Lidt om de gamle eddakvad

Om han nu hed Sæmund den vise, Sæmund Præst eller om Sæmund blot blev et navn for de første skrivere med det nye moderne sydfrakommende alfabetsystem - hvem ved? - Men for godt 800-900 år siden, da fornefolket fik lært sig den intereuropæiske skrivekode, gjorde nogle af dem sig stor, stor umage med at skrive de oldgamle kvad, som man kendte gennem slægterne, skrive dem ned på fåreskind, der blev skrevet af på papir, og efterhånden som sproget forandrede sig (noget ikke alle sprog men de skandinaviske gør) begyndte fornefolkets skjalde og 'poeter' som det nu hed, at genfortælle og gendigte de gamle historier, som man huskede - også selv om afskrifterne dengang jo ikke spredtes i masseoplag.

Vikingerne og slægterne før dem kan ikke kaldes for dumme, rå og udannede: thi i deres sagn og sange ses netop, at guderne rejser vidt omkring for overalt at vinde sig hæder, ære, ry, rigdom og kundskab. Især kundskab har nok betydet en del for fornefolket, om man skal tro den stadige kredsen herom i kvadene, myterne, sagaerne og litteraturen. "Mangt vi siger dig, mere vi mindes - vel må man vide det, vil du end mere?" - som det for eksempel ofte siges i "Hyndla Sangen".

Netop det at og da de skrev kvadene ned, sikrede de første skrivere, at disse gamle, gamle kvad også blev en del af den store fælles 'verdensbog', som de kloge mænd sydfra, med deres Kristus og kirkefred havde fundet på. - Og de skrev dem i stærk konkurrence med de kvad og visdomme, som sydens folk havde fremhævet som de eneste. - De ønskede at markere sig - nok også af sådanne grunde, fandt Snorre i sin bog på at koble de græske heltedigte og Troya sammen med sin tradition og den sagnskat han kommenterede så glimrende og oplysende i sin Skjaldeskabslære.

Et af de sikre tegn på, at den fik alt hvad den kunne trække, da man skrev de fåreskind, de "islandske håndskrifter", man nu har som de ældste optegnelser: Den meget smukke og ganske regelsatte skematik i kvadene, i de gamle to-linjede og de senere fire- seks- og fri-linjede kvad.

Men vikingernes havde jo så et problem, for så vidt at reglerne i deres årtusindegamle sanges poesi, især reglerne om bogstavrim og rytme og også reglerne om kendinge, omskrivninger man skulle kende for at forstå, hvad der blev sunget, disse regler blev ikke ligefrem salontonen i det litterære miljø, som vandt frem i 1200-tallet e.v., hvor latinskolerne begyndte at producere skrivere -: I de kommende århundreder betød enderim, inderim og lignede mere end blot bogstavrim, og versefødderne fandt andre takter. - I stedet for de gamle kendinge kom symboler til at dominere.

...  Og så alligevel: den gamle digtning havde også dét og kunde dét lige den smule bedre, som man nu til hver en tid fandt hjemligt. - Så kvadene overlevede og finder fuldt flor i hver generation der går over jord.

Thøger Larsens oversættelse af Nordens Gamle Gudekvad

Fire gode grunde til at anvende Thøger Larsen oversættelse

Da Kulturministeriet i 1920’erne e.v. støttede digteren Thøger Larsens livsophold under arbejdet med eddaoversættelsen, satte ’det officielle Danmark’ så meget ’blåt stempel’ (: offentlig anerkendelse) det nu kunne på ’den ældre og yngre Edda’ grundlaget for almen nordisk almuetro (A.N.A.) Altså: Thøger Larsen Translationen (T.L.T.)

Stig Agermose og Per Olsen havde begge i årtier dyrket digteren, mytegranskeren, astonomen og okkultisten Thøger Larsen ikke mindst hans eddagendigtning. De havde også i årevis plaget deres ven, forlæggeren Peter Eliot Juhl om at genudgive den udsolgte Larsen-oversættelse på sit forlag SphinX, hvilket altså lykkedes i 1995 e.v..

Da udgivelsen blev besluttet, opfordrede Peter Eliot og Stig Agermose så den ivrige amatørkomponist Per Olsen til at tonesætte nogle af kvadene, hvilket han – inspireret af Pelle Bull og sin datter M3 - gik i gang med – naturligvis udfra den oversættelse forlaget (som han arbejdede for) havde antaget. – Og den gamle kærlighed til Larsens velrimede og velsvugne poesi gjorde det legende let.

Den danske Asa- Vanatro Forening [Forn Sidr] indleverede da også Thøger Larsen oversættelsen i udgaven fra SphinX, da foreningen på alle asatro menneskers vegne søgte om religiøs anerkendelse i danmark. Naturligvis fik de det ikke - Danmark havde ikke religionsfrihed men frihed fra religion - og - i modsætning til noget nær alle andre kristne og islamiske lande har Danmark en statsreligion som uddannelser, offentlighed og kulturliv traditionelt rettes ind efter.

Nå - nogle år senere fik da Forn Sidr statsanerkendelse, med alt hvad det nu så har bragt med sig for det sprælske vikingemiljø, der midt i '00'erne af det nye kristne årtusinde omfattede såvel såkaldte 'fritidsvikinger' og 'reenactment' samt også egentlige 'blotlaug' altså grupper hvor også (og især) det spirituelle, magiske (såkaldt sejd) samt det 'religiøse' indhold i fornetroen har betydning. 

Larsens oversættelse gjaldt stadig i de år som det skriftlige trosgrundlag i statssammenhæng, også i forhold til den nye store, stærke religion i Norden, al'Islam, gjaldt det om at manifestere det før-kristne norden, som et ikke barbarisk 'bogens folk' om man så skal kalde Sæmund den Vise eller Snorre eller endda Thøger Larsen for 'profeter' for at få pengene til at passe.

Blandt andet derfor (og af mange andre gode grunde) fastholdt de fire igangsættere bag societas Montis Solis (S.M.S.) og Eddagal: Juhl, Bull, Agermose og generalsekretæren altså Eddagal-projektet udfra en poetisk vellykket og 'statsanerkendt' og rimelig samlet version af Eddaerne - nemlig Thøger Larsens som de samtidigt udbød til salg.

Thøger Larsen opnåede i sine leveår at blive en af tidens store anerkendte digtere og understående bringes fem af hans kendte og elskede digte: Omsat til den i  de år gældende danske retskrivning af Generalsekretæren.

Til minde for oversætteren af Eddakvadene: 

5 Digte af Thøger Larsen

Nu kommer månen

Nu kommer månen.
Fuldmånens ro over aftenens riger
hviler og smiler fra himlenes blånen,
smiler og stiger.
Oppe er guden for søvn og for senge,
Guden, der dugger os aftenens enge;
Ikke en sky gennem stilheden sejler,
stille er jorden,
medens i fjorden
månen sig spejler.

Mild som en Musas
ansigt den signer de sovende strømme,
ejer dog trolddom, som så vi Medusas
hoved i drømme.
Stilheden ejer bevægelsens vælde,
aftenen stivner af afgrund og ældre,
hviler og smiler i lykkelig dånen,
vidderne tier,
vindene bier.
Nu kommer månen.

Stjernenatten

Nyt om alverden!
Kloder i smelten og kloder i hærden,
stjerne-systemer,
dybets utallige ild-diademer,
alle de snurrende gnister i himlen.

Ud i de høje
ser jeg som trold med et trealens øje.
Ind i det sorte
vender jeg blikket, og nuet er borte,
strålende verdnerne slår mig i møde.

Frem sig at svinge
ser jeg Saturn med dens måner og ringe.
Verdener våge
ru i Orions forrygende tåge.
Spindelvæv hænger i afgrundens kroge.

Aldrig ved randen -
evigt jeg møder kun mørket og branden.
Virkeligheden
blotter sin ild, at jeg bedre kan se den,
nærmer sig vildt fra en himmel som graven.

Vildsomt at vide,
mangen en jord har nu skyerne hvide.
Natten fordølger
talløse reder med bjerge og bølger,
dage i alle fortærelsens farver.

Helveder tindre
midt i den sorte fortabelses indre,
ødsler med svimle
drømme om salige guder og himle -
virkeligheder i vidder af glemsel.

Morgenens rande
brænder sig frem over have og lande.
Og mens vi stænge
døren for mulmet på marker og enge,
strømmer nu Asiens piger af senge.

 

Nornen Verdandes vækstsang

Du vækkes ved kys og farver og skær
til liv på den jagende jord.
Din barndom er tryg. Din fader er nær.
Og tårerne tørrer din mor.

Der vokser hår på din hovedhud
og tænder af kæben.
Af fingre og tæer stritter neglene ud.
Du skriger i natten sen.

Det dæmrer i hjernens kuppel snart,
dit øje blinker af id.
Du mærker evner af  mangen art
og efteraber med flid.

Din sjæl ligger blik for miner og ord.
Du grunder og samler dig kløgt.
Du prøver den ed, som de voksne svor,
skønt hjertet fryser af frygt.

Du vokser som planten i søvn og sol
og arver alverden glad.
Den hane, som guld over morgenen gol,
den får du til middagsmad. 

Du fabler om slotte på alle skyer
og skuder på alle søer.
Bag bakken er lande med vilde dyr,
vild sommer og sydhavs-øer.

Oldtidsmånen er ildnet mat
over de dødes muld.
Dig fortiden tykkes en drømmenat,
af støvede stråler fuld.

Din søvn har varet en evighed,
Med dig blev det dag på jord.
Da du under sol dine øjne gned,
sad lykken ved livets bord.

For første gang er en verden vakt
i sandhed og hjertet nær,
og somrene lyse om huset lagt
med tyngende æbletræer.

Der ligger en løndom ved solens bryst,
og strålerne hyller en sang.
Der faldt fra himlen en blodig lyst,
hvori du synker engang.

Se kilder i kvindeøjnes blå,
der vælder gyldent ved dig.
De kilder mod evige glæder gå,
du følger kun lykken på vej.

Du hviler dig midt i evighed
og mærker ej tiden klart.
Så falder du som fra himle ned
hvert år med stærkere fart.

Du føler, du rejser om solen rundt
med ubønhørlig hast.
Lig bobler brister hvert sekund
hvert hjerte brister og brast.

Når sønner og døtre sniger sig hjem
ved morgen-måneskin,
så ved du, verden ejes af dem
og næppe mere er din.

Du spejder ømt efter arme strå,
du trådte med barnets fod,
men andre græsser på marken stå,
end der i din barndom stod.

Andre bølger går mod strand,
andre fugle mod sky,
andre stråler fra himlens brand.
Jorden har barndom på ny.

Du søger fortvivlet med nuets glød
at tænde en stund, der fór.
En eneste stund. Din fader er død.
Din moder er under jord.

Du føler, hvor livsflammen år for år
forbrænder dit hjerte til kul …
hører den hylende træk, der går
gennem livsgådens nøglehul,

Vær glad om du møder et vissent skær
i drømme fra barndoms vår.
En nådens søvn. Din fader er nær.
Din moder i køkkenet går.

Den danske sommer

Danmark, nu blunder den lyse nat
bagved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
Ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped’ af æg i vår,
svinder i himlen stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind.
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
henover brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer -
det er den danske sommer.

Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår -
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.

Morgenbadet

(En ung mand til en ung kvinde ved søen)

På skønne ben du skrider mod søen blå,
hvor ild fra solen legen som unge slanger!
Du synderinde af ungdom og uden anger
skal vandenes salte søvn-omfavnelse få.
Og morgenen vokser under den lyse sky,
som levede vi under selve tidernes gry.

Jeg ser dig for mig, kun i solhvid særk,
og luften flytter varmsomt med lys og skygger.
Din trygge skønhed fortroligt på jorden bygger
og vidner, at himlens hvælving er strakt og stærk,
Du tøver – og tager mig i dine øjnes blå,
der sejrer og siger så svangert: Vi forgå!

Et morgensmil i kindernes buer står,
som sejrsminder efter en sluknet rødme.
Et skær af solens kraft of af syndens sødme
i blikkets søer under det unge hår.
I barmens vuggende hvidhed en Gud har leet,
mens stjernernes inderste underværk er sket.

Dit væsens troper stråler imod min hu -
uendelig frodigt under sin gode pande.
Mit hjerte løftes af have og gyldne vande.
Befriet – lutter menneske blev du nu.
Et bål af uudgrundelig nøgenhed

Slog gennem mit sind, som lyn slår i havet ned.
Som dugget sølv dine øjne nu ser på mig,
du vågnede pige, der sover for alle tider.
Og lykken ligger omkring os til alle sider.
Og svale vande ligger og venter dig.
I alle former løb du af stjernen fuld,
du gådefulde ætling af mødre i muld.

[TOP]

Hvad der endvidere burde nedfældes i denne anledning:

a. Lidt om digteren Thøger Larsen – om hans tidsskrift 'Atlantis' - nej det kunne man selv sagtens finde på Internet.

b. Æventyret om det forsvundne Thøger Larsen manuskript om den nordjydske jordzodiak, og om hvordan en norsk gedebuk fik skæget i klemme i en postkasse og en kendt dansk forlægger med cykelstyrsskæg næsten blev taget i det af en dansk hippi og Thøger Larsen-fan, Stig Agermose, som fik næbet barberet godt ned til den glatte … da agent Olsen opklarede sagen og fangede de to spasmagere Juhl & Bull (udtales 'Jubel')  - måske også lidt om at den pågældende jordzodiak ikke lå i Thøgers Lemvigland (hvor man til gengæld har bygget  'Planetstien'), men lige for doktor Agermoses nærsynede brilleløse vindue - og hvordan man så siden delvis afdækkede SoelbiergerZodiakken i SoelBiergSelSkaBet (SBSSB).