146. Sange jeg kender, som kongens kone
eller folkets søn ej aner.
En hedder "Hjælp", den kan hjælpe dig
mod splid og sorger og soter.
147. Jeg kender en anden til alles tarv,
der
har valgt at leve som læger.
148. Jeg kender en tredje, hvis jeg trænger til
værn
og værge mod fjender:
For fjenden svækker jeg sværdets æg,
hans fælders magt til at fange.
149. Jeg kender en fjerde, om folk vil lægge
lænker
på mine lemmer,
sådan jeg galer, at jeg går derfra,
og lænker af fødderne falder
og af hænderne hårde bånd.
150. Jeg kender en femte, når en fjendtlig pil
jeg
ser mod fylken at flyve:
Hvor stærkt den flyver, standser jeg den,
når først jeg får øje på den.
151. Jeg kender en sjette, hvis man sårer mig
med
rødder af råt træ:
Han, som fjendtligt hidsede mig,
får mere mén end jeg.
152. Jeg husker en syvende, står højt i lue
sal
om siddende folk.
Hvor vildt den end brænder,
jeg bjærger den dog,
en sådan galder kan jeg gale.
153. Jeg kender en ottende, som er for alle
såre nyttig at nemme:
Hvor had vokser blandt høvdingsønner,
der kan jeg bøde den brat.
154. Jeg kender en niende, nødes jeg til
at
bjærge mit skib på søen:
Jeg bringer vind på voven til ro
og sænker al sø i søvn.
155. Jeg kender en tiende, om tunridts-piger
jeg
ser i luften lege:
Det volder jeg, at forvildet de farer
fra hamme og hu, hvor de har hjemme.
156. Jeg kende en ellevte, skal ud jeg følge
gamle
venner til valen:
Jeg galer under skjolde, så gævt de farer
usåret i kamp og fra kamp usåret,
usåret alle vegne fra.
157. Jeg kender en tolvte, ser i træ jeg svinge
højt
en hængt mands lig;
Da rister og maler jeg runer, så han
kommer til og taler med mig.
158. Jeg kender en trettende, kommer en dreng
til
mig for i vand at vies:
Han falder ej, om i fylke han står,
ej fældes svenden ved sværd.
159. Jeg galer en fjortende, skal gudernes navne
jeg
føre for folket frem:
Jeg kender alle aser og alfer,
så kyndig findes kun få.
160. Jeg galer en femtende, den gol
Tjodrørir,
dværgen,
for Dellings døre:
Kraft gol han aser, alfer fremme
og tanke Hroptatyr.
161. Jeg ved en sekstende, vil jeg vinde en klog
piges
sind og sanser:
Sindet jeg vender i den hvidarmede,
besnærer al hendes sans.
162. Jeg kender en syttende, og sent fra mig går
den
elskovsglade ungmø:
Endnu længe må du, Loddfafnir,
savne disse sange,
Held får du, når du har dem,
nytte, om du nemmer,
tarv, i fald du tager.
163.
Jeg kender en attende, jeg aldrig lærer
mø
eller mands kone
uden den ene, hvis arm mig favner
eller som er min søster,
- alt er bedst, som een kun kender,
her
har sangene slut -.
164. Nu er Havis ord i Havis hal
talt til menneskers tarv,
kvædet til jætternes kval.
Hil den, som kvad dem,
hil den, som kender dem,
nyde den, som nemmed,
hil dem,
som hørte!