84. Møens ord skal ingen tro
og ej, hvad kone kvæder;
thi på hvirvlende hjul
deres hjerter blev skabt,
og vaklen bor dem i bryst.
85. Bristende bue, brændende lue,
gabende ulv og galende krage,
gryntende svin og grødeløst træ,
stigende bølge, sydende kedel –
86. Flyvende
flene, faldende bølge,
natgammel is, ombøjet orm,
bruds ord i senge og brækket våben,
bjørneleg eller barn af konge –
87. Syngende kalv, selvrådig træl,
vålvesnaks vellyd, valfældet lig,
[lysende himmel, leende herre,
hunde-halten og hore-sorger] –
88. Årle sået ager – skal ingen tro
og ikke for snart sin søn,
vejr råder agren og vid sønnen,
brydsomt er det med begge.
89. Sin broders morder, om mødt på vejen,
halvbrændt hus eller hurtig hest,
- hest er unyttig, blot eet ben brækker –
ingen være så tryg, at han tror på sligt.
90. Så er kvinders elskov,
når derunder er rænker,
som at age på glatis med glatskoet hest,
en vilter toårs og tæmmet slet,
eller i stormvejr at styre rorløst
eller halt i tøfjeld at tage en ren.
91. Klart vil jeg tale, thi jeg kender begge:
Karlens hu skifter til kvinden,
fagrest vi taler, når falskest vi tænker,
Det hilder den kloges hu.
92. Den skal tale godt og gaver byde,
som vil kvindens kærlighed
have,
den lyse piges legeme love,
han vil få, som frister.
93. Aldrig være elskov årsag til,
at én laster en anden,
tit dåres den kloge, mens den dumme går fri,
af den blændendes blik.
94. Ingen skal dadle det hos en anden,
som times mangen mand;
den vældige elskov forvandler ofte
til dårer dem, som var kloge.
95. Kun mands hu, som nær hjertet bor,
ser, hvad sindet rummer,
den værste sot for den vise mand
er savn, som intet opnår.
96. Det følte jeg selv, da jeg sad iblandt rør
og længtes efter min lyst:
Mig hjerte og liv var den liflige mø,
som jeg dog ej favned og fik.
97. Billings Mø på bolster jeg fandt,
den solhvide sov.
Ikke som jarl jeg ænsed at leve
uden at eje hendes
legem.
98. ”Tæt mod aften skal du, Odin, komme,
vil med mø du mæle.
Ilde er det, om andre aner
Vor fryd, vort fælles fald.”
99. Jeg vendte tilbage, det var mig som
[min elskov hilded min hu].
Jeg tænkte, jeg helt skulle tage i eje
pigens sanser og sødme.
100. Da jeg dernæst kom, alle kæmper jeg fandt
vågne, i virksomhed,
med brændende fakler og båret ved,
jeg fandt mig ad vildspor faret.
101. Ved morgengry, da jeg mødte igen,
sov folkene inde i salen;
en tævehund lå henad den gode
kvindes leje lænket.
102. Mangen god mø vil af manden findes
ved stedse vaklende vilje;
det lærte jeg, da jeg den listige kvinde
søgte med svig at lokke.
Den snedige voldte mig hvermands latter,
og intet jeg fik derfor.