Kvadene

Odins Ravnegalder

Noder

Eddagal (live radio)

1      For Alfader,
        alfer stirre,
        vaner forske,
        norner vise,
        trolde fødes,
        tider tynges.
        Lyst har turser,
        trå valkyrjer.

2      Aser aner
        onde varsler,
        kaster vilde
        veje runer.
        Springvældet skulle
        Urd bevogte
        mægted vel værge
        det mod vinter.

3      Heftig da Hugin
        hende søger.
        Tøver den, aner
        aser ondt.
        Det tykkes Trains:
        tunge drøm,
        Dains dødsens
        drøm det tykkes.

4      Dværgenes hænder
        synker, himle
        synker over
        Ginnungs ætling.
        Tit Alsvier

     ned dem tynger,
        får dem atter
        op af faldet.

5   Fast står aldrig
        strand, ej stråle,
        listigt aflader
        luft ej at strømme.
        Visdoms magt
        i Mimers Brønd
        dybt sig dølger.
        Veed I mer eller hvad?

6      Videsyg disa
        dvæler i dale,
        hun fra Yggdrasils
        Ask er segnet;
        Alfers Ætling
        hedder Idunna,
        yngst af Ivalds
        ældste børn.

7      Ilde fandt hun
        hurtigt faldet,
        under det høje
        træ holdt fast.
        Keded sig nu
        hos Nørves slægt,
        bedre vant
        i hjemmets bolig.

8      Sorg sejrsguder
        så´ hos Nanna,
        sendte Idunna
        et ulveskind.
        Hun fór i det,
        hu hun veksled,

        leged listelig,
        lød hun skifted.

9      Vejrgud valgte
        Vagtgud til ved
        stemmens sommer-
        dør at spørge
        om verdens skæbne,
        hvad kvinden vidste.
        Brage og Lopt var
        vidner begge.

10    Galder gole,
        ulve rede
        Røgner og guderne
        ved jordens rand.
        Odin lytter
        højt i Hlidskjalf,
        lod dem ride
        lange veje.

11    Vise As bad
        Ungdoms Disa
        tyde ham og
        hans høje følge
        Himlens, Helhjems,
        hele verdens
        oldtid, ælde,
        undergang.

12    Ej hun mælte,
        ej formåede
        guden hun et
        svar at give.
        Tåren trilled
        tungt fra øjet,
        som hun atter
        barndom ejed.

13    Ind kommer øst
        fra Eliváger
        Rimkold Turses
        trylletorn,
        den, hvormed Døder
        dummer alle
        Midgårds mænd
        i mørke nætter.

14    Dovner da dåd,
        hænder dvale,
        svimlen svækker
        hviden Sværd-As,
        ørhed rinder,
        tåge ryger,
        sagtner sindets
        sysler ganske.

15    Sådan fandt guder
        den jordfaldne,
        da hun sorgfuld
        ej kunne svare,
        trygled des mer,
        jo mer hun tied,
        intet dog nytted
        ivrig tale.

16    Gådefærdens
        gudefører,
        vogter af Herjans
        Gjallerhorn,
        fulgtes bort med
        Nálars Frænde.
        Grimnis Skjald var
        jordens skjold.

17  Vidars mænd
        til Vingolf nåede.
        Did de fór på
        Fornjots tanker.
        Ind de gik, og
        Ygg de aser
        velkomst gav ved
        drikkegildet.

18    De hilste den hængte
        heldigste asa,
        bad ham være
        vært til højbords,
        guderne samles
        glade om hornet,
        stedse med Ygg de
        yndigt feste.

19    Og ved bænk, som
        Bølværk bød dem,
        blev Sæhrimner
        sydet budt dem.
        Skøgul for borde
        skænked og bød til
        maden mjød af
        Mimershornet.

20    Mange spurgte
        ved det måltid,
        guder Hejmdal,
        gudinder Loke,
        om kvinden kendte
        spådom og sandsagn,
        indtil skumring
        sortned dalen.

21    Spagt var svaret,
        som det lød fra
        sendebud med
        liden lykke.
        Tungefærdig
        kvinde talte
        kun i golde
        tyd om gåden.

22   Omi svarer,
        alle lytte:
        "Nat skal bruges
        til nye råd,
        tænke til morgen
        hver, som mægter
        råd at give,
        godt for aser.
"

23  Vide randt fra
        bjerges rygge
        sagte fodret
        ned til Fenre.
        Da gik fra gildet
        hilst af guder
        Hropt og Frigg,
        mens Rimfakes fór.  

24   Døre åbned 
     Dellings Søn,
        kørte hest, som
        funkled herligt,
        Mandshjems Hest, hvis
        manke skinner.
        Dvalins Fælle
        fór i ridt.

25    Gennem jorddørs
        gab mod norden,
        under yderst
        rod af Asken
        gik til hvile
        gyger og turser,
        lig, dværge
        og svartalfer.

26     Riser sig rejste,
        Alflys randt,
        natten søgte
        nord til Niflheim.
        Højt lød hane-
        gal hos Hejmdal,
        Hornets Gud på
        Himlens bjerge.

[TOP]