Runeringen

Runecirklen, Runeringen, kendes fra oldgammel tids overlevering (O.T.O.), og man kommer næppe uden om, at den forklarer en hel del af det verdensbillede, man havde i vikingetiden. Det virker over alt i oldtiden naturligt, at man ser tilværelsen i cirkler. -: Alt kunne opleves som evigt tilbagevendende forløb: sæsonerne, menneskets liv og død, kort skrevet: naturens gang.

Det blev derfor naturligt at se sig selv stå i cirklen eller "RuneRingen", som den egentlig blev kaldt:

Nord = op, syd = ned, og man står selv lidt nord for krydset, således at man kan se tre veje foran sig, mens den fjerde ligger bag en. Man har ingen rigtig erindring om det dér bag dig, for man står hvor dette punkt lå, dengang man fik sin første erindring om runerne. Ligesom Alfader, Odin, der hang i træet. Han havde i sin vision et lignende synsfelt og så i dette runerne for første gang. Igen i Thøger Larsens smukke, poetiske oversættelse af "den Ældre Edda" læser man herom ("Havi-Mål" vers 142-143):

Runer skal du finde og rådede stave,
meget store stave, meget stærke stave,
dem tegned Fimbultul,
høje guder dem gjorde,
Magternes Hropt dem ristede.

Odin hos aserne, for alferne Dain
og Dvalin for dværges flok,
Asvid for alle jætter,
selv risted jeg somme.

Denne overlevering viser, at Odin ikke så alle runer på én gang, da han hang i træet, men de blev samlet op lidt efter lidt, for til slut at danne en helhed nemlig: Runeringen.

På præcis samme måde vil man selv lære dem lidt efter lidt og forstå dem lidt efter lidt, for til sidst at blive en indviet, en Gode for mænd, en Gydja, for kvinder. Til den tid vil man altså blive en mester i læren om runerne såvel i dagligdag som i trolddom.

Man kan altså stå i krydset en smule nord for centrum og se mod Fe-runen. Man kan naturligvis nu dreje hovedet til højre og til venstre, så kan man se helt hen til Tyr-runen over venstre skulder og til Ken-runen over højre. Dette dækker hele første og hele tredie æt, som man altså kan se umiddelbart, mens den mystiske, magiske anden æt ikke kan ses, derfra hvor man står.

De tre runefamilier

De otte højtiders tegn

Inspireret af runerne har menneskene fra forne dage fundet på en række mærker, som de har prentet, ridset, ætset, hugget, snittet altså mærket deres daglige brugsgenstande, deres smykker, såvel som deres magiske redskaber med. Disse tegn lever videre i folkene, man bruger dem stadig, herunder nogle få af de mere kendte:  

De otte højtider for årets gang - tidehverv - kulurtegn:

Imbole 1/2	Forårsjævndøgn 20/3	Majdag 1/5	Sommersolhverv 21/6
Lamas 1/8	Efterårsjævndøgn 23/9	Samhain 1/11	Vintersolhverv 23/12

Andre runetegn: 

Den amulet S.M.S. benyttede til sine indvielsesritualer - kunne købes i Nationalmusets Butik - den forklars og tydes andetsteds i disse S.M.S.-ruller:

Primitive frugbarhedsamuletter

Med S.M.S.-manifesteringssamtiden voksede blandt asatro mennesker en professionel smykkeindustri med mange dygtige smede frem, smede hvis flotte ting let kunne findes først ved vikingemarkeder siden via internet. Her i et skønsomt udvalg fra dengang:

Runesmed i telt på et vikingemarked:

Ægirs Hjælmir

Ægirs Hjælm

Dette tegn brugtes dengang især på Island, som en beskyttende talisman og kendes på denne smukke gode ø langt, langt tilbage i historien. Tegnet kan så at sige kaldes alment, især prentet på en rundt skive eller mønt, båret om halsen.  

Hrungners Hjerte

Hrungners Hjerte, bruges som beskytter mod ondt, og især mod ulykker. Tegnet nævnes i Snorris Eddasagn, Skjaldeskabslæren XVII. Mærket kendes i mange forskellige udformninger og bruges meget overalt i Norden. Se under Valknuden som ligner det traditionelle Hrungnerhjerte, der altid tegnes med tre spidser men i forskellige konstruktioner.

Thors Hammer

Mjølner; Thors Hammer kendes først og fremmest fra vikingetiden og frem. 

Den bruges blandt asatro mennesker som mærke i lighed med det kristne kors og kunne findes ikke blot som kopismykker fra fortiden men også i utallige version fremstillede af smykkesmede. 

Den findes også i mange forskellige varianter. repræsenterer det indviede som står ved magt, såvel som den rå asa-styrke. - herunder stiliseret Thorshammer i Runeringen:

SolhjulsSeglet (SHS)  

Solhjul. Kendes sikkert siden keltisk jernalder, 2500-1500 år før S.M.S.-manifesteringen. Genfindes fra klippernes helleristninger, over vikingetid og frem til nutiden. Står for årets, livets gang. Starter i bunden og går venstre om op og rundt. Den øverste vej fører til det ukendte.

Valknuder

Valknuder findes i flere udformninger og kendes fra blandt andet de gotlandske billedsten. Tegnet ristes altid med tre trekanter der har spidsen opad men bundet ind i hinanden. Valknuderne forbindes med Odin, og danner, som navnet siger, en slags magiske tegn på krig, på valpladsen, og de brugtes under S.M.S.-manifesteringstiden mest af de vikingegrupper af sktive oldforskere som opstod i de år, og som gav opvisninger i våbengny ved vikingemarkeder. Ses aldrig på almindelige runesten. Valknuden kan som skrevet findes i mange versioner for eksempel dette smykke:

Triskele

Hankekors

Brugtes ikke på vikingtiden i samme grad som triskelen, der jo i sine komponenter kan sammenlignes med både valknude og Hrungnerhjerte.

Labyrinter

Da tiden kom for den egentlige S.M.S.-manifestering, da stod skriveren i den situation, at der skulle skabes en hel del oversigter og opsamlinger af viden om konkrete forhold. Man havde ved slutningen af 1980erne fået de elektroniske midler primært såkaldt tekstbehandling, og generalsekretæren kunne nu skabe selv ret så indviklede tekster, som løbende kunne revideres og udbygges. 

Dog endemålet dengang gik stadig på, at man til slut ville kunne trykke - "printe" - manuskripterne ud og binde dem ind for derefter at overlade dem til de yngre, som, når de selv blev ældre, kunne overlade dem med deres tilføjelser til de yngre og så fremdeles altid indenfor den snævre kreds af interesserede i højere heksekunst. Sådan så vidensformidlingens labyrint stadig ud (og havde set sådan ud i årtusinder) ved den store "konvegens" i 1987 af den almindelige tidsregning (se mere herom i forordet til S.M.S. rullerne), hvor nedskrivningerne påbegyndtes.

Men da tiden kom til at afslutte S.M.S.-manifesteringen, altså hen mod Vintersolhverv 2012 efter samme tidsregning, havde man jo fået "Internet" - hvor den interesserede selv kunne slå alle disse tegn op og finde forklaringer o.s.v. dertil. Som noget nyt oven i de elektroniske midler havde denne generation så den historiske interesse, som jo skulle vise sig at have en langt større interessegruppe end den traditionelle snævre kreds.  Så i stedet for at fremstille store altomfatende samlinger af "sjældne" sager, kunne societets generalsekretær udføre sit arbejde med en mere teoretisk, spekulativ men også praktisk og konstruktiv synsvinkel - som den sidste og den første og som sådan den største af sin art. 

Og en opfodring som: "Find du nu selv ud af labyrinternes betydning i oldtid og vikingetid ja helt frem til moderne tid" virkede nu hverken som ondsindet afvisning af den interesserede eller som hovmod, men kunne optages som en ærlig og god opfordring til umiddelbart videre selvstudie. Så gør det, hvis S.M.S.-interessen vil forstå virkelighed i hjerne og omgivelse, visdomsveje samt fortidens afmærkninger af farbarhed - de såkaldte labyrinter. 

Førhen kunne det jo tage den interesserede måneder at anskaffe sig for eksempel bogen bag en litterær henvisning til et begreb som 'landskabsfortryllelse', beskrevet blandt andre i en af John Michells bøger fra den tid; eller hvad med Crawfords "The Eye Goddess" - siden: ja så ... Nå, begge bøger kan findes i Bibliografien og inspirerede S.M.S.-aktivisterne dengang og bringer stadig læseren tæt på nogle af menneskers ældste motivgrupper. 

Så man måtte altså siden hen nu nok kunne konstatere, at den store historiske, kulturelle interesse med samt de kollosale teknologiske forandringer under S.M.S.-manifesteringstiden bragte menneskeheden ud af en ellers tilsyneladende umulig labyrint, og dette gjaldt også de specialiserede magiske systemer (S.M.S.).

Tre gange T (T.G.T.)

I disse afslutende afsnit vil det blive klart, at der lidt efter lidt kom en ende på runeriet i Norden. Enden blev dog ikke ikke permanent, nordboere skriver stadig med runer den dag i dag (D.I.D.), og det som aldrig før:

På Pelles "Ulvesten" ses de tre gange tyr i Tyrs hånd foran ulvens gab:

Man har også længe brugt 3 gange Fe - for eksempel:

Dette tegn brugtes blandt andet af den folkebevægelse som ønskede at frigøre Skåne fra det svenske overherredømme:

Kvist- og punktruner

Kvistruner

I runetiden havde man også runer, som så lidt anderledes ud, end dem som normalt ses. Her drejer det sig om de såkaldte "kvistruner" og "punktruner": Disse findes anført her i Runerullernes rulle om Futhorken. Se blandt andet her i Runerullerne under: Naud N, Ass A, Tyr T, Sol S.

Punktruner  

Flere af disse findes også anført her i Runerullernes rulle om Futhorken.

• Punktruner: Y, G, E, P, V

• Og i Sverige: O

• Sôl-runen findes som en halv streg

Sådanne kvistruner og punktruner findes blandet, så at nogle futhorker har begge rune-tegn i sig, og nogle runefolk bruger enkelte af disse hjælpetegn, men ikke dem alle.

Der findes også de såkaldte "Hälsing-runer", der bruges som en slags rune-stenografi, en hurtig måde at skrive på med specielt forenklede tegn. Mere præcist: Hälsing-runer ristes uden midterstaven. Men der findes kun tre fund med dem, alle tre fra Hälsingland og muligvis ristet af den samme person.

Samstavs-, binde- og venderuner

Samstavsruner

Samstavsruner kendes især fra vikingetiden og findes ofte som en slags udsmykning, og måske især som en magisk handling på sten. Systemet synes såre enkelt: staven som danner grundlag for alle runer, ligger under den egentlige tekst, og runernes tværstave udgår så fra denne grundstav eller: "samstav". Alle runerne undtagen Sôl-runen kan skrives som samstavsruner. Man bruger det ofte som en formel: "Thor vie runer" et eksempel kendt fra det danske nationalmuseums runehal i København. Det kan i førstningen synes svært at se dem, men har man først opdaget dem ganske let.

Binderuner

Binderuner bruges normalt inden vikingetiden og betyder to hele eller delvise runer sat sammen som ét tegn. For eksempel:

Om man gjorde det for at opnå et bestemt antal tegn, som nogle mener, eller for at spare plads, som andre mener, ved videnskaben ikke, men binderunerne findes. Og man kan som regel tyde dem. De bruges ikke i nyere tid, det gør samstavsruner derimod; dog skete der det under S.M.S.-manifesteringstiden, at de firmaer som skabte endnu en af de mange computer- og data- transmissionsprotokoller, nemlig den de kaldte: "Bluetooth", skabte en binderune som varemærke, historien går, at man valgte det første bogstav i de to ord i kongenavnet Harald Blåtand (911-986), altså Hagal og Birkana, og skrev dem sammen i en binderune, der snart kunne ses på de mange maskiner, som brugte denne protokol. 

Binderune med i det minste Hagal, Tyr, Naud, Ass, Iss og et omvendt Sol:

Venderuner

Venderuner kender videnskaben (V.K.V.) heller ikke så meget til. Man ser dem sjældent (S.D.S.), og sker det, så ses ofte kun Oss-runen (O.K.O.) og Fe-runen, som vender den anden vej, begge versioner kan jo findes her i Runerullerne under gennemgangen af Futhorken.

Man har fem runer født til at sno sig sådan (S.S.S.), nemlig hele den magiske anden æt. Her ser runerne ens ud på lidt forskellige måder: om de nu vendes den ene eller den anden vej (spejlvendt) eller den ene eller den anden vej op og ned. Hvorfor netop disse fem runer, der altså kan vendes og drejes, står i samme æt ved videnskaben ikke, men det findes altså faktisk (F.A.F.) som en morsom detalje og som et oplagt emne for magiske spekulationer.

De fem runer i anden æt :

Hagal	Naud	Iss	Ass	Sol

Valdemarruner

Den sidste officielle runerække i Danmark kaldes "Valdemarrunerne". De kendes eksempelvis fra Fasti Danici, en dansk runekalender skrevet på papir i 1328, og fra Codex Runicus. Denne gamle overlevering af Skånske Lov står skrevet med disse runer, Valdemarrunerne, opkaldt efter den store danske konge Valdemar Sejr (1202-1241). På den tid forholdt det sig sådan, at man ikke havde love for hele Danmark, men i stedet havde de såkaldte landskabslove: Jyske, Sjællandske og Skånske Lov.

I første omgang vandt kristkirken den kamp som rasede, og som så ofte før og siden holdt danskerne tilsyneladende med de forkerte, nøjagtigt som Loke beskylder Odin for i "Den Ældre Edda": "Loki-Spliden" vers 22:

Ti stille, Odin, som aldrig kunne dele
kampens kår mellem mænd,
ofte gav du dem, du ikke skulle,
de sløve i slaget, sejr.

Danskerne holdt med paven i Rom, men paven i Avignon vandt den pavestrid, som rasede de år, og Danmark fik interdict, det vil skrive forbud mod at kirken kunne give det kristne sakramente til folk, så de nye herrer i landet kunne altså ikke udføre deres kirkelige handlinger.

For at få interdictet ophævet, måtte danskerne til gengæld lade kristkirken overtage al undervisning, og den oprettede så de såkaldte "katedralskoler", hvor undervisningen foregik på latin og med de latinske bogstaver.

Sådan fik da runerne deres foreløbige dødsstød i Danmark og efterhånden i hele Norden. Men som altid, når det drejer sig om skrift, tog det tid før den almindelige mand - i dette tilfælde en retskyndig eller dommer - kunne omstille sig, så Codex Runicus findes, som navnet antyder, udskrevet med runer, de runer som skriveren stadig kendte og brugte i sin dagligdag, for det ser ud som om, at der blev oversat fra latinske bogstaver til runer i manuskriptet.

Valdemarernes tid betegner altså et foreløbigt knæfald for den på mange punkter langt mere primitive sydlandske kultur. Fra denne tid blev propagandaløgne, som skulle nedgøre nordens folk, almindelige.

Opfattelsen af vore forfædre som brutale barbarer stammer såmænd nok fra det faktisk brutale barbari, der blev anvendt for at få os til at makke ret. Ideen om at grækerne skulle have opfundet demokratiet - med deres begrænsede medindflydelse for en lille kreds af samfundets privilegerede mænd - blev gennemtvunget overfor et folk, som i tusinder af år havde haft tingstedernes direkte lokale konsensus-demokrati styret af begge køn. I nyere tid og især efter S.M.S.-manifesteringen har arkæologien dog gennemhullet disse tvangstanker.

Et kendt eksempel udgør de danskproducerede "grebtungesværd" fra bronzealderen. Længe skulle nordboerne tro på; at disse sværd blev fremstillet efter udenlandske forbilleder. I dag står det som et fast etableret faktum (F.E.F.), at grebtungesværdene blev opfundet og produceret i Sydskandinavien og derfra blev eksporteret til hele den dengang kendte verden. Dengang - som nu - stod Nordens folk blandt verdens førende i snilde, dygtighed og kunnen. (se for eksempel  Nancke-Krogs bronzealderbog i bibliografien).

Til forskel fra rækkefølgen normalt i Futhorken og også i Futharken satte Valdemarrunerne runerne i alfabetisk rækkefølge, altså man alfabetiserede efter de latinske bogstaver:

Valdemarrunerne i Danmark, som blev de sidste runer i første omgang, blev alfabetiseret, som en slags indrømmelse overfor det latinske alfabet. Men efter 1260 sad kristkirken på skolerne og i sproget blev lukkelydende svækket: P-, T-, K-lyde blev til B-, D-, G-lyde i Danmark. Svenskerne holdt standen på dette punkt, de siger stadig: "löpa", mens danskere siger "løbe" og det lyder som "løve".

Svækkelsen, som også kaldes: "ældre danske klusil-svækkelse", skete ikke blot i sproget. Nej, kun de - overvejende drenge, "poger" som havde råd, ikke de som havde lyst og evner, kom nu i skolerne og modtog lærdommen, og den indeholdt absolut ikke runer, men kun A.B.C. - så, ja, runerne forsvandt for en tid ud af de lærde rækkers pensum.

Da Ole Worm ville skrive sin berømte bog om runer, Monumenta Danica (1643 e.v.), fandtes der ingen hjælp at hente. Han skrev så til Island, idet han tænkte: i vikingernes eget saga-land, der måtte kunne gøres mange fund, men specielt Island havde stor runefattigdom, ja, her fandtes der en dødsstraf for at kende runer: kristkirken havde ødelagt og bortcencureret, alt hvad de fandt om og med runer.

Men på sin rejse i Dalarne i Sverige, det sted som Boreus, Uppsalas kristne biskop kaldte 'paradisets virkelige have', på den kant som hedder Ångermarksland mødte Ole Worm bønder og skovhuggere, som stadig kommunikerede med runernes hjælp. Biskop Boreus ville genindføre runelæren i Norden, men man kendte nu ikke mere til de forskellige runerækker og brugte kun de såkaldte "kalenderstave".

KalenderRuneStave

De fleste kalenderstave, som findes overleveret her i Skandinavien, blev da også lavet på denne tid, ja senere end det. Kalenderstavene, som man beregnede helligdage, såtider og livets gang med, krævede jo et indgående kendskab til 16-futhorken, den runerække S.M.S. primært anvender i dette kapitel, altså "Den Yngre Futhork". Man har aldrig fundet alfabetiserede kalenderstave men kun stave med runer:

Man brugte de syv første tegn for dagene: Fe, Urr, Thurs, Oss, Reid og Hagall, og man delte året således ind, at startede det på en onsdag, startede man dagen ved Thurs, og man gik så til næste dag, Oss, Torsdag og så videre.

På grund af problemerne med udregningen af hvornår den kristne påskefest falder i et givent år, opstod der nogen forvirring i regnskabet, og man blev nødt til at tilføje tre ekstra tegn til futhorken, når den brugtes til dette arbejde med at beregne kalenderen:

Som man nu let kan regne ud, havde hvert år også en rune, første år Fe, næste Urr og så fremdeles. Når så alle 16 runer slap op skabte man altså tre nye runer: for "Årenes Gyldne Tal" beregnes til 19.

Det vil skrive: at efter 19 år står månen igen det samme sted i årets kalender, og da påsken altid begynder første søndag efter fuldmåne i forårsjævndøgn, bliver året altså ens, hvad angår påskefesten, hvert nittende år.  

- De tre ekstra kalenderruner hed:  

 De gamle "24-futhark" runer havde man forlængst glemt, da kalenderstavene kom i brug i 15-1600-tallet af den alminelige tidsregning, men fra den tid har man dem i hvert fald beholdt og beskrevet (B.O.B.). Det skete altså lang tid efter vikingetiden, men viser, at "16-futhorken" ikke nogensinde for alvor blev glemt af landbobefolkningen.

Langt ind i det almene 20. århundrede fandtes der mennesker i Dalarne, som kommunikerer med runer. Aktive Oldforskere havde, under de år hvor S.M.S. manifesteredes, i Ångermarksland observeret, at skovhuggerne stadig brugte runetegn som mærke på de træer de fældede. De betaltes så efter disse mærker, når træstammerne fiskedes op af elven længere nede i Sverige og blev sendt til savværk.

I den anden ende vidste man endvidere, at da Wufila skulle oversætte "Bibelen" til gotisk, havde han nogle lyde, som han ikke kunne udtrykke med de latinske bogstaver, så han skabte nogle runer, som han så brugte i stedet for latinske bogstaver. Denne, den såkaldte Sølvbibel, findes i Uppsala.

Islænderne bruger stadig to bogstaverne fra runerne, nemlig blødt D : Ð og hårdt D: Þ i deres alfabet.

Englænderne havde til for godt 200 år siden også et blødt D: Þ , men det blev helt afløst af Th.

Armanenfutharken

Da tyskerne begyndte at få ideer om at blive et forenet folk og ikke mange små delte statslige fyrstedømmer, opstod der en "völkisch" bevægelse, en folkelig bevægelse, ikke blot i Tyskland, men mange steder i det tysktalende Europa. Og i 1890'erne opstod en idé om, at ur-europæeren - den første mand på disse kanter - hed Arman, en slags nyskrivning for germaner. Denne Arman kom i en fjern fortid til Tyskland og havde derfra spredt sig til Norden og England. Med "Tyskland" mente disse "folkister" Karl den Store (fra 742 til 814) og hans kejserrige, altså: Frankrig, Østrig, Nederlandende, Schweiz, Nord-Italien, Nord-Spanien og det egentlige Tyskland.

Bevægelsen, som i starten optrådte meget eksklusivt, fandt især medlemmer i Østrig-Ungarn og blandt de tyske mindretal i Rumænien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet og Rusland. Ideerne spredtes via rituelle grupperinger: så som Guido von List-selskabet og lignende magiske og mystiske loger for de særligt indviede. List konstruerede i sit skrift "Das Geheimnis der Runen" Armanen-runerækken, med navnene på og så nogenlunde tegnene for de 16 runer i den Yngre Futhork, men varierede tegnene for Oss og As, og tilføjede så to runer: Eh og Gibor, og Eh ligner meget As runen. Dette skabte han som sin fortolkning af Havamals Sang XII vers 146-163, hvor List altså fortolkede de 18 sange, Havi kender, som 18 runer - nemlig dem han foreslog. Da den foregående sang i Havi-Mal jo kendes som "Odins Runesang", følte han måske, at han ikke gik helt galt i byen, selv om den S.M.S.-kyndige jo snildt har genkendte en anden mere tradtionelt korekt og konkret anvendelig brug af Havi-Måls 12. og sidste sang i Indvielsesriten. - I modsætning på List' forsøg på at skabe en "moderne" runerække faldt både hans  ideer om "runegymnastik" og "runehåndstillinger" i god jord med tiden.

Efterhånden kom selve Tyskland med på rune-bølgen og dens folkdrømme, først Bayern siden resten af Tyskland. Så da nazisterne i 1930'erne skulle have sig en historisk baggrund, lå den nationale folkistiske lære tæt på mange af nazisternes drøm om et stor-Tyskland med sin egen ariske historie. Derfor gled disse almindelige tanker og tendenser let ind i det tredie tyskerriges lære som den rene sandhed, og som med kristkirken før blev intet andet tålt.

Selv førende folkister, som havde en anden mening end partiet og ikke forstod at holde en lav profil, blev interneret i kz-lejre som folkefjender. Nazisterne lavede en futhark, som blev brugt i partiet og i dets symbolbrug. Sidenhen kendte mange med afsky deres dobbelte Sôl-rune-tegn, S.S., som står for Schutzstaffel (: Beskyttelsesdeling). De berygtede sortskjorter som udviklede sig til en understat i staten. Nazipartiet valgte også at bruge runen Odal, også kendt som Othelia i 24-Futharken, til læger og lignende.

Der kan findes snesevis af steder i Edda og Saga, som viser at voldsherredømme med fremmedhad og kvindeundertrykkelse ikke hører med i nordisk kultur overhovedet. 

Man kunne drive venskabelige og kameratlige løjer med for eksempel de mange millioner indvandrere fra de såkaldte u-lande, der kom til Europa i S.M.S.-manifesteringens samtid:

Flere heraf mente jo, at netop deres kultur burde regnes for verdens bedste! -: Dog, kom de fra lande, hvor 10 mand brugte en uge til at grave det hul i jorden, nordboerne, med Odins maskinelle opfindsomhed (O.M.O.) og snilde, ordnede med én mand og en gravko på en formiddag. De kom også fra lande, hvor bakterier, vira, underernæring, manglende skoling og massiv undertrykkelse af kvinder, fattige og børn skabte elendighed, fattigdom og menneskeliv, som syntes svære at skelne fra flokdyrets individløse eksistens. 

Derfor fandt asatro mennesker måske nu og da dengang, at disse mennesker burde drilles med henblik på at blive klogere, når de - oppustede af for eksempel religiøs eller småracistisk propaganda - troede deres familieflokke lykkeligere, troede deres primitive uddannelsessystem bedre i stand til at løse de store teknologiske og filosofiske problemer foran alle menesker. 

Men det blev dengang aldrig til andet end netop inkluderende godmodigt drilleri, den slags som endte over et glas mjød med bemærkninger som: "Du er jo go' nok, kammerat, selv om du er lidt af en hængerøv!" Og rigtigt mange danske jøder og indvandre deltog efterhånden - også efter S.M.S.-manifesteringstiden - som for eksempel "arabiske købmænd" i både middelalder- og vikingemarkeder, altså i hvad der blev en blomstrende egentlig folkelig bevægelse - fjern fra fascistoide forsøg på omklamring i fortiden, nutid og enhver fremtid.