138.
Jeg ved, at jeg hang på vindhærget træ
ni hele
nætter
med
spyd-vunder og viet Odin,
selv viet mig
selv,
oppe i træet,
som ingen ved
af hvilke rødder
randt.
139. Ej hånd rakte brød mig, horn ej heller,
ned retted
jeg øjet, tog runer op,
op under råben,
faldt atter ned.
140. Fik Fimbulsange ni af den navnkendte søn
af Båltorn,
Bestlas fader.
Og en drik
jeg fik af den dyre mjød,
øst af
Odrerir.
141. Da følte jeg mig spire og fyldes af kløgt
og vokse og
velmagt vinde.
Ord mig fra
ord til ord ledede,
værk mig fra
værk til værk ledede.
142.
Runer skal du finde og rådede stave,
meget store
stave, meget stærke stave,
dem tegned
Fimbultul,
høje guder
dem gjorde,
Magternes
Hropt dem ristede.
143. Odin hos aserne, for alferne Dain
og Dvalin for
dværgenes flok,
Alsvid for
alle jætter,
selv risted
jeg somme.
144.
Ved du at riste dem?
Ved du at råde dem?
Ved du at præge dem?
Ved du at prøve dem?
Ved du at bede dem?
Ved du at blote dem?
Ved du at sende dem?
Ved du at slette dem?
145.
Hellere ubedet end alting ofret,
altid ser
gave mod gengæld,
hellere
usendt end helt udslettet-
Det ristede
Tund [for tidernes folk],
hvor op han
steg, da atter han kom.