Komponist arrangør og primære aktivist Per Olsen

Eddagal blev grundlagt i 1990 e.v. efter flere års tøvende tilløb. For Per Olsen startede kærligheden til Snorre Sturlasson og Thøger Larsen da han som 18årig blev introduceret til dem via danskundervisningen i gymnasiet. Siden da stod og står Snorre, som en af de dygtigste og bedste digtere Generalsekretæren kender, og hans Skjaldeskabslære har fulgt ham gennem årene.

Genudsendelsen af Thøger Larsens Edda-oversættelser

Da Per Olsen og Stig Agermose i 1980 begyndte at arbejde sammen, blev noget af det første de planlagde: At plage deres fælles ven, udgiveren Peter Eliot Juhl fra SphinX forlag, til at genudsende Thøger Larsens gendigtning af Nordens gamle Eddakvad. 

Det lykkedes i 1995 e.v. at få Peter til at genudsende eddaerne, som det sidste han gjorde, inden han solgte sit forlag og sin forretning og begyndte på sit pensionistliv som æventyrer. Men først havde Peter, for at sikre lidt interesse om projektet, tre år tidligere opfordret Per til at skrive nogle melodier til nogle af de gamle kvad, helst på et ordenligt professionelt plan, hvor et eventuelt tillægshæfte med noderne kunne knyttes til genudgivelsens senere oplag. Stig elskede ideen, og ville gerne synge med - sammen fandt Per og han på navnet 'Eddagal' - og deraf kom nok også ideen om at involvere andre mennesker ud over kunderne til det lille supplerende nodehæfte. - Men i førstningen havde de ikke andet end to små tryllesange at have det hele i.

Pelle giver Heimdals gåde - Per lytter

Faktisk først da Pelle Bull kom med en nøgle til arbejdet, gik Per for alvor i gang. -: Pelle mente at melodierne lå gemt i ordene selv, han forudsagde: at de ville springe ud af teksterne, så snart de fik chancen. Dette viste sig at passe

Per Olsen havde da også ved flere lejligheder, hvor Eddagal spillede, fastholdt; at disse melodier - i modsætning til så meget andet han havde skrevet - ligesom ligger i og tilhører traditionen.

Men altså penge betød ikke noget videre i og omkring Eddagal ud over at forlaget havde en gos, stabil succes med genudgivelsen ... men mange andre havde i disse gyldne år og siden godt gang i de andre Edda-oversættelser og relevant arbejde indenfor nordisk fornedagskultur. 

Nordboerne og beherskelse af det sublime

Et synspunkt over projektet som Per selv tillagde disse tre gode menneskers inspiration stammede fra hans årelange kærlighed til Snorre.

For Per at se, kunne man ikke betvivle, at nordens store første latinerbogstavsskrivende personligheder i 1200-tallet ikke blot ville fastholde deres gamle tradition som noget kuriøst og primitivt, men at de tværtimod ville fremholde denne tradition som noget fremragende og dybsindigt - hvor meget de end i den tid vendte sig til kristendommen -,  så tænk over det ... du, der her kan læse dansk ...

Komponisten mente som en forlængelse heraf; at både gendigtning og musik først og fremmest (men ikke eksklusivt) bør foregå i en hver tids "moderne" formsprog, og helst på den tids og det sprogs højeste niveau - og heraf igen: At selv om aktive oldforskere og alternative antikvarer og mange andre med interesse for det historiske, finder det rigtigt at klæde sig efter gammel tids skik og at tilbede de gamle guder og kræfter efter gammel skik, så skal dog de mange, moderne, almindelige nordboere, som blot finder asatro naturligt og 'etnisk, psykologisk, politisk korrekt' ikke glemmes eller regnes for mindreværdige asatro.

Trods alt har netop sådanne mennesker holdt eddaerne i live gennem århundreder, om de nu - som Grundtvig og Oehlenschläger - digtede i sagnstoffet - eller kaldte deres fabrik for 'Völund', deres produkt for 'ymer', deres barn for 'Balder' deres hund for 'Fenris' eller deres hus for 'Gimle'.

Udtrykt som en parole: Asatroen kører stadig på højeste gear og 'state of the art' - og komponisten ville helst lave den bestilte musik mindst lige så flot og godt, smart og moderne, som tegneserieskaberen Peter Madsen og hans fremragende 'Valhalla'-serie.

Eddagals Gjaldervi

Komponisten gik nu til sin konservatorieuddannede ven og musiklærer, der optræder under navnet John Anon Smith, og forelagde ham sagerne, sammen prøvede de at udskrive nogle af de første løse melodistumper (også kendt som "Mange Mægtige Mål" og indspillet af Kærnekoret) i MIDI-arrangementer, den slags musik der skulle blive så almindelig i det ny årtusinde e.v.. 

Efterhånden indså han, at hele funktionsharmonikken måtte indgå for at få skuden op til 'state of the art'; men også hellige, gamle takter såsom 2/4, 3/4 og 6/8, samt 7/8, 10/8 og 12/8 måtte indgå, for at skuden overhovedet kunne kaldes en vikinge-skude - især de to første taktarter høres/spilles ret sjældent i moderne klassisk og populær musik, mens kilderne og kvadenes rytmik syntes at bruge dem.

Så med mange andre inspirationer og gennemtænkninger opstod ideen om at skrive en generel musikskole knyttet til mestringen af dette sæt sange - et studiemæssigt træningsorienteret forløb af etnisk kulturel værdi.

Sådan her blev ideen med at vikingerne ville yde det ypperste 'akademisk rigtige', da de nedskrev kvadene med de nye, moderne latinerbogstaver og med runer, til det der med, at vejen til eksperternes ekspertviden kræver skoling - den skoling Snorre gav sit bidrag til med 'Skjaldeskabslæren' og komponisten bag Eddagal gav sit bidrag til ved at indlægge et læringsforløb fra det enkle og nemme gennem det grundliggende til det indviklede og svære - med legende lethed.

Guitaristen eller pianisten som lærer alle sangene kommer hele funktionsharmonikken igennem for alle 12 akkorder/toner i dur, mol, dim, aug og sept; lærer altså også både 2/4-, 3/4-, 6/8-, 7/8-, 10/8- og 12/8-dele ved siden af 4/4-delstakt, samtidigt spilles og synges der altså i alle tonearterne, så guitarist og pianist når til at beherske disse.

Eddgalsangene foreligger altså som et læremateriale på den måde, at de første sange kan man meget let lære og de skal heller ikke spilles og synges så længe i det de er relativt korte.

Disse første sange kan enhver lære at spille, som i sit uddannelsesforløb har lært et instrument godt nok til at kunne give et par numre ved fællessang og lignende  og så bliver det, som med det meste lærebogsmateriale, sværere på vejen.

Kvadene skal jo gennemspilles: Man skal kende og kunne stoffet for at komme videre til næste sang og hver sang har en bane for det instrument og det niveau den udøvende har valgt, ja for hvert kvad har tre niveauer:  træningsbanen, hvor man tæller takt, træner melodi og becifring og tekst-skandering; spillebanen, hvor man begynder at kunne opføre dele af kvadet og træner de svære steder så man har fuldført hele kvadet mindst en gang; samt mesterbanen, hvor man kan spille kvadet ubesværet og går videre til næste sang.

På samme vis bør en tonesætning af kvadene i det 2100. århundrede e.v. bygge på traditionen fra før, men udtrykt i den nye tids måde at kommunikere på, og når en tonesætter giver sig i lag med kvadene, bør en første respektfuld overvejelse søge at stræbe mod det ypperste af, hvad såvel den tekniske, håndværksmæssige del angår, som den del der drejer sig om at udforme ordenes melodidragt så tilpas dragende, at menneskets ånd eller sind, dets hu, løftes, om blot for et øjeblik, ind i den højere verden hvor skønhed, harmoni, sandhed og dyb indsigt givet livet mening og værd.

Thøger Larsen kan nok kaldes den største poet, der indenfor de sidste 100 år fik gendigtet en god del af kvadene samlet, andre gjorde det også, blot ikke så kendte og skattede som Thøger Larsens version.

Alligevel virker Larsens dansk måske allerede nu i det nye kristne årtusinde en smule fortidigt og fjernt omend stadig poetisk og smukt for nutidens øren, på selv samme vis som den klassiske musik, jazzen og crown-rock, de fortidige traditioner eddagals musik bygger på, lyder en lille smule antikvarisk i denne tid, hvor teknologiske maskiners punktuelle musik og redaktionelt musik software har skabt hele nye måder at 'lyde' på.

Men har dét ikke immer kunne fastholdes, som netop fascinationen ved fornedagen: Fascinationen ved fortidens under, dens onder og dens overlevering, dens overlevelse helt ind i nutiden og frem?

Fra nogle af de ældre vers kendes de gamle familienavnsremser - sønner og døtre-lister eller fædre-mødre lister (se for eksempel i Hyndlasangen og Rig-sagnet som komponisten ikke tonesatte) ... helt der tilbage ligger nok rødderne for denne fascination, og for de der formidler disse ting opstår trangen til at forfine nej virkeligt gøre fine, gøre disse gamle forfædres sangskat til et undersmukt vidundersmykke - om muligt, om muligt ... med mange gode menneskers hjælp viste det sig jo så i løbet af projektets periode.

Så her kan man lære ja skal kunne de mærkelige taktarter, alle akkorderne man nu kan danne med de toner, der har etableret sig som den fælles musikkultur - mest i vesten men også i stadig stigende grad globalt under S.M.S.-manifesteringsårerne. Altså musik skabt udfra 440 Hz = tonen A, Kammertonen og derfra de 12 toner fordelt over 7 grundtoner samt 5 halvtoner; en tre- til fem-tonet akkordstruktur og dens funktionsharmonik samt et rytmeskema der generelt gennem årerne primært har anvendt 4/4-dels takten og afarter heraf (de to-delte takter), men som traditionelt anvender og kendere også 3/4-dels takten og dens afarter (de tre-delte takter) samt de skæve om end tikkende takter.

Kunsten kommer ikke blot med beherskelsen af disse ting, men mennesker har opfundet alle disse takter, ikke som tør mekanik, men som sange der kom til undervejs, sange, skæve, skægge måder at sige og gøre på, som har lydt rigtigt godt, så godt at man senere har draget tørre teoretiske iagttagelser og indlemmet endnu en variant i sit skema.

Så engang har det der måske nu lyder lidt akavet lydt ligefor og lækkert og dér søger toneskrivningen hen med Eddagal. Fra starten har komponisten talt om, at melodierne kom ikke fra men til ham - udfra ordene og traditionen ... nogle kvad mangler end og blev aldrig tonesat - også sådan virker livet, erindringen og mennekets formåen ... ligesom med kvadene ... ja, kvadene - det bedste traditionen havde - fremstod også  ufuldendte, mangelfulde og medtaget af tidernes gang.

De her blev skrevet over mange år, Eddagalprojektets tidsramme løb fra august 1987 e.v. til august 2005 e.v. ... Eddagalmusikken, som den herefter forelå, vil altid kunne bruge flere sangere, musikere, arrangører, dansere, producere, aktører, læsere, lyttere og sagnkundige mennesker for det drejer sig centralt om nogle sange, der, når man har lært dem, kan bruges af alle typer udøvende kunstnere, om ikke andet så som en underfuld (og skøn) tonesætning fra den fjerne fortid ...: Dengang midtvejs i S.M.S.-miraklet, før verden blev ny, og altså i den forbindelse bragte nordens fornedagskultur med sig.

Rytmer i Eddagal 

De oprindelige to danses todelte og tredelte rytmik: Humor & Højtid. 

De sidste anmærkninger og stikord her rettes primært til musikere og musiklærere, som ønsker at trænge ind i denne musik og anvende dens rige muligheder for at træne både de mere elementære men også de mere specielle og musikalsk set interessante dele af Eddagal.

På grund af de mange replikker egner Eddagal sig i høj grad til blandede korarrangementer, hvor de enkelte replikker kan fremføres af solosangere, dette kan trænes selv med de musikalsk set lette og ukomplicerede toneætninger til for eksempel Hammerens Hentelse (Tryms Kvadet) og Alvis Mahl og til de mere krævende kvad så som Loki-Spliden, hvor musikken kommer gennem alle tonelag i funktionsharmonikken.

Ligeledes har den musikalske formidler og lærer et problem angående kvadenes længde. Tidlig Eddagal afhjalp dette med at opføre udvalgte dele af de længere kvad, men skal der trænes prægnant fremføring, diktion og det at holde lytterens opmærksomhed fænget, så byder de lange kvad en herlig og enestående chance for at få disse ting og deres tilstødende discipliner så som administration af resourcer, dynamik og koncentration indlært, en læring der giver såvel sikkerhed, udholdenhed og rutine og som sådan kun kan betegnes som pædagogisk relevant, der angives en del stikord nedenfor som kan anspore den flittige musikpædagogs anstrengelser.

Her kom de eddagale ud i en underfundig historie om hvordan de oprindelige hellige rytmikker blev trængt ud og erstattet med 4/4-delene i løbet af det kristne årtusinde, og om flere oprindelige nordiske folk med endog overordentligt avancerede rytmikker. I musikken blev det dog kun til at anvende de følgende:

Grundrytmer i Eddagal

Todelte

Tredelte

Specialrytmer i Eddagal

Stikord til læring og selvstudie:

De praktiske dele:

• Bankestave
• Syngetræstave
• Synge- og dunkesten
• Metalgonger
• Skjoldeklap
• Tambourin og tromme
• Metronom

Stikord til musikalsk læring via kvadtræning

• Akkorder i Eddagal (3-4-5-toneklange)
• Funktionsharmonikken
• Den store kvintcirkel fra Loke-Spliden
• Skirnirs-Maal og de 12 tonetrin
• Første, anden og andre stemmer i persontegningen Svipdagskvadene og Loke-spliden

[TOP]