1.
Se dig om ved alle døre,
inden du går ind.
Ingen kan vide, hvor uvenner sidder
i bo bænket.
2.
Hil de gavmilde! En gæst er kommen!
Hvor skal han sætte sig??
Den har travlt, som på dørtærskler
friste skal sin skæbne.
3.
Ild behøver, hvem ind er kommen
og har kolde knæ;
klæder og mad har den mand behov,
som har faret over fjeld.
4.
Han, som kommer til bordet, har brug for vand,
hånddug og høflighed,
velsindet væsen, om det vindes kan,
ord og svar på ord.
5.
Vid behøver, hvem vide flakker,
hjemme går det glat;
der kigges spydigt på kejtet mand,
som sidder mellem
snilde.
6.
Ingen skal prale af evner og kløgt,
hellere lærvillig lytte.
Den, som kommer tænksom og tavs til gårde,
kommer sjældent galt af sted.
Thi mere fuldtro ven får ingen mandag
end meget
mandevid.
7.
Forsigtig gæst, som går til bords,
er tyndmælet og tavs,
ørene lytter, og øjnene ser;
sådan føler hver klog sig
for.
8.
Den er heldig, som får herlig lov
og ros og skønt rygte,
der er møje ved det, en mand skal eje
i en andens bryst.
9.
Der er heldig, som har selv
kløgt og vid i verden,
thi ondt råd har man ofte fået
af en andens bryst.
10.
Bedre byrde bærer man ej
på sin vej end en stor forstand,
den overgår guld på et ukendt sted,
er det eneste, en fattig kan føre.
11.
Bedre byrde bærer man ej
på sin vej end en stor forstand,
værre næring på vejen får ingen
end idelig bælgen i øl.
12.
Ej er så godt, som det ofte siges,
øl for mænds ætter,
thi jo mere drik, des mindre vid
huser mands hjerne.
13.
Glemslens hejre hænger over ølsvir
og stjæler mands forstand;
den fugls fjer holdt fast mig lænket
fordum i Gunnlåds gård.
14.
Drukken, ja drivende drukken jeg blev
tilforn hos den vise Fjalar;
det bedste ved øl er, at atter derfra
man henter sin hu tilbage.
15.
Tavs og tænksom og tapper skal
kongesønnen kendes,
hver man munter og glad,
til han fældet falder.
16.
Ængstelig mand tror evig at leve,
kan han for kamp sig vare,
men ælde giver ham ingen fred,
om også spyd ham sparer.
17.
Tossen glor og gaber ved gildet,
sidder sløv og sludrer,
men har han svælget en slurk, står al hans
dumhed åben for
dagen.
18.
Ene den ved, som vide flakker
og har langt om lande faret,
hvilken slags hu hvermand har,
han kender vid og viden.
19.
Mand ved kruset, hold måde med mjøden,
tal tilpas eller ti!
Ingen tager dig ilde op,
om snart du går hen for at sove.
20.
En grovæder, som aldrig får nok,
æder sig ind i døden;
mangt et fjog for sin maves skyld
går til grin blandt de kloge.
21.
Hjorde ved, når hjem de skal vende,
og da går de fra græsset,
men et tossehoved betænker ikke,
at hans grådige bug har grænse.
22.
En skadefro og fræk skumler
ler alle andre ud;
ej han tror, hvad han trænger til at vide,
at han ejheller er fejlfri.