Supplement 2.2A

UFO-nedstyrtning - Roswell-sagen

Supplement 2.2Aa En nyhed med lang lunte fuser først af
Supplement 2.2Ab En nervøs general gør en tillidsmand til grin
Supplement 2.2Ac Nyhedens slipper ud
Supplement 2.2Ad Ørkenarkæologernes fatamorgana
Supplement 2.2Ae Radiobossens udsagn
Supplement 2.2Af Friedman på sporet - Roswell-sagen bryder frem
Supplement 2.2Ag Jesse Marcels historie
Supplement 2.2Ah Marcels søn, dr. Marcel, fortæller
Supplement 2.2Ai De gode naboer
Supplement 2.2Aj Otte små stykker afhentes
Supplement 2.2Ak En transportsoldat taler ud
Supplement 2.2Az Selvstudiemateriale for vordende UFO-forskere
Supplement 2.2Axz La Fontaine-fortællingen

Nedenfor en fremstilling af den myte om nedstyrtede flyvende tallerkner, der spredte sig fra ørkenbyen Roswell i juli 1947 e.v. Den yderligert interesserede læser vil i Bibliografien under Kevind D. Randle og Charles Berlitz finde henvisninger til den benyttede litteratur.

Supplement 2.2Aa

En nyhed med lang lunte fuser først af

RAAF Captures Flying Saucer in Roswell Region”:
RAAF: ”Roswell Army Air Field fanger flyvende tallerken på en gård i Roswell-området!”

Sådan lød en sensationel overskrift på forsiden af avisen ’Roswell Daily Record’ tirsdag den 8/7-1947. Nyheden stammede fra militærlejrens presseofficer, så det kan ikke undre, at nyheden snart kendtes verden over. –: Nu havde man endelig et svar på gåden om de mærkelige ’Foo-Fighters’, som havde givet – især de luftbårne styrker – så mange grå hår i hovedet under den nyligt overståede verdenskrig.

Dog, det amerikanske forsvarsministerium lagde lynhurtig låg på sagen, så allerede dagen efter kunne man i aviserne læse, at den sensationelle UFO-sag faktisk blot drejede sig om en forvildet vejrballon (en forklaring man skulle vende tilbage til gang efter gang).

Supplement 2.2Ab

En nervøs general gør en tillidsmand til grin

Roswell-basens ledende efterretningsofficer, Jesse Marcel, og basens øvrige militære personel som havde set vragresterne (basen der i parentes bemærket havde atombombebærende fly og regnedes for en af de højst klassificerede i verden og jo derfor havde nogle af de bedst uddannede og mest pålidelige folk overhovedet) skulle med andre ord ikke kunne kende forskel på materiale fra en "flyvende tallerken" og en nedstyrtet vejrballon, selv om sidstnævnte hørte til dagens orden i Roswell-området og uden besvær kunne identificeres endog af de fleste civile.

Det lød højst usandsynligt, og Marcels søn, Jesse Marcel Jr., fortalte da også mange år senere, at hans far havde fået træning i radaroperationer under 2. Verdenskrig og naturligvis ville have kunnet genkende en radarreflekterende vejrballon. Desuden havde basen rent faktisk en specialist i radartolkning og endvidere afslørede en telefonbog fra august 1947, at der fandtes et vejrkontor på basen.

Her arbejdede adskillige officerer, blandt andet med at opsende vejrballoner, men trods alle disse åbenbare modsigelser trak flyvevåbnet først 27 år senere – i 1994 og først efter et voldsomt pres - sin bortforklaring tilbage. For at erstatte den med en der virkede næsten lige så søgt og utroværdig, som det vil fremgå nedenfor.

Supplement 2.2Ac

Nyhedens slipper ud

Der blev lagt et tykt røgslør over sagen, som hurtigt gik i glemmebogen og først igen blev afdækket i løbet af 1970’erne. I begyndelsen af dette ti-år arbejdede atomfysikeren Stanton Friedman nært sammen med Bobbi Ann Slate Gironda, en populærvidenskabelig formidler. Deres fælles område havde dog ikke noget med atomfysik at gøre, det drejede sig om UFOer.

Blandt andet havde Gironda i 1973 interviewet en skovfoged om hans observation, men vidnet fortalte at hans mor, Lydia Sleppy, havde oplevet noget meget mere interessant. Friedman og Gironda ringede til hende kort efter og fandt ud af. at hun betjente fjernskriveren (telexmaskinen) på KSWS, en radiostation i Roswell, da det hele fandt sted – altså i juli 1947.

Friedman interviewede hende atter i oktober 1990 og herunder følger et sammendrag af, hvad hun havde at fortælle ved disse to lejligheder om det, der i mellemtiden havde vokset sig til ”verdens mest kendte og omdiskuterede UFO-sag”:

Den 7. Juli 1947 omkring klokken 16 bliver Lydia Sleppy ringet op af sin kollega Johnny McBoyle, som fortæller, at han har en vigtig nyhed. Et rumskib – den gang kaldte man det endnu ikke for ’flyvende tallerkener’ - vides styrtet ned lidt uden for byen. Han har selv set det blive fjernet af personel fra den nærliggende flyvebase, og den bliver lige nu transporteret til Wright Field basen i Ohio.

KSWS samarbejdede på det tidspunkt med Mutal Broadcasting og ABC via en aftale, som blandt andet forpligtede Roswell-radioen til at sende nyheder, som havde mere end lokal interesse, ud over telexmaskinen (fjernskriveren).

Det arbejdede Sleppy jo med, men da hun modtog Boyles besked, sagde hun: ”Giv mig et øjeblik til at få fat i vicedirektøren.” Hun ønskede vidner, når og hvis hun skulle udsende så vigtig en nyhed, og bad Karl Lambertz, som kom fra den store station i Dallas, om at deltage og observere hvad der skete. Han så så til, mens hun skrev efter Boyles diktat, og hun havde nået at høre nok til at vide, at det drejede sig om en stor nyhed, da den klokke som signalerede afbrydelser, pludselig kimede og en ordre indløb: ”Dette er FBI. Afbryd øjeblikkeligt transmissionen!”

”Jeg havde min stenografiblok,” fortæller hun, ”og jeg vendte mig og sagde til Karl at jeg var blevet afbrudt, men at jeg kunne stenografere nyheden og at vi derefter kunne ringe den ind til nyhedsnettet. Jeg stenograferede, mens John fortsatte med at fortælle historien. Han havde set dem fjerne genstanden. Han havde været derude, da de fjernede den. Og John sagde dengang, hvis jeg husker rigtigt, at de ville laste den og flyve den til Texas. Men da flyvemaskinerne ankom, var de fra Wright Field.”.

Sleepy følte sig naturligvis dybt chokeret over at stationen åbenbart blev aflyttet og overvåget på denne bastante måde, men da hun ved en senere lejlighed bad McBoyle om at uddybe historien, nægtede han at udtale sig.

Ovenfor beskrevne hændelsesforløb bygger på Lydia Sleppys udtalelser til Friedman og Gironda (Berliner & Friedmann: ’Crash at Corona’, Friedmann: ’Top Secret/Majic’ p. 15f), mens Kevin Randle og Don Schmitt i deres bog (”The Thruth about the UFO Crash at Roswell” p. 198), giver en lidt anden version:

McBoyle beder hende om at blive hængende i røret. Hun overhører en diskussion i den anden ende, hvorpå han beder hende glemme det hele. Hun forsøger alligevel at sende historien ud over telexen, men transmissionen afbrydes af FBI i Dallas, og hun får ordren til ikke at fortsætte.

Hvilken version der kommer tættest på sandheden (om nogen) kan ikke lige afgøres, da Randle og Schmitt i dette tilfælde ikke angiver deres kilde nærmere. Dog bør det nævnes, at deres bøger bygger på en omfattende efterforskning og mange personlige interviews, selv om de af og til ikke har arbejdet helt så omhyggeligt som Stanton Friedman.

Supplement 2.2Ad

Ørkenarkæologernes fatamorgana

Man hvordan kom dette vidne, McBoyle, i det hele taget på sporet af denne historie? Jo, ifølge et interview, som han gav til Randle og Schmitt kort før sin død i 1992 (”The Thruth about the UFO Chrash at Roswell” p. 173 & 198), overhørte han - på en café i Roswell - en samtale mellem nogle arkæologer, som havde set denne nedstyrtede genstand under en ekspedition ud i ørkenområderne. Han overtalte dem til at vise sig nedstyrtningsstedet, men Randle og Schmitts referat melder intet om han nåede frem, blot at objektet lignede en smadret 8-10 meter lang stegepande og at det sad fast i en klippeskråning. Senere fandt også den kendte UFOforsker og dokumentarfilmmager Linda Moulton Howe nogle vidner, der som børn havde set det samme.

McBoyles oplysninger bekræftedes af Merle Tucker, som i årevis ejede forskellige radiostationer i New Mexico. Sleppy fortæller at hendes boss opholdt sig i Washington DC, for at få sendetilladelse til en station i El Paso, så da han vendte tilbage og hørte historien, blev han naturligvis rasende; helt sikker på at denne skøre historie ville give ham problemer.

Supplement 2.2Ae

Radiobossens udsagn

I et interview som Randle og Schmitt foretog i hans hjemby, Albuquerque, i august 1989 (gengivet i deres bog ”UFO Crash at Roswll” (p. 152)), fortæller Tucker, at McBoyle søgte at nå frem til ulykkesstedet. Han blev imidlertid standset af militærpersoner, og da han kom tilbage til Roswell, havde sheriffen opsøgt ham og beordret ham til ikke at nævne det hændte for nogen.

Alligevel havde McBoyle søgt at underrette Sleppy over telefonen, hvor han sammenlignede genstanden med ’en smadret stegepande’ og talte om brændemærker på jorden. Tucker havde udspurgt ham, men han nægtede at sige mere, og senere erfarede Tucker, at en myndighedsperson havde fjernet alle sagens akter fra Roswell-stationen. Mere vidste han ikke at fortælle.

Supplement 2.2Af

Friedman på sporet af Marcel - Roswell-sagen bryder frem

Denne historie lignede store nyheder, så Friedman og de andre, der kastede sig over sagen, søgte at få den bekræftet ved at kontakte mennesker, som havde arbejdet sammen med Sleppy på det aktuelle tidspunkt, Men hvad enten de nu ikke kendte til sagen eller led af  ’selektivt hukommelsestab’, som Friedman ironisk formulerede det, forblev sporet koldt indtil den 20. februar 1978, hvor Stanton Friedman besøgte Baton Rouge, dels for at holde foredrag på Lousiana State University, dels for at give tre interviews til en lokal tv-station.

Inden historien nu her genfortælles, skal det dog understreges, at nedstyrtningsstedet, som lige før blev nævnt, ikke svarer til det sted Friedman nævner i det følgende. Friedman hævder, at to UFOer stødte sammen. Andre mener, at det drejer sig om én UFO, som først strejfede området nær Brazels ranch og derefter forulykkede endeligt på det sted, som McBoyle og arkæologerne så. Mere om alt dette nedenfor.

Desværre havde en af interviewerne en mindre forsinkelse, hvilket gjorde stationslederen en smule forlegen, og mens de sad og ventede, sagde han:

”Den, som du i virkeligheden burde tale med, hedder Jesse Marcel. Han tog sig af vragrester fra en af disse flyvende tallerkner, da han arbejdede i militæret for længe siden.”

Stationslederen sagde det nærmest henkastet, men Friedman blev jo straks fyr og flamme og begyndte at udfritte ham og endelig efter en lang pause, lød det:

”Nå ja, Jesse og jeg er gamle kammerater fra kortbølgeradioen. Han bor ovre i Houma. Han er meget ligetil og pålidelig.”

Supplement 2.2Ag

Jesse Marcels historie

Næste dag ringede Friedman til Marcel, som indviede ham i en fascinerende historie, der havde udspillet sig, da han i slutningen af 1940’erne arbejdede som efterretningsofficer på Roswell Army Air Field. Først senere, i maj 1979, mødtes de personligt, nemlig under produktionen af den meget omtalte og roste dokumentarfilm ”UFOs are Real”, hvor Marcel medvirker. Men her kommer hans og de andre vidners historie:

Der lå en fast aftale, om at den lokale sherif skulle ringe, hvis han stødte på en sag, som kunne vedrøre basens personale eller dens højteknologiske udstyr; så da en fårebonde (William ’Mac’ Brazel) søndag eftermiddag den 6. juli 1947 kom ind på hans kontor med nogle besynderlige vragdele, ringede sheriffen straks til sikkerhedsofficeren Marcel, som sad og spiste frokost i officersmessen.

”Sheriffen sagde, at Brazel havde fortalt ham, at ’noget’ var eksploderet over Brazels gård, og at der var blevet spredt en masse vragdele.”

Marcel tog ind til Roswell for at undersøge sagen og vidste straks, at han aldrig før havde set noget lignende under al sin tid som en af flyvevåbnets højest klassificerede sikkerhedsfolk. Han kontaktede derfor omgående basens kommandant, oberst William Blanchard, og fik besked på straks at tage ud på Brazels gård for ved selvsyn at undersøge genstandene (Berlitz & Moore ’The Roswell Incident p. 65).

Marcel og en agent fra kontraspionagen, Cavitt, tog med bonden ud til ejendommen, som lå i et afsides område, der ikke kunne findes på noget kort. Mørket faldt på, inden de nåede frem, så de besluttede at overnatte og udsætte undersøgelsen til næste dag (’Roswell Incident’ p. 64ff).

Brazels søn, Bill, fortalte i 1979 William Moore (’Roswell Incident’ p. 80)

"Han sagde engang til mig, at det så ud som om, at materialet stammede fra et eller andet, der var eksploderet. Han sagde også, at man ud fra den måde vraget var spredt på, kunne konstatere, at det fulgte ’en flyverute til Socorro’, som ligger i sydvestlig retning fra gården.”

Marcel fortalt i 1978 UFO-forskeren Leonard Stringfield, at vragområdet udstrakte sig omkring 1 kilometer i længden og 70 til 100 meter i bredden , med en omkring 5000 fod lang og 10 fod bred udhuling i den øvre ende, alt for stort til at kunne stamme fra en vejrballon.

Marcel undersøgte området for radioaktivitet, men uden resultat, og fandt sammen med Cavitt kun få vragdele som målte mere end 6-7 tommer i længden. Intet kunne forklare den store udhulning, som befandt sig i området (Leonard Stringfield ’UFO Chrash/Retrieval Syndrome’ p. 30 & 50).

Marcel og Cavitt vendte tilbage til basen efter at have fyldt en af militærets ’carry alls’ (en lukket bil med sæder anbragt overfor hinanden) og Marcels 1942 Buick med vragdele, om end de kun kunne medtage en brøkdel af det fundne. Her følger et uddrag af Stan Friedmans første og historiske interview med Jesse Marcel:

”Kan De beskrive materialerne, som De fandt på stedet?”

”Der var alle mulige slags – smalle bjælker omkring 1*1 cm med en slags hieroglyffer, som ingen kunne dechifrere. De lignede balsatræ, en meget let træsort, og vejede omtrent det samme, bortset fra, at det overhovedet ikke var træ. De var meget hårde, men bøjelige, og ville ikke brænde. Der var en del pergamentlignende materiale, som var brunt i farven og meget stærkt, og en masse stykker metal, der lignede stanniol bortset fra, at det ikke var stanniol. Jeg var interesseret i elektronik og ledte ihærdigt efter noget, som kunne ligne instrumenter eller elektronisk udstyr, men jeg fandt ingenting, En af de andre fyre, Cavitt, tror jeg, fandt en sort, metallignende kasse, som var adskillige tommer i kvadrat. Da der ikke syntes at være nogen måde at åbne denne, og den ikke lignede en istrumentkasse (den vejede også meget lidt), smed vi den ind sammen med resten af materialet. Jeg ved ikke, hvad der siden skete med kassen, men den var sammen med resten af materialet, som vi bragte til Fort Worth.”

Marcel fortæller, at det pergamentlignende materiale sad på små bjælker med lyserøde og purpur-farvede symboler, tilsyneladende påmalet, det fascinerede ham meget. Selv om de ikke havde samme form, fulgte symbolerne det samme generelle mønster, men da ingen kunne tyde dem, kaldte de dem blot hieroglyffer.

”Disse små bjælker kunne ikke brækkes, kunne ikke brænde. … Men endnu mere forbavsende var det, at metalstykkerne, som vi tog med tilbage, var så tynde, fuldstændigt som stanniolen i en pakke cigaretter. Jeg lagde ikke særligt mærke til det, før en af drengene kom hen til mig og sagde: ”Du ved, metallet som var på stedet? Jeg prøvede at bøje det, men det kan ikke bøjes. Jeg prøvede endda med  en smedehammer. Men man kan ikke engang lave en bule i det …” Dette stykke metal var omkring to fod langt og måske en fod bredt. Det var så let, at det vejede praktisk talt ingenting. Det gjaldt alt materialet, som blev fjernet. Det vejede praktisk taget ingenting … det var så tyndt.”

Marcel prøvede selv at bøje materialet, men nåede til præcis samme resultat og kunne heller ikke rive det i stykker eller skære i det. De prøvede endog at lave en bule med en 8 kilo tung smedehammer. Men uden held. Marcel udtalte:

”Det er mig stadig en gåde, hvad det var for noget. Nu, med ’bøje’, mener jeg faktisk ’folde’. Det var muligt at bøje dette materiale frem og tilbage, endog at krølle det; men man kunne ikke lave en fold som blev siddende, ej heller var det på nogen måde muligt at lave en bule i det. Jeg er næsten nødt til at beskrive det som et metal med egenskaber som plastic.”

På vej tilbage til basen gjorde Marcel holdt ved sit hus. Selv om klokken viste mere end to om natten ville han lige vække sin kone, Viaud, og sønnen Jesse Marcel Jr., for at vise dem det spændende fund.

Supplement 2.2Ah

Marcels søn, dr. Marcel, fortæller

Mens faderen og sønnen prøvede at få nogle vragstumper til at passe sammen, samlede Viaud pludselig en af bjælkerne op og sagde: ”Der er skrift på den her.” Ifølge Jesse Marcel Jr., dengang kun 11 år gammel, kunne: ”… skriften beskrives som noget der lignede hieroglyffer i ægyptisk stil, men alligevel ikke rigtigt. Symbolerne som var på ’i-bjælkerne’, havde snarere en geometrisk struktur i forskellige udformninger. De var purpur-violette og relieffer en integreret del af  selve metallet.” (Interview i den amerikanske tv-serie ’Unsolved Mysteries’ 1989).

Symbolerne bliver i øvrigt generelt beskrevet som meget små, mindre en en fingernegls bredde og alle meget forskellige.

Efter at have undersøgt materialet og pakket det sammen igen, hjalp den unge Jesse sin far med at bære det ud til bilen, hvorpå Marcel kørte tilbage til basen (Randle og Schmitt ’The Thruth about the UFO Crash at Roswell’ p. 43-44 – også disse to forskere bygger på et personligt interview med dr. Marcel Jr.).

Men også andre beskriver vragdelene enten ved selvsyn eller udfra vidners beretninger. -: Aftenen før fundet havde et frygteligt tordenvejr hærget Lincoln County i New Mexico. Mange år efter kunne de ældre stadig huske denne dunnertorden. Mac Brazel havde hørt en høj eksplosionsagtig lyd, og da han næste morgen sammen med William Proctor, naboens unge søn, red ud for at inspicere sine jorde, fandt de jo altså en mere end mulig årsag til eksplosionen: Nemlig de meget omtalte vragdele.

 Supplement 2.2Ai

De gode naboer

Floyd og Loretta Proctor boede omkring 12 km fra Brazels hus som hans nærmeste naboer. Floyd blev i juni 19799 interviewet af William Moore og kunne udmærket huske begivenheden. Senere efterforskning har vist, at han sammen med sin kone, altså Loretta, blev de første udenforstående som hørte om ulykken fra Brazel selv.

Ifølge Floyd blev vragdelene fundet 11-12 kilometer fra Foster-familiens gamle sted (Brazels ’ranch-house’ nu nedrevet). Floyd fortæller (Berlitz & Moore ’Roswell Incident’ p. 87f). :

”Brazel kom over til mig en sen eftermiddag, meget oprevet over at have fundet et vrag af en art på sin jord. Han ville have, at jeg skulle gå med ham derover for at kigge på det, og beskrev det som ’det mærkeligste materiale’ han nogensinde havde set. … Han sagde, at hvad det nu end var for noget bras, var der skrift på det, som mindede ham om kinesiske eller japanske tegn. Det var ikke papir, for han kunne ikke skære i det med sin kniv, og metallet lignede ikke noget, han nogensinde havde set. Han sagde, at tegnene lignede den slags, man plejer at finde på fyrværkeripakninger … en slags figurer, der var udført som pasteller, men ikke skrift, som vi ville lave den.” 

Bessie Brazel Schreiber, Brazels datter, dengang 12 år gammel, blev dybt berørt af begivenhederne:

”Husker De, hvad den såkaldte skrift lignede?`”

”Ja, den lignede mest tal, i det mindste antog jeg det for at være tal. De var skrevet ned, som når man skriver tal i rækker for at lægge dem sammen. Men de lignede overhovedet ikke tallene, vi bruger …”

”Kunne genstandene have været resterne af en vejrballon?”

”Nej, det var afgjort ikke en ballon. Vi havde set en del til vejrballoner – både på jorden og i luften. Vi havde endog fundet et par stykker i japansk stil, som dengang faldt ned på egnen. Vi havde også samlet et par af de tynde gummi-vejrballoner med instrumentpakker op. Men dette mindede ikke om noget af alt dette. Jeg har aldrig set noget lignende – hverken før eller siden.”

Supplement 2.2Aj

Otte små stykker afhentes

Macs udpegede vragområdet til sin søn, William Brazel Jr., som – under sin ugentlige ridetur i området – så efter, om han kunne finde noget. Ganske vidst havde en deling fra luftvåbnet finkæmmet stedet, men alligevel lykkedes det ham at oparbejde en samling, der bestod af otte forskellige dele, så vidt han mindes. 

Tre typer vragrester havde han samlet sammen: ’noget i retning af fiskesnor’, som han ikke kunne rive i stykker, et balsa-træ-lignende materiale og noget som mindede om stanniol. Det sidste lagde han først i en lomme, men da han få dage senere ville anbringe det i en cigarkasse, opdagede han at ”den satans tingest begyndte at folde sig ud og blive helt flad. Så kom jeg til at lege med den. Jeg begyndte med at folde den, krølle den og lægge den ned, hvorpå den foldede sig ud, Mærkeligt! Men jeg kunne ikke rive den i stykker.” (Friedman & Berliner ”Crash at CoronaBerlitz & Moore: ”Roswell Incident”.

En aften cirka en måned efter styrtet tog William Brazel Jr. Ind til Corona for at more sig: ”… baren, billardsalonen … dér hvor alle mødtes. Alle spurgte, de havde læst i aviserne, og jeg sagde:

”Nå ja, jeg samlede nogle få småstykker og fragmenter op.”

”Javel. Hvad er det?”

”Jeg ved det ikke.”

”Men se om militæret ikke kom ud til gården en dag eller to senere! Jeg er næsten sikker på, at befalingsmanden hed Armstrong, en rigtig flink fyr. Jeg tror, at de to andre var underofficerer.”.

Hvor efter følgende konversation udspillede sig ifølge Brazels erindring. Temmelig absurd i øvrigt, når man tænker på, at det efter militærets egen forklaring kun drejede sig om en almindelig vejrballon, hvoraf den amerikanske befolkning årligt fandt tusindvis. -: Armstrong:

”Vi har forstået, at Deres fader fandt en vejrballon?”

”Ja, det er rigtigt.”

”Og vi har forstået, at De fandt nogle småstykker?”

”Ja, jeg har en cigarkasse med nogle få stumper nede ved sadelskuret.”

”Vi vil gerne have dem med tilbage.”

”Ja … ?”

Armstrong smilede og sagde:

”Deres far overgav resten til os, og De ved, at han under ed har lovet intet at sige. Vi er kommet for at hente disse småstykker.”

Brazel svarede ligeledes med et smil:

 ”Ok, I må gerne få materialet. Jeg har overhovedet intet at bruge det til.”

Armstrong viste mest interesse for det der lignede fiskeline, og bad Brazel Jr. Om at føre dem ud til fundstedet. Da de havde finkæmmet området, spurgte Armstrong, om Brazel havde flere vragrester eller kendte andre, som lå inde med noget, men han svarede benægtende. Armstrong havde til sidst indslærpet ham øjeblikkeligt at ringe til Roswell-basen, hvis han fandt mere. Det skete aldrig; men andre havde sikret sig vragdele.

Som nævnt havde Brazel, da han gjorde fundet, følgeskab af William, naboerne Proctors unge søn. Før området blev ryddet, tog drengen nogle af sine venner med derhen, og en af dem havde indsamlet noget materiale, som han ville vise sin fader. Senere havde de skjult det i laden.

For at spare den unge William for problemer havde Brazel heldigvis fortiet for myndighederne, at han havde en ledsager, da han gjorde sit fund. Militæret fandt imidlertid snart ud af sagens rette sammenhæng og krævede de vragdele udleveret, som Williams ven havde indsamlet. Alt blev fundet og konfiskeret, hvilket giver en del af forklaringen på, hvorfor det senere har vist sig noget nær umuligt at fremskaffe autentiske vragdele. Man har fremlagt forskellige genstande , men ikke en eneste heraf anerkendes som ægte (”Thruth about the UFO Crash at Roswell" p. 37 & 276).

Supplement 2.2Ak

En transportsoldat taler ud

Robert Smith medlem af Roswell-basens ”First Air Transport Unit”, som benyttede sig af Douglas C-45 firemotorers fragtfly, blev i 1991 interviewet af Stan Friedman og fortalte i den anledning, at en masse mennesker pludselig begyndte at ankomme til basen i forbindelse med den officielle undersøgelse af Roswell-styrtet. -:

”Man sagde, at det var et flystyrt, men vi hørte fra en mand i Roswell, at det ikke var et flystyrt, det var noget andet et mærkeligt objekt.”

Og der var andre antydninger af, at noget alvorligt foregik i de dage. For eksempel blev hele delingen engang passeret af en lasbilkonvoj, som styrede direkte over mod en hangar i den østlige ende, hvilket de slet ikke plejede, dertil kørte konvojen endvidere med både røde lygter og sirener.

Smith arbejdede med i det sjak, som skulle laste vragdelene op i flyene, men blev først rigtigt klar over opgavens vigtighed, da de blev ført over til hangaren på rampens østside. Interviewet fortæller ikke, om det er den samme hangar, som Smith omtaler ovenfor, men overalt stod der opsynsmænd, fortæller han: Væbnede vagter klædt i civil og fremmede på basen. -;

                      ”Når de blev råbt an, svarede de, at de deltog i det-og-det projekt og viste et kort, som ikke lignede et militær identifikationsbevis.”

På hangarens gulv lå en masse jord fra gården. Mandskabet lastede kasserne ind i tre eller fire C-54ere, men måtte intet vide om flyenes bestemmelsessted, blot at de skulle nordpå.

”Alt hvad jeg så var et lille stykke af materialet. Man kunne krølle det sammen og så lade det folde sig ud. Man kunne ikke krølle det sammen permanent. En af folkene kom et stykke i lommen. Den vragstump, jeg så, var to til tre tommer i kvadrat. Den var forrevet. Når man krøllede den sammen, foldede den sig bagefter glat ud. Og når den gjorde det, så knitrede den og lød som cellofan. Der var ingen folder.”

Folkene arbejdede i syv-otte timer  med lastningen og fik frokosten bragt, hvilket man heller ikke plejede at få, igen understregede disse specielle foranstaltninger, at det drejede sig om en vigtig hastesag. Ligeledes alle de bevæbnede vagter, - som stod rundt om ramperne, hvorfra de lastede flyene, - virkede højst usædvanligt, og den officielle forklaring, at det drejede sig om et nedstyrtet fly, øgede kun mystikken. Sådanne fly ville man normalt bringe ud til bjærgningspladsen og da slet ikke flyve dem ud af basen. Så …

Smith giver ikke nogen nøjagtig tidsramme, men af ovenstående fremgår det i hvert fald, at bortflyvningen blev påbegyndt straks efter vragdelenes ankomst og færdiggjort inden den 8. juli 1947, hvor basen sensationelt meddelte verdenspressen, at det drejede sig om en nedstyrtet flyvende tallerken – for så få timer senere, at bortforklare det hele som en vejrballon (”Crash at Corona”).

De begivenheder som Smith refererer til må have fundet sted allerede mandag den 7. Juli, selv om andre kilder viser, at dele af materialet blev fløjet ud allerede tidligere.

Roswell-basen hørte under Eight Air Force, hvis øverstkommanderende hed general Roger Ramey. Hovedkvarteret lå på Fort Worth Army Air Field. Oberst Blanchard, jo altså lederen af Roswell-basen, havde naturligvis straks underrettet generalen, som bad stabschefen på Fort Worth, Thomas DuBose, om at give beskeden videre til Washington. Her beordrede generalmajor Clements McMullen, der arbejdede som næstkommanderende i den strategiske forsvarskommando (: Strategic Air Command), at der øjeblikkeligt skulle lægges låg på sagen.

DuBose stod for al videre kommunikation med McMullen og fortalte august 1991 i et interview, at denne havde ringet senere samme dag (søndag den 6. juli) og sagt: ”… at vragdelene eller emnerne skulle anbringes i en egnet beholder, og at Blanchard skulle sørge for, at de blev afleveret … at de blev anbragt i en egnet beholder, at at Al Clark, som var lejrchef på Carswell (dengang: Fort Worth Army Air Field) skulle tage i mod dem, lænke beholderen til sin hånd og personligt aflevere den til McMullen i Washington. Ingen, og jeg må understrege, ingen måtte diskutere sagen med deres koner, eller jeg med Ramey, ikke med nogen. Fra det øjeblik var sagen afsluttet for vores vedkommende.”

Efter denne besked ringede DuBose til Blanchard og meddelte ham instrukserne, herunder at Marcel skulle anbringe materialet i en egnet beholder. ”De skal sørge for, at den bliver forseglet, anbragt i Deres lille kommandofly og fløjet til Carswell af en behørig kurér (altså af en officer, som har fået såkaldt ’clearing’ til at bære eller fragte klassificeret materiale) og afleveret til Al Clark, som så ville aflevere den til McMullen.” – Få minutter efter gav Blanchard ordre til, at prøver af materialet, som Brazel have afleveret på sheriffens kontor, øjeblikkeligt skulle bringes ud til Roswell-basen.

DuBose så aldrig vragresterne men kun beholderen en plasticsæk. Den vejede mellem fem og ti kilo med en blyforsegling for oven, og hele forløbet tog kun nogle få øjeblikke. Da flyet fra Roswell landede og standsede, fik oberst Alan Clark pakken udleveret af besætningen: ”Clark tog sækken og steg ind i B-26’eren gennem maven på den … Han rakte den til en eller anden … Det var en af den slags, som man lænker til håndleddet, og han rakte den til en eller anden og kravlede derind. Og det var det sidste, jeg så til den. Efter et par … tre timer blev den afleveret til McMullen …”. 

Supplement 2.2Az

Selvstudiemateriale for vordende UFO-forskere

Roswell sagen i stikord

Brug overskriften og teksternes stikord, sammen med kilderne angivet ovenstående og i Bibliografien samt hvad der ellers kan findes til at stykke et billede sammen ... se så!

En fattig bondefamilie

Om Bill Brazel og hans familie. Om fundet, om turen til byen, om reaktionerne, om forhøret, om sønnen og om naboerne: Clint Sultemeier, Loretta Proctor, Lymann Strickland, Marian Strickland. - Bud Payne, Tommy Tyree, Jim Parker.

En top-secret klassificeret officer

Om Jesse Marcel, hans fund, om at opsamle vragdele, om hans søn doktor Marcell, om at fragte vragdele til pressekonferencen, om at blive fotograferet med en vejrballon, om at komme frem med sin historie senere i livet.

En lokal sherif
(og hans datter)

Om sheriffens forklaring udfra hvad Marcel sagde, om at sende folk til et af nedstyrtningsstederne, om sheriffens datters forklaring, om trusler mod loven fra "højere sted". George A. Wilcox, Phyllis McGuire.

Den lokale nyhedsformidling  

Om en vaks radiostudievært, om trusler mod hans station fra "højere sted". Om lokalavisernes historier fra "flyvende skive" til "vejrballon". Pressens udtalelser mange år efter. Frank Joyce.

En forskrækket
general

Om hvordan dækhistorien bliver kogt sammen, om hvordan Marcel gøres til grin, om generalens venner højere oppe. Patrick Saunders, Edwin Easley.

Nogle hemmelige eksperter

Lewis R. Rickett, doktor Lincoln LaPaz. De forskellige steder for nedstyrtningen, en udregning og en senere forklaring. John Wirths udsagn, Kaufmanns mystisk modstridende forklaring.

Mange medvirkende soldater

Udsagn fra folk som medvirkede til at samle vragdele, som vogtede under transporten, som transporterede vragdele (pilotens kone). Pappy Henderson, John Kromschroeder.

En bedemand kigger ind (den forsvundne sygeplejerske)

Udsagn fra bedemanden, som hidkaldes og/eller tilfældigt får nys og hans historie om sygeplejersken, der dels viser dels fortæller og ved.

En hemmelig hangar

Hvor transporteres vragdele og kadaver/overlevende EBEer hen? - Historien om flyvebaserne, smeltet ned til historien om Hangar 18, hvor dette beskrives. Historien om Barry Goldwater og andre. Indledning til basemyterne: Dulcebasen, Area 51, Dreamland, Bob Lazar ... og Camp Hero, Montauk

Historien bryder frem

Stanton Friedman møder Marcels venner og endelig så Marcel selv i 1978e.v., han  møder Bob Pratt året efter. Leonard Stringfield kommer 1980 e.v med en rapport fra Marcel.  September 1980 e.v. kommer Berlitz og Moores bog. Randle og Schmitts forskning, deres strid og spørgsmålet om vederhæftighed. - En meget omtalt obduktionsfilm med eksperters udsagn for og imod (udfra Hessemann blandt andre) og inklusiv de  franske fjernsynsrapporters interviews med førende eksperter i obduktion, special effects og exo-biologi.

Et bekræftende efterspil

En pensioneret oberst fra Pentagon og diplomatiet letter hjertet inden sin død: Philiph J. Corso: "Jeg uddelte high-tech fra Roswell-vragene og startede edb-teknik, laserlys og meget andet." - "The Day after Roswell" skaber stor opsigt og diskussion - senere betvivles den som vanligt - men endnu engang havde en af de, som kunne vide 'noget' og kunne sige 'noget', sagt, at de vidste 'noget' og 'hvad'.

Roswellsagens resumé

Hele sagen som den synes fremkommet, fra nedstyrtning til cover up til den senere fremkomst af historien og dens populistiske udbredelse hinsides hvad vidner og kendsgerninger antyder.

Roswellsagens Rygter

Kort om hvad der så kom ud heraf, fra Roswells nyeste indtjening på UFO-valfartere, til Roswell i medierne, men også  oplæg til de næste afsnit om MJ-12 og A.P. - Om hvordan radiobeskeden kom fjenden i forkøbet med 'en fejlmeddelelse' (UFOen 'styrtede' jo ned) og dermed umuliggjorde at fjenden overtog befolkningerne ved at fremstå som de ufejlbarlige mestre fra rummet. - Hvorfor menneskehedens ledere ikke vil lade menneskeheden deltage og vide det hele: frygten for hvad EBE gør ved undersåtterne... rygterne siger dog også at:

MEN HUSK: ROSWELL-SAGEN DREJER SIG ENE OM EN PROJECT MOGUL VEJRBALLON!!!

Aztec-sagen - ja, prøv at søge på den.

Bentwater sagen søg på den den komplette transskription af det uforkortede, originale Kaptajn Halt Memorandum - 'Out of the Blue'

Kecksburg, Kingsman og andre nedstyrtningssager - også dem kan man søge på.

Supplement 2.2AXZ

La Fontaine-fortællingen

Et "fællesnordisk" UFOstyrt i juli 1955 e.v.: John La Fontaine fortæller, at han har mødt en mand, som hævder at have set en UFO styrte ned i denne periode. Udsagnet blev afgivet ved et UFO diasshow i København. Manden fortalte La Fonatine, at han som skovarbejder i Vestra Norrland, Sverige, klokken seks om morgenen under fældningsarbejde observerede en cigarformet genstand krydse over himlen åbenbart med vanskeligheder. Da de troede, det drejede sig om en flyvemaskine, skyndte de sig mod nedstyrtningsstedet. De forventede støj men mødte kun et stille lysglimt, og et øjeblik senere sugedes alt mod lyset.

Skovarbejderne kastedes til jorden, mens grene og lignende fløj forbi dem. Lidt efter fandt de intet på stedet ud over en skikkelse som lå udstrakt og virkede død, men som senere trak sig tilbage i smerte, da en af de tre mænd gik hen mod ham, trak han sig tilbage i smerte og sagde på perfekt svensk, at han følte sig ramt af et elektrisk chok og at de skulle holde sig fra ham.

De beskrev væsnet som 120 centimer høj, med et stort hoved dækket af tyndt dunet hvidt hår. Ved en eller anden form for telepati fik han to af vidnerne til at gå, mens den tredje blev der i to timer, mens lysskæret gradvis aftog over ufonauten. Denne fortalte om, hvorledes adskillige udenjordiske racer besøgte jorden med en række formål, mens andre blot kom forbi på vej til et parallelt univers.

Den døende ufonauts sidste ord skulle have lydt:

"I er kommet hertil og tager herfra uden at ønske det. Vort liv er en illusion."

Snart derefter slukkedes lysskæret, efter ufonautens ønske bragte La Fontaines vidne den svovllugtende krop ned til floden, hvor den hurtigt opløstes i en kemisk reaktion som lovet.

[OP]