Kvadene

Vålund-Kvadet a

(93 BPM 4/4 Cdur)

NIDUD hed en konge i Svitjod b; han havde to sønner og een datter, hun hed Båduild. Der var tre brødre. Finnekongens sønner; den ene hed Slagfid, den anden Egil, den tredje Vålund; de løb på ski og jagede dyr. De kom til Ulvedalene og byggede sig hus der; der er et vand, som hedder Ulvesø. Tidligt en morgen fandt de ved søbredden tre kvinder, der spandt lin. De havde deres svanehamme hos sig; det var valkyrjer. De to var døtre af Kong Lådve: Hladgud Svanhvid og Hervår Alvit, og den tredje var Ålrun, Kjars datter af Valland. Brødrene fik dem med sig hjem til deres bolig. Egil fik Ålrun og Slagfid Svanhvid og Vålund Alvit. De samlevede i syv vintre. Da fløj kvinderne bort for at bivåne kampe og kom ikke igen. Da fôr Egil på ski for at lede efter Ålrun, og Slagfid ledte efter Svanhvid, men Vålund sad i Ulvedalene. Han var den kunstfærdigste mand, som mænd ved at berette om i fordums sagn. c Kong Nidud lod lægge hånd på ham, hvorom her er kvædet.

 

  1    Møer fløj af syd gennem mulmskoven,
Alvit ung for at ordne kampen;
ved søens bred søgte de hvile,
sydens møer spandt sjældne lin.
   2    En af de fagre favned Egil,
lagde ham ind til sin lyse barm,
den anden var Svanhvid i svaneham,
den tredie søster snart sine arme
vikled om Vålunds hvide hals.
   3    Syv vintre var de der siden,
men i den ottende alle længtes,
blev i den niende nødt at rejse;
møerne droges mod mørken skov,
Alvit ung for at ordne kampen.  
   4    Hjem kom (skarpsynt) a skytte fra jagten,
Slagfid og Egil fandt salen øde,
ledte ude og inde forgæves;
Egil mod øst efter Ålrun iled,
og Slagfid mod syd efter Svanhvide.
   5    Vålund ene i Ulvedale
smedded om ædle stene guldet,
rundede skjoldenes ringe vel.
Sådan han vented sin hvide kvinde,
i fald hun agted atter at komme.  
   6    Nys fik da Nidud, Njarrekongen,
at Vålund sad ene i Ulvedale,
mænd fôr ved nat med nagler i brynje,
skjoldene skinned af den skårne måne.  
   7    Af sadler steg de ved salsgavlen,
gik ind og langs med den lange sal,
på reb i række var ringe dragne,
syv hundred i smedens eje.  
   8    De tog dem af snoren og satte dem på,
så nær som een, de tog af snoren.
Hjem gik (skarpsynt) skytte fra jagten,
Vålund lakked den lange vej.   
   9    Sul af den brune bjørn vil han stege,
snart flammed de tørre fyrrekviste,
vindtørt veddet for Vålund brændte.  
 10    Alfers herre på hud af en bjørn
sad med ringene, savnede een,
af Hlådves mø han mente den taget,
og at unge Alvit atter var kommen.  
 11    Han sad så længe, at søvnen tog ham,
og viljelammet han vågned igen,
følte om hænderne hårde tvinder,
sammenbundet begge sine fødder.  
VÅLUND
 12    "Hvem er de herrer, som hårdt har bundet
bast mig både om ben og hænder?"  
Svarede Nidud, Njarrekongen:
 13    "Alfedrot, Vålund, hvor fik du bjærget
guldet, vi ejer i Ulvedale?"  
VÅLUND
 14    "Guld var der ikke på Granis a bane
vort rige er fjernt fra Rhinens fjelde;
jeg mindes, at meget mere rigdom
fandtes, hvor før vi i fred var hjemme.  
 15    Hladgud og Hervår var Hlådve båren,
kendt var Ålrun, Kjars datter".  
(Dronningen) skred gennem salen den lange,  
stod på gulvet, stille hun talte:
 16    "Nu glædes han ej, som kom ind fra skoven".  

Kong Nidud gav sin datter Båduild guldringen, som han tog af bastsnoren hos Vålund. Og han bar selv det sværd, som Vålund havde ejet.

DRONNINGEN
 17    "Hans øjne er onde som ormen den blanke,
hans tænder saver, når sværdet han ser;
på ringen, som Båduild bærer, han glor;
skær hans stærke sener itu
og sæt ham siden på søens holm".  

Således gik det, hans sener blev skårne over i knæleddene, og han blev sat på en holm, som var udenfor landet og som hed "Søens Sted". Der smedede han alle slags kostbarheder for kongen. Intet menneske turde begive sig til ham uden kongen selv.

VÅLUND
 18    "Sværdet nu Nidud skinner fra bælte,
sværdet, som af yderste evne jeg hvæssed,
sværdet, som jeg hærded til højeste grænse;
fjernt det skinnende sværd bliver båret,
bæres nu aldrig til essen hos Vålund.
 19    Min bruds den røde ring er nu givet
Båduild - ingen bod er i vente".
 20    Der sad han søvnløs og svang hamren
og øved snart en svig imod Nidud,
hvis sønner en dag ved døren stod
og kigged i smedjen på søens holm.  
 21    De kom til kisten og krævede nøglen,
fjendskab ulmed, da î de så;
smykkerne drog dem, og drengene så dem
som røden guld og glimrende ting.
VÅLUND
 22    "Kom ene to, kom en anden dag,
da giver jeg eder det guld jeg ejer.
Men sig ej møer eller mænd i salen
eller nogen sjæl, at I søgte mig".
 23    I dagningen kaldte dreng på dreng,
broder på broder: "Nu brat til guldet".
De kom til kisten og krævede nøglen,
fjendskab ulmed, da î de så.
 24    Han hug de unges hoveder af,
begrov deres lig i ler under bælgen;
de hule skåler under hårets skov
forsølved han randen og sendte til Nidud.
 25    Drengenes øjne som ædelstene
til Niduds kyndige kvinde han sendte,
af de to drenges tandrækker
han brystkæder til Båduild slog.
 26    Båduild roste ringen, hun havde,
hun bragte den siden brudt til Vålund: a
"Jeg tør ingen sige det andre end dig".
VÅLUND
 27    "Jeg bøder sådan den brudte guldring,
at mere fager din fader den finder
og din moder mener den meget bedre
og selv dig synes dit smykke som før".
 28    Han bar hende øl af idel list,
til hun på sædet i slummer faldt:
"Hævn har jeg øvet for al min kval,
uden den ene allerværste".
 29    "Vel", han kvad "jeg vinder på fode,
skønt af Niduds nidmænd lammet".
Med latter Vålund i luft sig hæved,
med gråd gik Båduild bort fra øen,
begræd hans flugt og sin faders vrede.
 30    Niduds kyndige kvinde stod ude,
ind mod salens indre hun søgte.
Vålund vented og hviled på muren:
"Våger du, Nidud, Njarrekonge?"
NIDUD
 31    "Altid våger jeg, uden glæde,
sover ej, siden mine sønner døde,
mit hoved er is, og ondt du mig råder,
nuvel, nu vil jeg med Vålund tale.
 32    Hør mig, Alfernes Herre, Vålund,
hvad skæbne har mine sønner fået?"
VÅLUND
 33    "Først du mig alle eder sværge
ved skibsræling og ved skjolderand,
ved hestens bov og huggertens æg:
At kval du ej Vålunds kvinde volder
og ej min bruds banemand bliver,
om end du kender kvinden, jeg ejer,
og har jeg end barn her i hallen.
 34    Gå ind i smedjen, du selv har bygget,
bælgen finder du blodbestænket,
jeg hug dine drenges hoveder af,
under bælgens ler jeg ligene lagde.
 35    De hule skåler under hårets skov
med forsølvede rande sendte jeg Nidud,
og øjnene jeg som ædelstene
til Niduds kyndige kvinde sendte.
 36    Af de to drenges tandrækker
jeg brystkæder til Båduild slog,
og Båduild bærer et barn af mig,
den eneste datter, I avlede sammen".
NIDUD
 37    "Du sagde mig intet af sorg så tungt,
ej værre, Vålund, ved jeg at hævne.
Ingen er så høj, han af hest dig tager,
ingen er så stærk, at hans skud kan nå dig,
når hist du svæver i skyen oppe".
 38    Leende Vålund i luft sig hæved,
sørgende Nidud sad dernede.
NIDUD
 39    "Op nu, Takrad, ypperste træl,
bed Båduild brynlysende komme
fagerklædt for sin faders åsyn.
 40    Er det Båduild sandt, hvad man sagde mig,
har du siddet med Vålund
sammen på holmen?"
BÅDUILD
 41    "Det er, Nidud, sandt, hvad man sagde dig,
jeg sad med Vålund sammen på holmen
en (elskovsstund), hvad jeg aldrig skulle;
kæmpe mod ham kunne jeg ikke,
overvinde ham evned jeg ikke".

[TOP]

     a Alfekongen, mestersmeden Vålund  fanges og  af narrekongen Nidud. Vålund hævner sig dog,  kunst og videnskab kan ikke undertrykkes, og det går galt hvis man prøver.

     b Svithjod: Sverige, sveernes rige.

     c Vålund: smykke- og våbensmed, brugsgenstande, ildens herre, romernes Vulcan(us), grækernes Hefaistos, elementargud, alfernes herre.

     a Som før noteret, betyder en parentes at dette ord kun findes i papirafskrifterne.

     a Grani: en mytologisk hest, Sigurd Fafnersbanes hest, afstammer fra Sleipnir, Odins hest.

     a En brudt ring: en kærlighedspant, hver af de elskende har deres del, og kun de to kan samle ringen, brugtes også indenfor diplomati, handel og lignende.

[TOP]