Supplement 2.1

SETI & CETI moderne åndemanermyter (M.ÅM.)

Supplement 2.1A  Teorien om ekstraterrestrisk kommunikation: SETI
Supplement 2.1Ai Drakes ligning dengang (D.L.D.)
Supplement 2.1Aii Hangedens vandhulshypotese (H.VH.) 
Supplement 2.1Aiii Hvem banker Hvor ? (H.B.H.)
Supplement 2.1Aiv Drakeligningens udvikling derefter (D.U.D.)
Supplement 2.1Av Drake-Brinn-ligningen i korrigeret versioneret kallibrering (K.V.K.)

Supplement 2.1A

Teorien om ekstraterrestrisk kommunikation: SETI

ETH, ekstraterrestrialhypotesen, fremsætter den teori, at UFOerne befordrer levende intelligensvæsener og kommer fra livszoner uden for vor jord.

Teorien, i dens moderne, videnskabelige udformning, udspringer egentligt fra Frank Drakes ligning, den matematikagtige formel som viser hvordan sandsynligheden forholder sig angående kommunikerende liv i universet udover på den lille jordklode.

Drakes ligning førte til, at det USA indledte et SETIprogram (: Search for Extra-Terrestrial Intelligence) altså: Søgning efter udenjordisk intelligens.

Startskuddet gik den 8. April 1960 og lidt over middag opfangede man faktisk - i følge beretningerne - et signal, som dog ikke gentog sig, mens projektet, der blev kaldt OZOMA, foregik. Man søger dog stadig efter liv i rummet ved hjælp af radioastronomi.

Drakes ligning blev udformet efter at radioastronomen doktor Frank Drake havde deltaget i et møde, hvor oplægget kom fra den senere kendte LSDforsker John C. Lilly ('Cyklonens centrum') - senere også kendt for sit arbejde med isolationstanke nedsænket i vand.

Lilly kom dengang med det provokerende udspil, at inden man ledte efter intelligens i rummet, skulle man søge den på jord - hans eksempel: delfinerne, som siden fik så stor offentlig popularitet og bevågenhed, netop på grund af deres store hjerner og legelystent intelligente livsform (L.I.L.).

Supplement 2.1Ai

Drakes ligning dengang (D.L.D.)

Efter dette møde dannede deltagerne over et glas champagne den siden så berømte "delfinklub", og i denne klub fremlagde den unge doktor Frank Drake (D.F.D.) nervøst sin ligning (her resumeret efter Drake, Howard Blum & Ben Bova). Den tager udgangspunkt i størrelsen N:

N              Antallet af mulige civilisationer i rummet som kan tænkes at foretage radiokommunikation til andre mulige civilisationer =  

R*      stjernedannelser om året, altså hvor mange nye stjerner drr fødes

Fp     heraf uddrages nu den del, den fraktion, hvor nye stjernedannelser fører til dannelse af planeter, altså planetfraktalen Fp

Ne     heraf uddrages nu det antal (engelsk number) af planeter hvor livet kan opstå, engelsk evolve, altså evolveringsnummeret Ne

Fl      heraf uddrages nu den del, den fraktion, hvor livet så faktisk opstår, livsfraktionen Fl

Fi      heraf uddrages igen den del, den fraktion, hvor livet så udvikler sig til intelligent liv, intelligensfraktionen Fi

Fc     heraf uddrages den del, den fraktion, hvor det intelligente liv udvikler ideen om interstellar kommunikation engelsk communication, kommunikationsfraktionen Fc

L      den sidste faktor angår den forventede levetid for en kultur, som har udviklet mulighed for interstellar kommunikation, livstidsforventningen L

Hele Drakes ligning altså:

N = R* Fp Ne Fl Fi Fc L

Antallet af mulige civilisationer i rummet fremgår af det antal stjerner som fødes årligt, heraf de stjerner som udvikler planeter, heraf de planeter som kan udvikle liv, heraf de planeter som så udvikler liv, heraf de planeter som udvikler intelligent liv, heraf så de planeter hvor intelligent liv begynder på interstellar kommunikation, heraf endelig livstiden for de planeter som foretager interstellar kommunikation.

Når man nu betænker det enorme antal stjerner i galakserne, bliver der faktisk et pænt muligt antal planeter tilbage, hvorfra kommunikation kan forestilles, så mange i det videnskabelige system søgte faktisk dengang og siden efter livstegn på denne vis.

Supplement 2.1Aii

Han-gedens vandhuls hypotese (H.V.H.)

Man valgte i projekt OZOMA bølgelængden for vand, 21 centimeter, idet man havde en teori om, at alle væsener mødes ved "vandhullet", og at andre derfor nok havde tænkt det samme, og så valgte man de strålinger som kan aflæses af de moderne radioteleskoper.

Med tidens gang søgtes der nu på millioner af kanaler samtidigt, dog stadig lød de officielle meddelelser, at ingen kontakt havde fundet sted.

Mange af de førende forskere har forestillet sig i fantasien, hvad der ville ske den dag man modtog et budskab. Såvel den verdensberømte astronom Carl Sagan i romanen "Contact", som astronomen Fred Hoyle i romanen "Den sorte tåge" også bogen "Invasion fra Andromeda". I sådanne tilfælde forestiller de sig, at de intelligente væsener i en anden verden ville sende os en konstruktionsplan for en maskine, hos Sagan en fantastisk tids/rum maskine og hos Hoyle en besøgende studiemaskine eller en invasionsmaskine.

Men hvor meget man end søgte, sagdes det altså stadig: "Desværre, vi har ikke hørt fra dem, endnu.".

Supplement 2.1Aiii

Hvem banker Hvor? (H.B.H.)

Kun en enkelt gang skulle der komme en art budskab igennem, som ingen fattede en meter af. Det skete den 14. Februar 1976, hvor en mystisk musikalsk resonans pludselig kom igennem på radiolytteposten i Arizona, USA.

Signalet havde toner og overtoner, hvor menneskers øren ikke opfatter, og selv når man skrev det ud i nodesystemet, gav det ingen mening. Myternes siger, at dette berømte signal, gav Steven Spielberg sin idé til den lille sang, som formidler kontakten i filmen "Nærkontakt af 3o", men måske drejede det sig om et kodet signal, slet ikke henvendt til mennesker.

I hvert fald gik signalet blot forbi jorden på sin vej fra stjernen Ophiuchi godt 17 lysår væk fra jorden og til stjernen Eta Cassiopeia 18 lysår i den anden retning. Jorden lå altså godt halvvejs i signalets forløb, så selv om det lykkes en dag at tolke et budskab, så henvender det sig formentligt slet ikke til jordmennesker.

Millioner af mennesker havde i de år tænkt, at der findes andre måder at kommunikere interstellart på end ved at bruge radioteleskopi.

Måske udvikler teknologiske kulturer sig så hurtigt, at ideen om radiokommunikation bliver distanceret af metoder mennesket endnu kun kan gætte på, og måske lærer intelligente beboere på andre planeter at forholde sig mere forsigtigt, før de fortæller omverden, hvor de bor og andre vitale oplysninger.

Hos den kendte science-fiction forfatter L. Ron Hubbard, i hans næstsidste roman "Battlefield Earth", finder et fjendtligt herskerfolk i galaksen faktisk frem til jorden, da de opfanger den sonde med en beskrivelse af mennesket og solsystemet, som blev opsendt med Voyager. Mange science-fiction forfattere har brugt dette tema, også Arthur C. Clarke.

Endelig må mange mennesker også have ment, at jo, der findes skam beboede kloder med intelligent kommunikerende overlevelse i universet, og de kommunikerer med nonlokale metoder, så som den kendte teoretiske fysiker Alan Aspect påviste, at det kan ske nede på det subatomare plan: budskaberne rejser måske så ikke i mange år,  som SETIforskningen oprindeligt forestiller sig, men om- eller forplantes øjeblikkeligt, altså nonlokalt.

På det mere jævne har millioner af mennesker rent faktisk tilsluttet sig ideen om, at der foregår kosmisk telepatisk kommunikation (K.T.K.) på kryds af og på trods af rummets tilsyneladende uovervindelige afgrundsgabende dybe svælg som beskrevet siden hen her.

Supplement 2.1Aiv

Drakeligningens udvikling derefter (D.U.D.)

Inden for selve SETIforskningen søgte man at revidere teorien, David Brin (in Bova, Ben), som både underviste i fysik på universitetsplan og kendtes som en prisbelønnet science-fiction forfatter, havde - med Drakes varme anbefalinger - foreslået følgende uddybninger:

V      en hastighedsfaktor ved hvilken en teknologisk kultur spreder sig i verdensrummet, efter det engelske velocity, altså velocitets- eller vækstfaktoren V

L2     en langlivsfaktor, den periode et rumekspanderende folks radioinstallationer og alle andre apparater anvendes, inden kulturen går i sig selv, forandres eller forsvinder fra stedet. Denne faktor kaldes langlivsfaktor 2 L2

A   Endelig fremhæver Brin så en A-faktor, efter de to engelske ord approach/avoidance: tilnærmelse eller forholden sig og undgåelse, som indebærer at mennesket måske ikke forholder sig realistisk og nærmer sig de signaler intelligent liv udsender, at man måske undgår at indse, at kometer kan bebos, at planeter dækket med vand måske eksisterer, at væsener kan leve under helt andre forhold end mennesket forestiller sig. Altså en A-faktor, A

Hele formlen bliver så:

N = R* Fp Ne Fl Fi Fc L V L2 A

Hermed begrænser man søgeområdet lidt, og tager en smule kvantemekanisk hensyn til sin egen måde at observere på. Det syntes nu efterhånden sandsynligt for videnskaben, at udviklingen - her såvel som andetsteds i universet - går så hurtigt, - især sammenlignet med den tid radiotransmission bruger i rummet -  at man måske ikke skal regne med særligt mange signaler udsendt i den periode, hvor det forekommer teknisk indlysende.

Således forklarede de mange videnskabsfolk, som håbede på kontakt "den store stilhed", som det kaldes i SETIkredse. Carl Sagan fremsatte yderligere teorier om, at mange folk i rummet måske lever mere fredeligt, ja pacifistisk, og kun spreder sig forsigtigt i solsystem og galakse, mens andre folk, de mere voldsomme (så som menneskene på jord?) ender med at sprænge deres univers i atomare småstumper eller lignende selvødelæggelse. Da vil den første type kultur, de fredelige, pacifistiske, rumbrødre, synes faktisk at manifestere sig i store mængder, når de troende, som "kanaliserer budskaber" forsamles og lytter.

Supplement 2.1Av

Drake-Brinn-ligningen i korrigeret versioneret kallibrering (K.V.K.)

Man burde måske tilføje Drakes ligning i Brins videre formulering fire yderligere faktorer:

P      heraf den faktor hvori sandsynligheden, engelsk: possiblity, for at kommunikation afsendes og modtages vurderes. Heri absolut også indbefattet de tre reduktioner Brins faktorer V, L2 og A omfatter, altså den hast hvormed man løser problemet med kommunikation og rejse i rummets tider, hvor længe man lever og sender hvorfra og hvem man sender til. I 1960'erne forestillede man sig enten et signal sendt af sted en gang, som mennesket så tilfældigvis opfatter, eller et signal i en uendelig gentagen serie, sendt fra en relativt fast position, som blev ved med at sende samme signal igen og igen. Altså muligheds- possibilitetsfaktoren P

P2     heraf en faktor efter det engelske permission, også et dansk fremmedord for tilladelse og bukser. Permissioner kunne omfatte spørgsmålet om hvem som har bukserne på: en art intergalaktiske regering eller styrelse, vedtagne "naturlove" mellem intelligente væsener med interstellar kommunikation, den samme type godkendelse som radiooperatører skal have i på jord, en kollektiv bevidst og underbevidst accept af fænomenet som gør det virkeligt, permissionsfaktoren P2

Wh    heraf den faktor som angiver viljen, engelsk willingness, til at kommunikere, altså en vilje til at kommunikere nu man behersker Fc, denne vilje omfatter såvel viljen til at kommunikere med mennesker, og at lade mennesker kommunikere med andre, fuldstændigt som med en komputer der søger at komme ind på et netværk, ved at lede efter signaler og at sende signaler med sin kommunikationsport. Den anden faktor omkring viljen til at kommunikere beskriver den menneskelige faktor, efter engelsk human, altså viljen til ville kommunikere med mennesker Wh

Sk              Endelig den faktor hvor to eller flere kommunikerende parter synkroniseres og kalibreres, altså at der i kommunikationssituationen findes en tidsmæssig overensstemmelse, enten udfra den non-lokalitet, doktor Aspects berømte forsøg påviste, eller via en anden rum- og tidoverskridende faktor, eller i det mindste en faktor hvor synkroniseringen omfatter årtusinder mellem afsendelse og modtagelse (det store problem i L2). Og synkroniseringen betinges så af, at de til kommunikationen valgte apparater og deres sende- og modtagefrekvenser kalibreres, det vil skrive bringes i målemæssig, funktionel sammenhæng, opnår samme kaliber: maskinerne, terminalerne skal altså indstilles når de først findes bragt i samtid: synkroniseringskalibreringen Sk

Så i S.M.S. version bliver Drake-formularen altså.

N = R* Fp Ne Fl Fi Fc L V L2 A P1 P2 Wh Sk

Men så skulle det altså også kunne lade sig gøre at kommunikere interstellart, ja måske endda intergalaksisk, også selv om man, hvis det stadig kun foregik med radiobølger, ville blive henvist til signaler som sender en-vejs, og som måske først kunne opfange svar om tusinder af år bag fjerne lysårs horisonter i himmeldybels uendelige omfavnelse.

Man kunne i de år få oplysninger om og selv bidrage til SETIforskningen på Internettet:

http://www.seti.org

[OP]