den verdslige, profane verden. Først da han kom på universitetet i Cambridge, lærte han andre bøger end Bibelen & sektens prædikenbog at kende. Han ville være kemiker og tog de indledende prøver, men fortabte snart sit studie i alverdens religiøse, filosofiske og magiske litteratur.

Han kom med i The Golden Dawn, tidens førende magiske loge, og gjorde lynkarriere. Han blev, takket været sin usnobbede og rebelske indstilling, hurtigt venner med logens ledende kræfter. Lederen Samuel Mathers, og især mesteradepterne Allan Bennett & George Cecil Jones, som oplærte ham i alt hvad tiden vidste om religion, indvielse & magiske ritualer, bl.a. den ældgamle rite ved hvilken Skytsenglen kaldes til bevidsthed & samtale.  Hvad skete der så?

CairoArbejdet 8-10/4-1904 e.v.

I begyndelsen af 1904 e.v. er Golden Dawn faldet i splinter: Crowley & de ægte magikere overfor statuslogefolket og hobbyokkultisterne. Crowley selv er taget på bryllupsrejse med sin kone, Rose.

Den 16. marts 1904 e.v. foretager han de såkaldte "Preliminary Invocations" (indledende påkaldelser) for at vise Rose luftånderne inde i Kheopspyramiden, hvor de overnatter. Ingen sylfider : kun et gyldent lys & Rose, der i trance messer: "De venter dig!"  "De venter dig!"

Den 17. marts 1904 e.v. Påkalder han, med passende riter, visdommens god, Thoth.  Kun følelser, ingen forklaring, ingen sylfider.

Den 18. marts 1904 e.v. Crowley gentager Thothpåkaldelsen, Rose forklarer i trance:

"Det er Horus, som venter."

 Hun har intet lært om ægyptologi, afslører dog  i et langvarigt & strengt krydsforhør  kendskab, som selv ikke Gardiner & Budge, de førende ægyptologer, sidder inde med. A.C. begynder at fatte lid til viljen bag trancen. Hun insisterer på en  synes han  "håbløs" Horuspåkaldelse, tåler ingen "forbedringer".

Den 19.20. marts 1904 e.v. Horuspåkaldelsen udskrives & opføres kl. 12 middag fra hotellets vindue ud over Cairos gader. No response. Næste dag tillader mediet Rose, at det opføres kl. 24.00 for lukket vindue; denne gang røber hun at "Gudernes Jævndøgn (Equinox of the Gods) er oprundet"; at han er "udpeget som redskab for dette jævndøgn".  Tak for kaffe!

Inden den 23 marts 1904 e.v. falder så den sidste brik på plads. Under en tur i byen besættes Rose igen af trancen; hun styrer mod en museumsbygning, de ikke har besøgt før, og hiver ham gennem salene lige hen til en ægyptisk gravtavle: "Der er han!", nærmest råber hun.

Eftertiden kan spekulere over, om Rose Crowley nu mente ham "Horus" eller ham "Ankhfnkhonsu",  begge ses på tavlen: Horus som lysets & styrkens gud på tronen, Ankh som gravtavlens ejermand i tilbedelse foran Horus.

Når Crowley mistede sin ellers gennemført videnskabelige snøvs, og eftertiden derfor må stille dette spørgsmål, skyldes det at tavlens nummer i museets udstillingskatalog var 666, det nummer, der i okkultisme & magi er selve solens, og den fulde cirkels nummer, det nummer han siden sin barndom var blevet bekendt med, når hans kristelige moder skældte ud. 666 er nemlig for de kristne især et nummer på den onde i deres system.

Ankhfnkhonsu kendes som den ægyptiske præst, der fra starten havde skabt trancen og ladet brikkerne falde på plads. Han står som den egentlige skriver bag "Lovens Bog", og efter Crowleys kontakt med hans tavle, tager tingene fart. Tavlen kendes som blandt andet "Åbenbaringstavlen", "Stele 666" og "718".

STELENS FORSIDE STELENS BAGSIDE

Nu oversætter samlingens arkæolog tavlen til fransk, den oversættes senere hos verdens førende ægyptolog, Gardiner. Crowley gendigter den i versform og indbinder det hele i en lille magisk bog (kaldet "The Vellum Book").

Rose har en del instruktioner til opbyggelse af et magisk tempel i et af hotellets værelser. De skaber bl.a. et ottekantet rum med et skrivebord i midten, og hun instruerer ham om, at han de følgende dage, den 8. 9. & 10. april, efter den almindelige solkalender, mellem klokken 12 & 13 skal gå ind i templet & nedskrive alt, hvad han hører. Disse dage er kendt som begyndelsen af den nye tidsalder "e.n." (en forkortelse for Era Nobilis = den ædle tidsalder). Forkortelsen e.v. (Era Vulgaris = den almindelige tidsalder) betegner andres, bl.a. de kristnes tidsregning.

Et sidste spørgsmål!  Hvad gjorde Crowley så?

Hans dagbøger & notater samt hans forsøg på at lave om på den tekst, hans Skytsengel dikterede ham undervejs, viser at "Lovens Bog" i første omgang skræmte ham, der var for meget ... nå, ja, Læseren ved det godt.

Han forsøgte godt nok at slå i bordet og optræde som profetisk budbringer, da han kom hjem til sine magiske venner, men de kendte deres kritiske og lærde ven for godt til, at dén bed på dem, og hele sagen med alle dens akter røg på pulterkammeret hjemme i Boleskine, hans hus ved Invernes, Loch Ness.

Først fem år senere dukkede den op igen. I fem år havde den uvillige profet fået den ene øretæve efter den anden, ‑ han blev ved gensynet nødt til at æde sandheden i sig: på tværs af hans trodsige ateisme havde guddommelige kræfter højt over menneskelige begrænsninger givet ham, og dermed menne­skeheden,  den hidtil største udfordring,  profeten brugte resten af sit liv på studiet af "Lovens Bog". Gudernes Jævndøgn var oprundet.

Da Aleister Crowley døde, efter sigende den 1. december 1947 e.v. regnede mange ham for et af de bedst begavede mennesker, som havde levet. Han havde trænet (især banket) en kommende verdensmester i skak, da han næsten var 70 år gammel, han havde skrevet de mest respekterede bøger om yoga & magi, også de mest indviklede og efterlignede litterære værker, havde i to verdenskrige ydet en ensom, brillant tjeneste for sit lands efterretningsvæsen, kendte et flertal af sin tids førende forfattere & filosoffer & folkelige ledere og så videre og så videre.

Hvad man end sagde om ham, indrømmede man ham altid at være en strålende intelligens. 
Man regner også med, at han fik løst mellem 5 & 7 procent af de mysterier, "Lovens Bog" opstiller.

[TOP]