KONG HRAUDUNG havde to sønner, den ene hed Agnar, den anden Gejrrød. Agnar var ti vintre og Gejrrød otte vintre. De roede begge ud i en båd med deres snører på småfiskeri. Vinden drev dem da til havs. I nattens mørke tørnede de mod land og gik op; de fandt en hyttebonde. Der var de om vinteren. Kærlingen fostrede Agnar og manden Gejrrød og gav ham råd. Om våren skaffede bonden dem et skib. Da han og kærlingen førte dem til stranden, talte bonden alene med Gejrrød. De fik bør og kom til deres faders strand. Gejrrød var fremme i skibet, han løb op på land, stødte skibet ud og sag de: "Rejs du nu hen, hvor det lede kan tage dig." Skibet drev til havs. Men Gejrrød gik op til gården og blev vel modtaget der; hans fader var da død. Gejrrød blev så taget til konge og blev en navnkundig mand.

Odin og Frigg sad i Hlidskjalf og så ud over alle verdener. Odin sagde: "Ser du din fostersøn Agnar, og at han avler børn med en gyge i hendes hule? Men min fostersøn Gejrrød er konge og hersker over landet." Frigg siger: "Han er madnidding, så han plager sine gæster, hvis han synes, der kommer for mange." Odin siger, at det er den sorteste løgn. De vædder da derom. Frigg sendte sin terne Fulla til Gejrrød. Hun bad kongen vare sig, at ikke den tryllekyndige mand, som var kommen i land der, skulle forgøre ham. Og hun sagde det kendetegn, at ingen hund var så olm, at den turde springe på ham. Men det var den største usandhed, at kong Gejrrød ikke var gæstfri, og dog lod han pågribe den mand, som hundene ikke ville fare løs på. Han var i en blå kappe og kaldte sig Grimnir og sagde ikke mere om sig selv, skønt han blev spurgt. Kongen lod ham pine til svar og sætte mellem to ilde, og han sad der otte nætter. Kong Gejrrød havde da en søn, ti vintre gammel, og han hed Agnar efter hans broder. Agnar gik til Grimnir og gav ham et fuldt horn at drikke af og sagde, at hans fader gjorde ilde, at han pinte denne sagesløse mand. Grimnir drak ud; da var ilden kommen så vidt, at Grimnirs kappe brændte.

Han kvad:

I

1. Hed og høj er du, hoppende ild,
fjern dig fra mig, lue,
det lodne svides, skønt løftet i vejret,
det fænger foran i pelsen.

2. Jeg sad otte nætter mellem ilde her,
mad intet menneske bød mig
uden Agnar, som ene skal råde
over goter, Gejrrøds søn.

3. Hil dig, Agnar, hilset dig byder
Veratyr at være;
for een drik skal dig ingen sinde
bedre gengæld gives.

II

4. Helligt er landet, som ligger strakt
aser og alfer nær,
i Trudhjem skal Tor være
til guder af stol styrtes.

5. Ydale kaldes, hvor Ull har bygget
sig en sal til bolig;
Frey fik Alfhjem i olddage
af guder i tandgave.

6. Den tredje bolig af blide guder
fik en sølvtækket sal,
Valaskjalf, som var af en as
bygget op i olddage.

7. Den fjerde er Synkehæk. Svale bølger
ofte nynner derover,
hvor Odin og Saga sammen daglig
glade af guldkar drikker.

8. Den femte er Gladhjem, hvor gyldenskær
Valhal ligger og lyser,
der vælger Hropt de våbenslagne
døde mænd hver dag.

9. Let kendes altid af Odins gæster
salen, de kommer at se.
Spyd til sparrer og skjolde til tag,
brynjer langs bænkene lagt.

10. Let kendes altid af Odins gæster
salen, de kommer at se.
Varg hænger vesten for døren,
og ørn over den luder.

11. Den sjette er Trymhjem, hvor Tjazi boed,
den meget mægtige jætte, 
den skære gudebrud Skadi nu bor
på faderens fordums tofter.

12. Den syvende bolig er Bredeblik,
den sal, som Baldr bygged;
der i landet ligger, som jeg ved,
færrest fare-runer.

13. Den ottende er Hejmdals Himmelbjerg,
han hersker over helligdomme,
Gudernes Vogter i sin våning drikker
glad den gode mjød.

14. Den niende er Folkvang, hvor Freyja råder
for alle sæder i sal;
den halve val hun vælger hver dag
og Odin den anden halve.

15. Den tiende er Glitnir med gyldne støtter
og sølv til salens tag,
dér færdes Forseti de fleste dage
og ordner alle trætter.

16. Den ellevte er Noatun, Njord har bygget
denne sal til sig,
Menneskefyrsten menløs hersker
i højtømret helligdom.

17. Græs gror og grenede buske
i Vidars land [Vidde];
der svinger af hesten sig sønnen, når faderens
mord han modig vil hævne.

III

18. Andrimnir lader i Ild-rimnir
Sø-rimnir sydes;
det flæsk er bedst, men få kun ved,
hvad mad ejnherjerne mætter.

19. Geri og Freki af den fejdevante
Hærfader fodres fro.
Men ved vin alene den våbengæve
Odin altid lever.

20. Hugin og Munin i højf1ugt daglig
jager over Jårmungrunden,
jeg ængstes for Hugin, at han udebliver,
dog endnu mer for Munin.

21. Tund tuder, og Tjodvitnirs fisk
færdes i f1oden tilfreds,
åstrømmen findes af de faldnes skarer
for stærk og strid at vade.

22. Valgrind hedder på vang en låge,
hellig for hellige døre,
en fortids låge, og få kun ved,
hvorledes den er lukket i lås.

23. Femhundred døre og fyrretyve
tror jeg i Valhal være,
går ottehundred ejnherjer af hver
ud imod Ulven at kæmpe.

24. Femhundred gulve og fyrretyve
har Bilskirnirs bugtede bo,
min søn har af alle sale den største,
som jeg under sparrer så.

25. Hejdrun hedder geden på Hærfaders hal,
hun bider af Lærads løv,
fade skal hun fylde med den fagre mjød,
den drik skal ej svinde en dråbe.

26. Eikthyrnir hedder hjorten på Hærfaders hal,
han bider af Lærads løv,
det drypper fra hans horn i Hvergelmir,
alle vande vælder deraf.

27. Sid og Vid, Sækin, Ejkin og Svål,
Gunntro, Fjårm, Fimbultul,
Rin og Rendende, Gipul,
Gåpul, Gåmul, Gejrvimul
snor sig om guders gods,
Tyn og Vin, Tåll og Håll;
Grad og Gunntorin.

28. En hedder Vina, Vegsvin en anden,
en tredje Tjodnuma,
Nyt og Nåt, Nånn og Hrånn,
Slid og Hrid, Sylg og Ylg,
Vid og Vån, Vånd og Strånd,
Gjåll og Lejpt, som løber forbi
folk og falder til Hel.

29. Kårmt og Årmt og Kerlauger * to
skal Tor vade tværs igennem
daglig, når han drager til doms
ved Asken Yggdrasil;
thi Asernes Bro brænder i lue,
de hellige vande hedes.

30. Glad og Gyllir, Gler og Skejdbrimir,
Sølverntop og Sinir,
Gisl og Falhofnir, Guldtop og Letfod 
er heste, de høje aser
daglig rider på rejsen til doms
ved Asken Yggdrasil.

31.Tre rødder vokser på tre steder
under Asken Yggdrasil.
Under een bor Hel, under een rimturser ,
under een bor menneskers flok.

32. Ratatosk er et rendende egern
på Asken Yggdrasil,
ørnens ord skal han ovenfra bære
og sige Nidhågg forneden.

33. Fire hjorte det højeste skud
med hævede halse gnaver:
Dain, Dvalin, Duneyr og Duratror.

34. Under Yggdrasils Ask er af orme fler
end tankeløs tosse aner:
Goin og Moin, de er Gravvitnirs sønner,
Gråbag og Gravvållud,
Ofnir og Svafnir skal evigt, tror jeg,
tære på træets kviste.

35. Asken Yggdrasil anløb lider
mer end man tænker, thi toppen
ruskes af hjort, den rådner på siden,
Nidhågg hærger forneden.

36. Hrist og Mist skal række mig horn,
Skeggjåld tilligemed Skågul,
Hild og Trud, Hlåk og Hærfjåtur,
Gjåll og Gejrråmul,
Randgrid og Radgrid og Reginlejf -
de bringer ejnherjerne bryg.

IV

37.  Arvak og Alsvid skal op i højden
slunkne solen drage, 
ind under bovene aserne skjulte
kød-kølende jern.

38. Svalin står foran solen på færden,
skjold for skinnende guddom,
bjerg og brænding forbrænder, ved jeg,
dersom det falder fra.

39. Ulven Skoll med den skinnende guddom
følger til skjulende skov,
forud er Hati, Hrodvitnirs søn,
for himlens herlige brud.

39b. Sæg hedder karret, og Simul stangen,
som Bil og Hjuki bærer.
Sådan hedder, hvad der ses i månen.

V

40. Af Ymirs kød skabte aser jorden,
af blodet søen blå,
af benene højder, af håret træer,
af hovedskallen himlen.

41. Af brynene danned de blide guder
Midgård for menneskesønner,
af hjernen i hele himlen alle
truende skyer skabtes.

VI

42. Gunst hos Ull og hos alle guder
har den, som først døder ilden,
thi verdner åbnes over asers sønner,
når bort kedlerne kommer.

43. Ivaldis sønner gik i olddage
Skibladnir at skabe,
det bedste skib til den skære Frey,
Njårds signede Søn.

44. Yggdrasils Ask er ypperst af træer,
Skibladnir af skibe
af guder Odin, af gangere Slejpnir,
Bifråst af broer, Bragi af skjalde,
af høge Habrok, af hunde Garm.

45. Sejrgude-sønner så mine miner,
derved skal hjælpen vågne.
Det skal af alle aser ses
på Ægirs bænk ved hans øl.

VII

46. Grim jeg hed og Gangleri,
Herjan og Hjelmbærer,
Tekk og Tridi, Tud og Ud,
Helblindi og Har.

47. Sad og Svipal og Sanngetal,
Hertejt og Hnikar,
Bileyg, Baleyg, Bålverk, Fjålnir,
Grim og Grimnir, Glapsvid og Fjålsvid.

48. Sidhat, Sidskæg, Sejrfader, Hnikud,
Alfader, Valfader, Atrid og Farmatyr;
med eet navn nævntes jeg aldrig,
medens blandt folk jeg fôr.

49. Grimnir jeg kaldtes i Gejrrøds gård,
og jeg hed Jalk hos Asmund
og Kjalar den gang jeg kælker drog, 
Tror på tinge,
Vidur på val,
Oski og Omi, Jafnhar og Biflindi,
Gåndlir og Harbard blandt guder.

50. Svidur og Svidrir hos Såkkmimir
og jeg narrede Oldtidsjætten,
da jeg Midvidnirs vidtkendte søn
havde dræbt og var ene derom.

VIII

51. Ør er du, Gejrrød, og ganske drukken;
meget har du mistet, da min gunst du tabte,
alle ejnherjers og Odins huldskab.

52. Meget har jeg sagt dig, du mindes kun lidt,
venner voldte dig svig;
jeg ser min vens våben ligge
med blod på den blanke klinge.

53. Ægmejet lig får nu Ygg i eje,
dit liv er ledet til ende.
Ej vogter dig diser, det er Odin du ser,
nærm dig nu mig, hvis du mægter.

54. Nu er Odin mit navn, jeg hed Ygg tilforn
og forud derfor hed jeg Tund,
Vak og Skilfing, Vafud og Hroptatyr,
Gaut og Jalk hos guder,
Ofnir og Svafnir, jeg synes, de alle
samles til eet i mig selv.

[TOP]

Kong Gejrrød sad og havde sit sværd over knæ, og det var draget til midten. Men da han hørte, at det var Odin, der var kommen der, da stod han op og ville tage Odin fra ildene. Sværdet slap ham af hænde med hjaltet nedad; kongen trådte fejl og styrtede fremover, så sværdet gik igennem ham, og det blev hans bane. Odin forsvandt da. Men Agnar var konge der længe efter.

[TOP]

Fodnoter:

* Kerlaug betyder egentlig  karbad. (Thøger Larsens note)

* Anført efter Snorris Edda, hvor det sættes umiddelbart foran det følgende vers (Vidh-aukar). (Thøger Larsens note)

[TOP]