Manual 1.8

Den Angelsaksiske Runerække - Friserrunerne

Manual 1.8.0 Om den Angel-Saxiske - Frisiske Runerække 
Manual 1.8.1 1: FEO-Runen
Manual 1.8.2 2: UR-Runen
Manual 1.8.3 3: THORN-Runen
Manual 1.8.4 4: OS-Runen
Manual 1.8.5 5: RAD-Runen
Manual 1.8.6 6: CEN-Runen
Manual 1.8.7 7: GYFU-Runen
Manual 1.8.8 8: WYN-Runen
Manual 1.8.9 9: HAEGL-Runen
Manual 1.8.10 10: NYD-Runen
Manual 1.8.11 11: IS-Runen
Manual 1.8.12 12: GER-Runen
Manual 1.8.13 13: EOH-Runen
Manual 1.8.14 14: PEORTH-Runen
Manual 1.8.15 15: EOLH-SECG-Runen
Manual 1.8.16 16: SIGEL-Runen
Manual 1.8.17 17: TIR-Runen
Manual 1.8.18 18:BEORC -Runen
Manual 1.8.19 19:EH -Runen
Manual 1.8.20 20: MAN-Runen
Manual 1.8.21 21:LAGU -Runen
Manual 1.8.22 22: ING-Runen
Manual 1.8.23 23: DAEG-Runen
Manual 1.8.24 24: ETHEL-Runen
Manual 1.8.25 25: AC-Runen
Manual 1.8.26 26: AESC-Runen
Manual 1.8.27 27 YR-Runen:
Manual 1.8.28 28: IAR-Runen
Manual 1.8.29

29: EAR-Runen

Manual 1.8.0

Om den Angelsaksiske Runerække - Friserrunerne

Da man i Norden grundlagde & begyndte at arbejde med "16-futhorken", havde man i de foregående århundreder stort set ikke rejst runesten, det begyndte man så på igen. Samtidigt gik man i det frisiske og det angelsaksiske den modsatte vej:

-: Hvor nordboerne rationaliserede oldtidens runerække (R.O.R.) og bragte den på en kort anvendelig fod, som kunne forstås af alle indviede, dar udvidede friserne og angelsakserne deres runerække, som i nogle versioner kom op på over 30 runer.

Den frisiske runerække gennemgår en udvikling, fra cirka 400-500, det vil sige fra kristendommens indførelse i Irland og England, der opstår i det sydvestlige England en runerække (: den angelsaksiske) som man man senere også kalder den frisiske. Dær optræder runerne i en lidt anden skikkelse.

Hvor vikingerne stadig holdt kristkirken stangen og hvor Nordens folk nogle få århundreder senere slap af med romerkirkens diktatur, skete der sjovt nok det hos friserne, anglerne og sakserne, at kristkirkens mænd gik forud og faktisk skabte de nye runer, efterhånden som sprogene udviklede sig.

Karl (den såkaldte Store) som levede fra 742-814 e.v. gennemførte fra omkring 772 e.v. en tvangs-kristificering af saxerne. Han brugte de kendte midler så som: henrettelse af standhaftige asatru mennesker, massemord på hele landsbyer, tvangsforflyttelse og så videre:

-: Den niddingedåd, Karl den såkaldt Store huskes og hades for blandt asatru mennesker, blev udført i 772 e.v., hvor hans morderiske lejesvende omhuggede Irminsul, verdensaltets søjle: en helligdom i Westfalen nordøst for Paderborn.

-: Hele vien blev ryddet og ødelagt og alle skatte blev stjålet, alt sammen i kristendommens navn! -: Tiden for at samle Europa under romernes herredømme oprandt.

Det system man siden fordømmende kender som 'feudalismen' opstod i Karls storrige. Han kunne ikke selv holde øje med alt, så adelsmænd fik stor indflydelse, og dermed blev grundlaget for at undertrykke de frie bønder lagt. - Men, men - nordboerne kom stærkt igen!

-: Mest på mønter og den slags værdiobjekter, finder man de senere angelsaksisk-frisiske runer. Runesten ses kun sjældent (S.K.S.) i det frisiske og angelsaksiske område.

Af i alt cirka 60 jordfund, kendt under S.M.S.-manifesteringstiden, kunne man kun tyde omkring de 25. Dog havde man, som nævnt, en del mønter, der kunne oversættes, men her står for det meste blot møntmesterens navn, kongenavne og lignende.

Videre herfra står de angel-saksiske runevers dels i deres originalversion, dels som de oversættes og anvendes i "ManiRiten":

De 29 angel-saksiske runevers i FriserFuthorken start her

(Moderne version SMS, old-angelsaxisk efter blandt andet John Kemble th = Othelia; th = Thorn).

[OP]