Den mest fantastiske historie nogensinde i UFOmiljøet i årene under S.M.S.-manifesteringen, måtte nok siges at komme fra de mennesker, som kastede sig over Philadelphia-eksperimentet, - en af de ældste og mest mystiske UFOsager nogensinde i UFOlogiens korte historie - der i sin helhed næsten syntes at rumme den samlede forklaring på UFOspørgsmålet, som det kunne formuleres dengang; og selv om de fleste af sagens aktører døde inde i det nye årtusinde, syntes sagen stadig at holde sig i live og at udvikle sig.

Supplement 2.2Bi

Doktor Jessup og Allende-brevene

Selve UFOefterforskningen af sagen startede allerede 13. Januar 1956 e.v., hvor den lidet anderkendte astrofysiker doktor Morris Ketchum Jessup modtog det første af to breve fra en mystisk person ved navn Carlos Miguel Allende. Allende påstod i sit brev, at han vidste mere om hærens hemmelige eksperimenter og om UFOsagen end godt, måske havde han ret, for doktor Jessup kastede sig med iver over sagen, og blev fundet i sin vogn parkeret i Wade County Park i Florida, USA om aftenen den 29. April 1959 e.v. - stendød.

Den læge, som undersøgte liget og udstedte dødsattesten, har man aldrig siden kunnet finde, måden "selvmordet" blev begået på, udelukker i nogen grad, at Jessup selv kunne have gjort det, i øvrigt havde han i den tid - på trods af en truende skilsmisse - et strålende humør, talte ikke om selvmord, men om at han snart ville kunne forklare hele UFOfænomenet tilfredsstillende.

Doktor Jessup stod ikke som Hr. Hvemsomhelst i forhold til UFOforskningen, han havde opnået megen anerkendelse for sine astronomiske opdagelser, og en ting som især fascinerede ham i begyndelsen af 1950'erne e.v.: maya-folket: Deres fantastiske viden om astronomi og deres mystiske ruiner i Sydamerika; men hans UFO-interesse bragte ham i strid modvind.

I sin første næsten privat publiserede bog om UFOer, "The Case for the UFO", som udkom den 13. Januar 1955 e.v. (ét år før han modtog det første "Allende-brev"), gjorde Jessup sine læsere opmærksom på, at de burde forsøge at lægge pres på regeringen, så den fortsatte studierne af Einsteins berømte/berygtede "forenede feltteori", den teori hvorefter alle kræfter i det fysiske univers bliver forenet, således at man ubesværet kan gå fra en energiform til en anden. - Myterne omkring Philadelphia-eksperimentet siger, at man med denne formel blev i stand til at gøre de mest fantastiske ting, men siger også, at Einstein selv skulle have brændt sine beregninger, da han opdagede, hvor farlige konsekvenserne kunne blive, og at militæret ikke ville kunne klare at have så megen magt og energi til rådighed.

Blandt forskere og UFOentusiaster syntes der - dengang som nu under S.M.S.-manifesteringsmiraklet - kun at kunne spores en høflig interesse for denne idé hos Jessup, men han fik altså én henvendelse, fra en som forstod, hvad han mente, en der hed Allende eller Carl M. Allen, som han også nogle gange kaldte sig.

I førstningen blev Jessup blot forvirret, han sendte høfligt interesserede svar på brevene til Allendes postboks, men følte sig langt fra sikker på, om han blev udsat for et svindelnummer, havde at gøre med en sindsforvirret person, eller stod i færd med at trænge ind i århundredets historie.

Denne usikkerhed varede indtil det næste år, 1957 e.v. i foråret, hvor Jessup fik en henvendelse fra to private medlemmer af en af flådens forskningsgrupper, kaldet Project Orbiter Committee (: projekt kredsløbskomite). - De fortalte at de - måske allerede i 1955 e.v. - inden Jessup selv fik breve fra Allende, havde modtaget et eksemplar af Jessups bog, "The Case for the UFO", hvor der fandtes tre sæt tilskrevne noter - i tre forskellige blækfarver - som diskuterede Jessups bemærkninger med så mange mystiske informationer, at disse to personer fra flåden fandt det værd at efterforske sagen nærmere.

Morris K. Jessup fik lov at studere noterne, og kunne konstatere, at de tre skrivere nok alle hed: Carlos Miguel Allende.

Teksten giver her kun et ganske kort resume af de vigtigste begivenheder, har læserne lyst til at læse brevene og et uddrag af noterne kan de ansaffe sig en eller flere af de udgaver af Jessups bog der genudkom under S.M.S.-manifesteringstiden ofte inklusiv Allende-brevene. Det øvrige indledende kildemateriale kan for eksempel findes gennem Berlitz og Moores bog "Philadelphia eksperimentet" eller i Brad Steigers bog "The Philadelphia Experiment & other UFO Conspiracies". Der fandtes også i de år omfattende steder og oversigter på Internettet.

De tre sæt noter nedkradset i Jessups bog, afslørede at Allende og hans lidelsesfæller opfattede sig selv som en art sigøjnere i tid og rum, mennesker, som ikke blot kendte alle de store hemmeligheder og havde indsigt i fremtidens store teknologiske opdagelser, men som også havde deres egen musik og litteratur, fjernt fra almene menneskers almene liv.

Igennem hele den menneskelige historier kender man disse tidsrejsende fra myter, religioner og mystiske beretninger (som Allende ironisk gør opmærksom på i sine noter og breve), fra mennesker som i årevis har arbejdet med meditation, filosofi og magiske metoder.
Men det helt specielle ved Allendes version: det hele skyldtes, at han og hans kammerater havde deltages som observatører ved flådens dengang mest avancerede eksperiment nogensinde: Philadelphia­eksperimentet.

Supplement 2.2Bii

Et skib bliver usynligt

Der skulle gå lang tid efter Jessups død - mere end tyve år - før verden uden for UFOkredsene erfarede om den mystiske Carlos Miguel Allende og hans historie om et flådeeksperiment i 1943 e.v.. Der kom forskellige småskrifter om emnet og om Jessup i 1950´erne e.v. og 1960´erne e.v., men først i 1979 e.v. da Moore og Berlitz tog sagen op i bogen 'The Philadelphia Experiment' (dansk udgave 'Philadelphia-Experimentet' også 1979) blev den kendt for verden. Moore og Berlitz havde i mellemtiden sporet endnu en beretning fra en overlevende, som hæren siden havde fået erklæret skør og havde sendt på statspension.

Oprindeligt troede forskerne, at det postulerede fatale forsøg foregik i oktober 1943 e.v., men under S.M.S.-manifeteringstiden syntes man helt sikker på datoen nemlig: Den 12. august 1943 e.v..

Der gives gode grunde til, at man i førstningen lod datoen svæve hen i det uvisse. Datoen udgør et meget vigtigt led i det mysterium Philadelphiaeksperimentet voksede sig til i løbet af 1980´erne e.v. og 1990´erne e.v.. To kendte film fortalte nogle historier, som forskningen fastholder som stort set sandfærdige, om end man indlægger de kendte voldseffekter, romantik og lignende som ikke skete i "virkeligheden".

Man fortæller heller ikke udførligt om de forfærdelige lidelser nogle af søfolkene efter beretningerne blev udsat for, hverken de som døde på stedet og blev født i andre tider på andre steder uden at kunne glemme, eller de som overlevede og ikke kunne glemme, hvor meget man end hjernevaskede dem, ej heller de som ikke siden kunne dø.

Myterne siger, at to store videnskabsfolk stod bag, mens en tredje trådte ind og gennemførte projektet i praksis, da de andre bakkede ud på grund af farerne. Reelt deltog en lang række af de mere eller mindre kendte videnskabelige og militære navne i dette projekt.

Ideen blev fremstillet for marinens folk som et eksperiment i elektromagnetiske beskyttelsesskjolde og radarusynlighed, man søgte at gøre skibe usynlige for radarskærme, også gerne usynlige for det blotte øje. - Først havde man modelprøver, så prøvede man "i virkeligheden" den 22/7-1943 e.v., og den 12/8-1943 e.v. skulle projektet lykkes!

Den første af de forskere, som myten siger, stod bag, har læseren allerede mødt: Albert Einstein, hvis forenede feltteori efter myterne nu skulle afprøves, og efter marinens opfattelse ville kunne anvendes i Project Rainbow, Thin Air, hvad det nu kaldtes. En anden videnskabsmand, som myterne hævder, stod bag den praktiske konstruktør: Nicola Tesla, manden som opfandt vekselstrøm, som altså lyste denne klode op, et geni som i løbet af 1990´erne e.v. kendes som en alternativ helteskikkelse og præsident Roosevelts ven. I 1920´erne e.v. havde han, siger myterne, opfundet "Zero-Time Generator", Nul-tidsgeneratoren, som stemmes ind efter galaksens centrum, og hvorfra alle tidsreferencer kunne udmåles, det galaksecenter maya-indianerne kalder "Hunab Ku".

Nicola Teslas maskiner skulle også levere strømmen, den enorme energi som skulle skabe de elektromagnetiske felter, der skulle skabe usynligheden. En lang række matematikere regnede på muligheden, en række praktiske mennesker skabte maskiner efter teorierne. Nogle teoretiker advarede, når de beregnede konsekvenserne for de mennesker som skulle opholde sig om bord på det skib i radarusynlig stand.  

Historierne beretter, at Tesla bakkede ud og fandtes død nogle få måneder senere i en alder af 86 år.

Den tredje mand, som trådte ind og havde stået som den egentlige leder af projektet, skabte et nyt elektronisk system og gennemførte eksperimentet, han manglede en computer for at klare problemerne og det fik han efter myterne ud af eksperimentet: doktor John von Neumann, kendt som en af teoretikerne bag computersystemer, Neumann, assisteret af en østrigsk fysiker: doktor Emil Kurtenhauer og af to praktiske videnskabelige assistenter - de unge Cameron brødre - så velkendte fra filmen "Philadelpiaeksperimentet".

- Og Carlos Allende? Han arbejdede, siger hans breve, som skibsmand på observationsskibet U.S.S. Andrew Furuseth, der skulle sejle videre nogle dage senere. Han stod klædt i dæksdragt fra et sted, hvorfra man kunne observere, hvad der skete med skibet, hvor eksperimentet gennemføres: The U.S.S. Eldridge. Hans uhyggelige skipperskrøne om de sejlende minder måske lidt om en science-fiction-version af den sagnomspundne "Flyvende Hollænder".

I årtier lod de seriøse UFOforskere sagen stå åben, mens debunkerne let kunne skabe mistillid til Allende, en halv-sigøjner, som skrev breve gennem en postboks og uopfordret sendte kendte militærpersoner sine noter til Jessups bog. De betegnede Allende som en mærkelig, svagelig mand, marinen ikke havde haft brug for, som barn en enegænger med hang til bøger. Sagen syntes klar for debunkerne: endnu en sindsforvirret stakkel med paranoide vrangforestillinger og trang til at skabe opmærksomhed omkring sig selv.

Hans breve virker som skrevet i et besynderligt sprog, der minder om en blanding mellem den engelske profet Aleister Crowleys mest opstemte hellige bøger og den amerikanske gyserforfatter H.P. Lovecrafts intense betydningsladede stil, fyldt med både gammeldags dog hypermoderne udtryk, lærde vendinger og begreber, skjulte henvisninger, ord stavet med store bogstaver og så videre.

Nogle af sømændene, som befandt sig på dækket af The U.S.S. Eldridge den 12. august 1943 e.v., havde - siger myten - lidt en mærkelig skæbne: Effekter vedblev i årtier blandt de overlevende. Nogle gik straks "op i flammer". Alle havde fået at vide, at de ikke måtte bære jerngenstande, de som alligevel gjorde det, eller de som berørte jern på skibet brændte op eller - ifølge filmen - smeltede ind i jernet. Nogle gik "i frys", det vil sige, pludselig kunne de ikke bevæge sig.

Kun hvis personens kammerater berørte ham blev han igen blød i lemmerne og i stand til at bevæge sig. Så så snart nogen derfor "hang fast" skulle der håndspålæggelse til. En anden frygtelig effekt, pludselig blev man usynlig. Og, siger myterne, kunne end og blafre væk fra sit koordinat i tid og rum til verdener fyldt med udenjordiske væsener.

I hovedtræk Allendes historie fortalt i hans oldnordiske-ultramoderne stil, med henvisninger, opfordringer til at tale med diverse aviser og myndigheder. Allende skrev også, at han stod klar til at underlægge sig narkohypnose for at komme i tanke om flere detaljer, navne på medvirkende, deres soldaternumre og lignende, noget som desværre for efterforskningen aldrig blev gennemført. Og så havde Allende en bombe:  

Skibet blev ikke blot usynligt med katastrofale følger for mandskabet, skibet forsvandt, dukkede nogle minutter efter op i en nærliggende havn forsvandt igen og kom så endelig (efter tre timer) tilbage til sin position i Philadelphias havn. - I løbet af dette lille hop udspilles så den historie, som man i årene efter William L. Moore og Charles Berlitz bog fra 1979 e.v. har lært stadigt bedre at kende, den mærkeligste mest fantastiske UFOhistorie nogen sinde.

Supplement 2.2Biii

Brødrene Cameron på tidsrejse

Den film, som i 1980´erne e.v. bragte en uddybning af historien, viser to unge soldater: Davey og Jimmy (den postulerede virkeligheds Cameron-brødre) som arbejder med at passe maskinen, derfor opholdt de sig i skibets lukaf og beskyttedes sammen med maskinerne mod det elektromagnetiske felt omkring skibet. I filmen ser man dem opdage, at eksperimentet går galt, de løber op på dækket og springer over bord for blot at lande fyrre år fremme i tiden i den anden ende af Amerika, i Montauk, Long Island, New York, som den moderne UFOforskning har vist.

Disse to mennesker har man, beretter kilderne, nu fundet, oprindeligt to unge halv-brødre, Cameronbrødrene, Edward og Duncan. - Herfra begynder historien at blive mærkelig:

For nu ikke at skrive snesevis af sider, vil teksten kort resumere nogle af de vigtigste postulerede fakta: brødrene møder hinanden igen gennem et kendt medium, Ruth Montgomery.

Deres veje tilbage til hinanden kan dog ikke kaldes lige snarere ret så krogede. Den bror som landede i 1983 e.v. blev ikke blot boende i den nye tid, som filmen "Philadelphiaeksperimentet II" søger at give indtryk af. Han ramtes, siger myterne, af en lidelse som gjorde, at han lynhurtigt begyndte at ældes. Med den meget avancerede udenjordiske teknologi gik man derfor i gang med at "redde" ham på denne måde:

Brødrenes fader Alexander Duncan Cameron, Sr., også kendt som Duncan Arnold, regnes for en af Englands mystiske søfarende og efterretningsfolk. Mange påstår, at han arbejdede med i Project Paperclip, som skaffede tyske videnskabsfolk til USA efter krigen. Han blev, siges det, da han erfarede om sine sønners skæbne opfordret til, på trods af sin høje alder, at befrugte en kvinde, hvilket han gjorde: Hans femte kone. I denne kvindes foster anbragte Montaukingeniørerne Duncans sjælemønster og han blev siden født den 26/6-1951 e.v. og givet det samme navn, som han havde haft, da han deltog i Project Rainbow.

Lige fra sin barndom blev Duncan Cameron da, siger myterne, trænet som en del af PSI CORP, og da 1983 e.v. oprandt mødte han ikke blot sig selv i Montauk, men blev også sat i "stolen". Denne stol og dens metoder findes beskrevet i en Hollywood-film, som udover den sædvanlige vold, romantik og lignende, ret præcist fortæller om dels stolen, og især om mennesker med udslettede hukommelser: "Total Recall".

Den fejl John von Neumann tilsyneladende havde begået i 1943 e.v., det Tesla, Einstein og ingen matematiker uden en lynhurtig computer kunne regne ud, hang sammen med "time reference points", altså tidsreferencepunkter, også kaldet "time lock references", altså tidslåsreferencer, indstillet efter galaksens centrum, som allerede Tesla havde fundet ud af.

Når den gamle Duncan Cameron således ældedes og døde, skyldtes det, siger kilderne, simpelthen at han "ikke havde været der", at han så at skrive ikke hørte til, da han ikke havde en hukommelse om den forudgående tid. Dette problem gjorde at de stakkels sømænd ikke kunne forholde sig, hverken til de fremmede dimensioner eller til den fremtid nogle af dem dukkede op i, og man løste det - siger myterne - ved at spænde et psykisk trænet menneske op i en art superteknologisk stol, (efter sigende hjemkøbt fra snedige ETs ude omkring Sirius) og så udmatte vedkommende fuldstændigt, blandt andet også lejlighedsvis med seksuelle teknikker (Aleister Crowleys berømte/berygtede "erotocomatøse klarhed"), eller at bruge bioelektriske chokmetoder og det der regnes værre, og derefter så at forbinde mandens hjerne og sanser til et omfattende udstyr af radiobølgeapparater, elektromagnetiske generatorer, delta-t tidsforskydningsantenner, sendeudstyr og lignende.

Med denne ydmygende torturforms disciplinær foranstaltning skabtes passende sendemønstre for de rejsendes tidsreferencepunkter, og således lykkedes det Montaukmedarbejderne at sende mennesker, især de sagnomspundne Montauk Boys frem og tilbage i tid, rundt i galakserne og parallelle dimensioner - siger myterne, også beskrevet i fængslende form i filmen "Stargate".

Duncan gjorde dog - stadig ifølge beretningerne - oprør der dengang i august 1983 e.v.. Da de fleste af problemerne stod som løst, skabte han med sine sidste svage tanker "the beast", et skyggeuhyre som spredte panik og fik alle til at rømme lejren i en fart. - Den henlå et stykke tid, blev så delvis plyndret og dernæst delvist ødelagt, men fik så ellers lov at ligge hen.  

Selv om Montaukbasen (Camp Hero)  officielt blev lukket i 1960´erne e.v., havde forskerne i sagen fundet papirer som viste, at den faktisk fungerede indtil den 12. august 1983 e.v.. Derefter har man ved at trænge ind på basen fundet den i hulter til bulter tilstand, masser af maskiner har forskerne lagt hånd på, og selv om der siden altså blev fyldt op med cement og spærret af, kan det ikke bortforklares, at noget skete der i 1983 e.v., og mange af de forhold ofrene har beskrevet kan eftervises og dokumenteres fotografisk, med dokumenter og lignende. Blandt andet mødte S.M.S.-forskere i sagen en yngre person fra Montauk, der kunne huske den dag alle børnene fra basen fosvandt og ikke senere kom i skole. En peron der fik en forklaring på, hvad der havde foregået ved at blive orienteret i den dengang tilgængelige litteratur. Et forhold der gjorde historien noget mere troværdig om end stadig utrolig - set fra S.M.S.-akivisternes synspunkt.

Duncan blev dog (ifølge myterne) hurtigt indfanget og fik en omgang hjernevask. som gjorde, at der gik mange år, før han begyndte at komme i tanke om, hvad der skete dengang. Når man i de dage målte på hans hjerne, sagde hans mange beundrere, virkede det, som om den faktisk klinisk set ikke levede, myten siger; at kun hans viljestyrke og behovet for hans blod, DNA, sjælemønster gjorde ham levende. -

Hvis læseren nu synes, at denne historie virker usandsynlig, så prøv at læse Whitley Stribers bog "Majestic", som delvis dokumenterer, at det mest uhyggelige for MJ-12 gruppen opstod på grund af ETernes fænomenale parapsykologiske evner, deres mulighed for at påvirke drømme hypnotisk og deres liv i mellem verdener man ikke kan opfatte som andet end tåger. Strieber har siden indrømmet at bogen ikke blot bygger på hans fantasier omkring Roswell, som han oprindeligt gav udtryk for.

Hvis læseren synes at Duncan Camerons historie lyder helt vild,
så vent en tøddel, for her kommer Edwards historie:

Den anden Cameron-broder kom altså tilbage til 1943 e.v., om end ikke på samme måde som beskrevet i filmen "Philadelphiaeksperimentet". Men her hører ligheden også op. I filmen bliver manden indespærret på et galehus, indtil han holder op med sin forklaring om at have besøgt fremtiden; han bliver en gammel bitter mand, som ikke tør konfrontere sin ven, da 1980´erne e.v. dukker op. I virkeligheden, siger de mange Montaukmyter, blev han overført til andre TOP SECRET eksperimenter, blandt andet formentligt sagen om at få et våben, som kunne skyde de mystiske uidentificerede flyvende objekter ned (efter mytrne kendt under projektnavne som "JOSVA"/"JOSHUA" og "JEZEBEL"). Sådanne flyvende forekomster havde jo altså plaget alle sider af anden verdenskrig, hvor man kaldte dem Foo Fighters.

- Disse data fremgår slet ikke i materialet omkring dette eksperiment, men foreligger jo som en rimelig følgeslutning, for den relativt udenforstående observatør, hvis man forudsætter, at eksperimentet virkelig skete som fortalt, og derfor styredes som foreslået. Også en kendt tv-serie i 1990´erne e.v., "Dark Skies", fremlægger den version, hvor Roswell og de senere UFOnedstyrtninger faktisk foregik, fordi militæret skød dem ned.

Efter en vellykket operation i 1947 e.v., berettes det, at militæret ville af med Edward Cameron, som brokkede sig over "eksperimentet" i det uendelige. Så efter beretningerne foretager de så en regression af manden. De har med informationerne fra projekter som MKULTRA og lignende indset, at hvis de blot dræber folk vil de godt 20 år senere vende tilbage i en ny inkarnation og komme i tanke om hvad der sker. Især L. Ron Hubbard arbejdede hektisk på at udvikle sikre metoder, så denne militære uvane med drab kunne standses (hans såkaldte Dianetikmetode) siger man. Samtidigt turde "de ansvarlige" ikke lade de to halvbrødre Duncan dø, det gik jo nemlig galt med eksperimentet! (Eller gjorde det?).

Nej, med Edward Cameron valgte de, fortælles det, en helt ny teknik, som "sjælefangerne" (de udenjordiske) havde lært dem: han blev kørt baglæns i tid, både således at hans krop blev til et spædbarn og i tid forbyttet med et barn født i 1927 e.v..

Han levede nu altså "født" under navnet Alfred Bielek og fra starten optrådte dette barn ret mærkeligt. Han voksede sig hurtigt unaturlig høj, og kastede sig over den samme type studier som Edward, radioteknologi og så videre, Edward Cameron fik en doktorgrad i fysik fra Harvard. Bielek vendte tilbage til projektet.  

I interviewet i "Matrix III" udtaler Bielek/Cameron; at flåden endelig fik lært at beherske tidsrejseteknikken omkring 1970-1973 e.v.. En af de historier han og andre ofte fortæller: De forsøgte at myrde den person som "skal lede den nye verden". Det lykkes dem at gå tilbage i tiden, at finde mandens far og at dræbe ham, alligevel blev sønnen ved med at leve, og lever endnu, siger man altså i denne myte. Hvad de ikke forstod? Måske at denne mand havde en sikker plads i virkeligheden, da de forsøgte at udrydde ham, måske at han slet ikke fødtes af denne far og mor men som resultat af en udenjordisk operation - eller en operation på et højere klassificeringsplan end Philadelphia/Montauk/Malta.

Supplement 2.2Biv

Montauk

Men historien slutter ikke her, snesevis af mennesker som siger, at de deltog - mange af dem genkendt af de andre - havde efterhånden nu fremsat deres historie og sagen regnedes derfor for ganske velunderbygget. - En vigtig mand blandt disse figurer hed Preston B. Nichols.

Nichols fungerede som teknisk chef i Montauk 1983 e.v.. Han brød ifølge sin egen beretning den hukommelsesspærring, som hans tidligere arbejdsgivere havde indgivet ham ganske ufrivilligt: Folk begyndte at sige "hej boss!" til ham - han kunne ikke huske dem, - og så alligevel! -:

I 1971 e.v. begyndte han - efter sit bifag som elektroingeniør specialiseret i elektromagnetisme - at arbejde for et kendt firma indenfor forsvarsindustrien (navnet tilbageholdt), de udlånte ham i 1973 e.v. til Montaukprojektet. Han arbejdede med radiobølger og deres sammenhæng med hjernebølger - "telepatiske bølger".

Selv om parapsykologiske kræfter opførte sig som radiobølger, lignede de dem ikke helt, i sin fritid begyndte han at arbejde med alternative mennesker - kunne han finde den "telepatiske bølge"?

Han opdagede i 1974 e.v., at hver dag ved samme tidspunkt blev alle hans psykiske medarbejdere "jammed", de havde problemer, og forstyrrelsen optrådte, når et elektromagnetisk signal omkring de 410-420 megahertz kom i luften. Det lykkedes ham at spore kilden til dette radiosignal: Radarantennen på luftværnsbasen ved: Montauk Point. - ! -

Først langt senere, i 1984 e.v., ringede en ven til ham og sagde, at han burde tage ned og kigge lidt på maskineriet i den forladte base. - Det gjorde han så - og mødte siden så en masse mennesker, blandt andet John Eric von Neumann, som jo, modsat hvad de officielle beretninger fastholder, aldrig døde i 1957/8 e.v., men ventede i 40 år på at møde de tidsrejsende Cameron halvbrødre fra tidsskuden the Eldridge, og efter Montauk 1983 e.v., nu sad hjernevasket til "Doktor Rinehart" (et pseudonym allerede Moore og Berlitz anvendte i 1979 e.v.), radio-skrothandler ved siden af statspensionen.

Rinehart solgte Preston, også radioskrothandler og forsker, en del skrot efter en del bøvl frem og tilbage, blandt andet en del af det maskineri, de engang havde sendt baglæns til 1943 e.v.. På den forladte base havde han allerede fundet en del, ja - siger beretningerne - meget maskinel.

Senere mødte Preston B. Nichols så halvbrødrene Cameron, de producerede sammen en video i den forladte Montauk-base, og blev fotograferet derude, og i 1986 e.v. kunne han fortælle en kongres under United States Psychotronics Association (USPA), at han og hans medarbejdere ville afsløre et tophemmeligt projekt fra Philadelphia til Montauk.

Man sagde i de dage, hvis man troede på de frygtede Men in Black, at Bill Cooper vandt sig sikkerhed, efter at have afsløret hemmeligstemplede informationer, ved at udsende informationerne samtidigt til så mange mennesker, at hans død ville bekræfte papirerne, som ikke længere kunne skjules - William Milton Cooper blev dog alligevel siden skudt, provokeret til at trække våben overfor IRS, det amerikanske skattevæsen, som altså blev hans endeligt.

Ligeledes mener man; at Nichols og hans medarbejdere reddede deres skind for en tid, ved at offentliggøre en del af deres materiale på den omtalte kongres i Chicago. Så hjalp det jo også, da Al Bielek nogle år senere, i september 1889, stod frem ved en new age konference, og efter det blev præsenteret for masserne af den kendte, populære formidler Brad Steiger. Herefter udfoldede miljøet omkring Philadelphia/Montauk sig rimeligt fredeligt i nogle år, mange dukkede op og bliver genkendt og kunne selv huske deres forskellige arter medvirken ved basen. Snesevis af mennesker - ligesom med de abdukterede med tydelige spor af hypnotisk spærring -: De burde have glemt det - men nu huskede de alligevel!  

- Fup eller fakta?

Historien hænger så godt sammen at det næsten ligner en løgn! - Ligesom virkeligheden.

Alle de væsentlige aktører i denne historie gik i deres grav med tiden - uden de store problemer og mere husket og glemt som bærere af en underlig, utroværdig og ganske fantastisk historie. Kun skriveren, Peter Moon, altså, manden der hjalp Preston Nichols og de to versioner af Cameron-brødrene samt de mange "vidner" med at udrede deres tanker, overlevede langt ind i tiden - og beskæftigede sig siden hen med andre ting - om end rejser i tiden forblev en hovedinteresse for ham.

Supplement 2.2Bv

Jezebel - Kosmisk NerveKrig (K.NK.)

Indenfor UFOforskningen støder man ofte på modsætningen sand-falsk. Måske kan det slet ikke bruges: Folkene fra Montauk talte om "tid". - Og ovenfor har teksten kun skitseret selve historien om de medvirkende, intet om hvad der så egentlig efter beretningerne foregik ved Montauk i 1983 e.v.. - Hvis det ovenstående lød utroligt så tro endelig ikke at det bliver mere troværdigt nu!

For den trænede informationsbehandler kan det se ud til, halvbrødrenes ordrebog til fremtiden indeholdt ønsket, om at få et våben som kunne standse de "Foo Fighters", der drillede luftvåbnene under anden verdenskrig.

Det ser altså mellem linierne ud til, at Preston B. Nichols og hans erindringer fra en standard plejadisk samlevstid (S.P.S.) - som beskrevet andetsteds i disse UFO-ruller - gjorde det muligt at give Edward/Al dette våben med hjem. Ifald begyndte man da at bruge det effektivt fire år senere, altså i 1947 e.v., igen altså Roswell, Corona og alle de andre UFOnedstyrtninger, eller endelig altså rettere: UFOnedskydninger! - Og hvor skulle "de" ellers havde fået et våben, som kunne destabilisere de fantastiske flyvende maskiner, om ikke fra fremtiden? så hvorfra?

Våbnet, - og altså ikke radar, men sendt ved hjælp af radar- og radio-bølger - bringer efter myterne luftskibets elektromagnetiske tyngdekraftmæssige systemer i problemer, og de utæmmelige, drillende UFOer falder som blade.

Det lyder fantastisk, men vupti: en god forklaring på to forhold, nemlig 1: hvis UFOer flyver så fantastisk og altid har gjort det, hvorfor faldt de så ned i Roswell og andre steder fra omkring 1947 e.v.? 2: Hvis UFOer falder ned, hvorfor hører man så ikke om dem i jordens sagn og forhistorie, hvor de rumfarende jo ofte både kommer og går, og hvorfor hører man ikke så meget mere om dem efter midt i 1950´erne e.v.?

Ud af fortællingerne fra Montauk fornemmer man også dybe problemer med parallelle verdener og synkrone oplevelsesforløb. Nichols producerede tilsyneladende dette våben uden selv at vide det, anbragt i sit almindelige arbejde for et højsikret firma, men samtidigt spaltet og flyttet ind i en parallel virkelighed. Ved fyraften lukkede man den elektro-magnetiske, anti-tyngdekraft styrede alternative verden, efter at have ført mennesker og de nødvendige ting tilbage til virkelighedens oprindelige verdensversion (V.O.V.). - Preston opdagede det i følge sin egen beretning først, da han ikke kunne forklare nogle bandager, han havde pådraget sig i den alternative virkelighed og som hang fast, da han vendte tilbage til sit egentlige jeg.

Det lyder fantastisk!, ikke? Morsomt nok har fortsættelsen på den oprindelige film om eksperimentet netop parallelle verdener som motiv.

Det matematiske grundlag for teorien om de mange verdener som fortolkning af kvanteteorien blev lagt da Bryce S. DeWitt og Neill Graham samlede og redigerede de førende forskeres arbejde. Især Hugh Everett III og J.A. Wheeler forbindes i dag med denne teori, oprindeligt fremsat i "The Many-World Interpretation of Quantum Mechanics", år 1973 e.v., 10 år før 1983 e.v. (mere herom andetsteds, se også Herbert, Nick; Gribbin, John; Wolf, Fred Alan, samt Wilson, Robert Anton primært dennes: Quantum Psychology (faglig indgangsvinkel) samt 'Schrödinger's Cat'-triologien, den fiktionsbaserede tilgang til emnet med en for tiden dengang omfattende kvantefaglig ordliste).

I filmopfølgeren til "Philadelphiaeksperimentet I", beskrives det, hvordan overvintrede nazistiske videnskabsfolk med rødder i det postulerede og delvis siden vedkendte Project Paperclip (se eventuelt listen andetsted her i UFO-rullerne), inden "tidsvinduet" til 1943 e.v. lukkedes ned, havde held til at sende en atomvåbenbærende Stealth flyver tilbage til Tyskland år 1943 e.v., en flyver tyskerne kan flyve to år senere, hvor de vinder krigen ved at atombombe Washington. Med de sædvanlige Hollywood helterier frelses den aktuelle verden nu fra denne alternative skæbne.

Folkene fra Montauk fortæller andre historier, deres tophemmelige projekt finansieredes med stjålent naziguld. - Og bag det hele: de magiske drenge fra 1920´erne e.v., 1940´ernes e.v. videnskabelige miljøer: Einstein, Tesla, Paul Kammerer, von Neumann, Aleister Crowley.

Startede det hele i 1923 e.v. ved hemmelige møder som bragte nazismen til magten i Tyskland og Italien? Eller skete det i 1903 e.v., den 12. august, hvor Aleister Crowley i Skotland giftede sig med den kvinde, som skulle blive det redskab, der fik ham til at skrive sit profetskrift "Lovens Bog"? - Mærkeligt som Crowley dukker op overalt!

Han opførte i følge Montauk folket og en af sine mange ikke-anerkendte børn, Amado Crowley, det ritual som i denne alternative virkelighed fik den førende nazist, Hitlers nummer et, stedfortræder og sekretær samt ven, Rudolf Hess, til umotiveret at flyve til Skotland i 1941 e.v. og foreslå fred. Sagen blev det første nådestød til den tyske diktator.

Og ikke blot foregik det afgørende Philadelphiaeksperiment på 40 års dagen for hans forliste ægteskab med Rose Crowley, men han tegnede og beskrev også den første klassiske ET af den grå type, Lam, som han kaldte den, tibetansk for "vejen" - og så havde Crowley engang foretaget et magisk tilbagetog i sommeren 1918 e.v.: ("Confessions" p. 793f):

"Jeg tilbragte sommeren i et telt hinsides Montauk på det yderste af Long Island. Det Magiske Tilbagetog gjorde det klart, at kraften var udmattet. Jeg havde fuldbragt mit arbejde i Amerika og begyndte at planlægge min flugt.".

I sine dagbog for den 20/7-1923 e.v. beklager Aleister Crowley sig siden over en art små kolonier af irriterende vabler med eksem, han havde udviklet på sin fod, mens han boede ved Montauk og kun svært slap af med med jod og lignende antiseptiske midler. En læge fortalte ham i 1920 e.v. om zinksalve der fik det næsten væk, indtil den 20/7-1923 e.v. hvor det brød ud igen.

Krisen topper op til den 12. august. Natten mellem den 11. og 12. skriver han kodet i sin dagbog: ("Magical Diaries of Aleister Crolwey" p. 128):

"Jeg har lidt under varmen - almindelig opgivenhed - "hjemve" - mareridt - stakåndethed - diarre: alt sammen med det vejr.

Dog to dage efter melder han klar igen og kaster sig ud i uger med hårdt arbejde (op. cit.):

"Blev rask lige så hurtigt som jeg følte mig syg.".

Disse bemærkninger, og nogle bemærkninger fra en såkaldt "uægte søn" af Aleister Crowley, kaldet Amado Crowley, har ført til at man gisner om en skjult kode, - hvorfor bryder jernhesten Crowley sammen og melder intet i tyveåret før Philadelphia/Montauk eksperimentet? 20 år tidligere blev han jo gift. - Problemet hang sammen med et narkotikum som regnedes for den værste pest, da vinduet åbnede mod Montauk i 1983 e.v.: Heroin.

Crowley led af astma og havde som mange andre astmapatienter fået dette dengang opreklamerede stof anbefalet, da det blev markedsført specielt som astmamedicin. Dengang kendte man ikke noget til at erstatte ofrene for fejlmedicinering, tusinder af mennesker blev afhængige af heroin, også selv om de ikke fik så store problemer hermed, da leverancen jo kom fra lægen og derfor kunne betales.

Crowley opdagede sin afhængighed og satsede i 1923 e.v. på at komme væk fra dette djævelske stof, som intet gjorde ved hans sygdom men kun lindrede smerten, og samtidigt sløvede sindet "Stopping Heroin - Clinical Report June 11, 1923".

Faktisk opdagede først tyskerne i 1930´erne e.v. den medicin. som alle astmatikere siden brugte, og Crowley kom, siger man, dengang helt ud af heroin, indtil tyskerne forviste ham i 1938 e.v., hvor han vendte hjem til sin gamle læge og heroinrecepten, som holdt ham smertefri indtil hans postulerede død i 1947 e.v..

40 år senere led hele verden med dette problem, heroin, og med USAs indtog i Vietnam-krigen og kontakten til "den gyldne trekant" blev heroin for første gang en slående salgsfaktor. 60 år efter disse dage, altså i 1983 e.v., regnede man heroin for et kæmpeproblem

I sin "selvhelgenbiografi" (ibid p. 811) fortæller Aleister Crowley om en oplevelse den sommer i 1918 e.v. i Montauk. Oplevelsen kom til at præge hans lære, for så vidt at han senere henviste til denne trancetilstand og beskrev den omfattende i sin sidste lille yogabog, som han skrev tyve år senere kaldet "Otte lektioner i yoga" ("Eight Lectures on Yoga").

Oplevelsen i Montauk fik altså afgørende indflydelse på Aleister Crowleys åndelige udvikling, især i hans rolle som hinduguruen Mahatma Guru Sri Paramahansa SjivaJi.

I sin "selvhelgenbiografi" (op. cit.) kalder Crowley denne trancetilstand, denne åndelige indsigt for "Stjernesvampen" (: Star-Sponge) og han beskrev den meget omhyggeligt for læseren som "Intethed med glimmer" ("Nothingness with twinkles").

Supplement 2.2Bvi 

Gåden Jack Parson og hans ven, Ron

En af de førende forskere indenfor den gryende rumfartsindustri, manden som grundlagde Jet Propulsion Laboratory (JPL ikke S.M.S. term), hed John Whiteside Parson, kaldet Jack Parson. Videnskabeligt nåede han inden sin forsvinden at opfinde så mange systemer, at man siden opkaldte et krater på månen efter ham, og stadig snakkede om firmaet JPL, som Jack Parson´s Laboratory.

Parson stod som Amerikas førende leder i Crowleys orden O.T.O. så Parson kendte godt til  Crowleys system: "Magick". Som Nichols og Moon skriver i den anden Montauk bog (ibid p. 188):

"I Montauk Projektet var det siriusboerne som leverede montaukstolen anvendt i tidseksperimenterne. Det var den Hr. X som havde henvendt sig og fortalt mig at han havde været involveret i forhandlingerne for at opnå stolen. Denne mand fortalte mig også om Crowleys evne til at manipulere tid og var den første til at foreslå at Philadelphia Eksperimentet og Montauk projektet begge var resulterende effekter af Crowleys magik.".

Forskerne føler sig ret sikre på, at Parson (1914-1952 e.v.) aldrig døde, så mange ting taler her imod, for eksempel et udsagn dengang fra en brandmand, som havde talt med Jack om morgenen, inden den eksplosion og brand, som skulle have dræbt ham. Da man fandt Parsons kone, den sagnomspundne magiker, Majorie Cameron, troede hun heller ikke på hans død: Hvorfor skulle Jack havde snakket med en brandmand, hvis det ikke skyldtes, at de sammen satte "ulykken" op og pakkede Jacks nødvendige ting ned. Jo, jo - rygterne siger at Jack Parson blev leder af den operation som skulle skabe mødestedet i fremtiden: Montauk!

Endnu en ting Parson gjorde i sit offentlige liv inden han forsvandt, han mødte og oplærte marinesoldaten og science-fiction forfatteren L. Ron Hubbard i magik, og sammen søgte de at udføre et af de mere omfattende ritualer Crowley havde beskrevet, påkaldelsen af den øverste kvindelige guddommelighed, en dør til den interdimensionale eksistens.

Først havde Ron og Jack fremmanet en præstinde med auto-erotisk magik, så kom da Majorie, hun blev siden Jacks anden kone, og sammen med Jack udførte hun nu den guddommelige moders nedstigende kærlighedsritual, mens Ron, som altid ferm med skrivetøjet og øjnene, skuede ind i den magiske strøm som skabtes, bandlyste ondskab og velsignede det gode, og travlt stillede spørgsmål til de væsner som indfangedes i feltet og nedskrev svarene.

Parson og Hubbard gjorde egentlig ikke forskel på deres militære klassificeringers arbejde og deres magik, operationen foregik for dem samtidigt i begge lejre, den guddommelige moder manifesterede sine tre aspekter: Kærlighed, krig og kosmos, og - siger overleveringen - siden "Babalon arbejdet" ("The Bablon Working") har verden ikke lignet sig selv, allerede året efter - siger beretningerne - mestrede man endelig det våben, som skabte Roswell-realiteten.

Hubbard dannede jo altså siden sin egen religion og filosofi, som fik indflydelse på den sidste af de medvirkende i sagen Montauk, som teksten vil præsentere læserne for: Peter Moon. Peter Moon gik som ganske ung ind i Scientologikirken. Men endte ikke som en normal gennemsnitsscientolog: Han blev hurtigt en af L. Ron Hubbards nærmeste, betroede medarbejdere. Hubbard havde specielle planer med ham, han havde læst alle militærets hemmelige psykiatriske rapporter fra alle eksperimenterne indtil slutningen af 1940´erne e.v., også dem fra Philadelphia, og han lærte Moon at flytte rundt på implants.

I UFOforskningen kaldes implants for små sonder, bio-apparater, eller metal stykker, som indsættes gennem næsebor og/eller øjenkroge i menneskers hjerne, ryg og andetsteds, angiveligt for at måle forhold, at modtage signaler, at transmittere signaler og andre lignende formål. Disse implants kan også efter overleveringerne dannes med elektro-magnetisk chok, hvor hjernen samtidigt påvirkes og hypnotiske ordre indlæses.

I sit dianetiksystem lærer L. Ron Hubbard de erfarne, hvordan man kan bryde spærringen af de energier sådanne implants skaber, også i dianetikkens sprogbrug kalder man det en "implant" ('Dianetics and Scientology Technical Dictionary'):

"1. En smertefuldt og påtvingende måde at overvælde et væsen med kunstige formål eller falske ideer i et ondsindet forsøg på at kontrollere og undertrykke ham. 2. En elektronisk måde at overvælde thetanen (ånden) med en betydning. 3. En uvillig eller ukendt modtagelse af en tanke. En indsættelse af tvangstanker i modstrid med thetanens (åndens) overlevelse.".

Disse definitioner gav Hubbard mere end tyve år før UFOforskningen begyndte at tale om implants, og han oplærte - påstås det altså - personligt Peter Moon i at bryde sådanne påtvungne tanker indlæst under tvang i den åndelige verden i kosmos eller her på jord.

For Peter Moon betyder Babalon-arbejdet en art fostertilstand for Hubbards Scientology. I Scientologiens tekniske og meget præcise sprogbrug taler man om "engrammer" som et mentalt indtryksbillede af en tidligere tilstand en hændelse med bevidstløshed eller svækket bevidsthed, som indeholder smerte. Man ser disse engrammer ligge i tre forskellige former på tidskæder ned gennem livet, ja livene.

De engrammer som et foster kan opnå kaldes "prænatale", altså: før fødslen. I et privat svarbrev til generalsekretæren i S.M.S. skrev Peter Moon om sin fortid som scientolog:

"Scientologis prænatale engram er Babalon Arbejdet, og det er nødvendigt at optrævle de ubevidste aspekter af det. Tidligere på kæden ligger Philadelphiaeksperimentet etc. Dog må vi være forsigtige, når vi arbejder på en lineær reference, hvad angår engrammer. Det fungerer godt nok på de lavere niveauer, men når vi går ind i tidens højere parametre, så bliver fremad og tilbage, fortid og fremtid sammenslynget. Åbenbart arbejder jeg på dybere niveauer. Jeg håber det besvarer dit spørgsmål.".

Moon mødte Preston ved et foredrag om UFOer. Da havde han altså forlængst forladt sit åndelige arbejde i Scientologikirken, havde giftet sig og skrev. Det tog ham kun nogle få dage at overtale sig selv og Preston til at skrive de siden bedstsælgende Montauk bøger. I nummer 2 (ibid p. 18) skriver Moon:

"Da jeg først hørte Montauk historien fra Preston, var jeg forundret fordi den havde alle kendetegne for en ægte live implant station.".

Siden begyndte folk altså at huske, og i 1992 e.v. udkom så Preston B. Nichols´ og Peter Moons første bøger om Montauk. Læseren har her kun fået et overblik, historien har mange facetter. som gør den sandsynlig omend også fantastisk over alle grænser. Som teksten indledningsvis antydede, virker denne beretning så sandsynlig, at det nok slet ikke passer.

Udover de succesrige bøger, kørte Preston B. Nichols i 1990'ERNE sit "Space-Time Labs", hvor hans opstillede maskinerne blandt andet ekspertmæssigt sporede og eliminerede "implants". I begyndelsen af det nye årtusinde startede han på en hel ny række af afsløringer, nemlig af sin barndom og sine unge år, som teknisk wonder-boy for den legendariske rock'n'roll producent, Phil Spectre.

Ak ja, siger nu skeptikeren, - verden vil bedrages! Men både den troende og skeptikeren må indrømme, at man her har en flot historie, som tilsyneladende samler alle trådene og giver et klart indblik i, hvad der egentligt skete, dengang verden blev tændt på de flyvende tallerkener.

Som Moon resumerer i bind tre af Montauk-bøgerne (ibid p. 212):

"Crowley tilbød os alle en nøgle, da han bekendtgjorde, at han ikke officielt ville antage navnet "Phoenix" før arbejdet var fuldbragt. På denne måde, ville det sande Phoenix Projekt blive at frelse menneskeheden ved at udrense de uvidenhedens og undertrykkelsens kræfter, som har regeret de sidste 13.000 år.".

Læseren genfinder måske her teorien om det genetiske eksperiment som skulle gøre menneskene til ...

 I et interview i den berømte kæmpebog "Matrix" af Valdamar Valerian, Matrix III, supplement til kapitel 7, udtalte Al Bielek/Edward Cameron, at Montaukbasen under jorden stadig fungerede, der fandtes, sagde han, underjordiske tunnelforbindelser til Brookhaven National Laboratories, til Newark ITT Corporation og Nutley ITT Corporation, også en tunnel fra Newak-stationen til Wright Patterson flyvebasen.

The Great Rock'n'Roll Swindle (part 1 & 2 & grand finale in F_m+)