Appendiks 1. 4

Ceremoniel Magiske Centrering (C.M.C.)
Appendiks 1.4A5

SolDagNatDagSystemet (SDNDS) Dag-Sol-Rite

Tiden fejres traditionelt (T.F.T.) i fire cirkler:

Magiske myter melder (M.M.M.) at året og cirklen engang havde samme grundtal, dage og år talte pænt op til samme 360, kalenderen passede derfor ... men måske drømmer disse minder blot, og i stigende grad siden de første fastboende menneskers så og høst-kalender, har den stjernetidskloge skullet få dage, uger, måneder, årstider og år til at hænge sammen.

De gamle Ægyptere fastholdt konservative som altid et 360 dages år, men man kendte jo nok den lille forskel, så når de 360 dage udløb fejrede man 4-5 raballerdage, hvor øllet flød, stærkt og godt, mens Nuit, den store, den ældste, slangekvinden i himmelblå, fødte sine 4-5-linger, de store guder som præsteskabernes myter prædikede: Isis, Osiris, Nefthys og den slemme Set, balademageren, den uberegneligt onde faktor, LokeLorten - der jo i årets løb vil bryde harmoniens solcirkelskive (SCS) og narre sin godtroende, populære broder, Osiris, ned i sarkofagen, ned ad floden, ned til vesterlandets dødeverden (V.DV.).

Dog, på samme vis som 'Ran føder Vali i Vestersale' og vankelløse ukæmmede Vale (V.U.V.) hævner den ikke nok begrædte Balders død, på med noget nær samme retfærdighedsudførende reparativ rigtiggørelse (R.R.R.), vil Hor, det femte "rabalderbarn": Horus, fange Set, og i bedste hærgende hørg hidsighed (H.H.H.) afrive hans testikler og tæske dem i støvet foran Re, Solguden.

Dog - myten genindsætter sin grundliggende meddelelse: misteltenspilen berøver igen livets sol sin glans, hvor meget verden end græder over Balder; Osiris hopper på højden af sin solskivestrålende (SSS) glans ned i sin kolde stenkisteskude (SKS).

I det barskt varme - og udenfor myggeplagens livgivende mudderdelta (M.L.M.) golde nordafrikanske ægypten, havde disse oldgamle tidlige ordekvibrilister (O.T.O.) måske nok behov for at kunne overbevise sig selv og menighederne om at verden, årets gang som man nu ved at året går, når man har observeret det i mange tusinde år, egentligt kan kaldes godt. -:

Så selv om årets dage og nætter, sole og måner, altså går i stykker, når himmelgudinden skal føde sine fire børn, så regnes jo både Osiris og Isis for absolut gode, det giver de halvtreds procent, mod Sets 25 procent ondskab, og så falder loddet jo med den mystiske Nephtys, hende som både hjælper sin broder Set og sin søster Isis.

Som du, den S.M.S.-vandte læser vil genkende med viden, falder hendes lod i en 12/13-dobbelttælling.

Så heraf følger at enten regnes verden for

eller:

Så årets gang fejres med symbolske gestaltninger af den forståelse, de vise har oparbejdet, hermed forklares fælleskabet fyldestgørende (F.F.F.) om eksistensens cykliske egenskab (E.C.E.) - makroperspektivet. - Og selv om de ældre og ældste nordboere, bræens iskolde børn (B.I.B.), måske nok kun fejrede tre vendepunkter i deres tidsregningstabel (TRT) - så har man traditionelt i norden fejret solhverv, jævndøgn og kulur, otte årlige sæsonbundne fester. Se evntuelt både her og der i disse s.M.S.-ruller efter både gruppe- og solo-riter til disse fester efter god oldnordisk godeskik (G.O.G.).

Med månedsriten, nærmer teksten sig nysgerrigt den ældste af de gamle, 'Jorden er blodet, blodet er jorden' blotmesser oldemorolde blodmenstruerende (BM.OMO.BM.).

Mani? - så gammel man husker næppe ham Mani (M.H.N.H.M.) - Sin i Sumerlandet (S.I.S.) månemanden regnes for gammel, den ældtes.

Faktisk tydes nogle af de i s.M.S.-manifesteringstiden ældste forarbejdede levn, som stenindhuggede månekalendere, og nu det skrives sådan her så fornnemmes måske fornetidens hellige gru over dette - det fra jorden set største - himmellegeme. Månegangens genkommende forsvinding, dens pagt med den XY-kromosom-bærende kvindekønslige ægudløsningscyklus. -:

En af de mange konsekvenser af kvindedominansen: fødselsdage. Selv om vestverdenen verdsligt har anvendt den gregorianske kalenderrevision, så kender langt de fleste af klodens beboere deres såkaldte 'stjernetegn' og i forbindelse med fødslen har folkeslag overalt anvendt divinariske metodikker. I Norden inviterede storbonde da Vala, de gamle kvinder, skøre og mærkelige med deres store indsigt og viden: og når de havde fejret og festet bravt, udsagde de den nyfødtes skæbne.

Som vi ved fra saga og sagn (S.O.S.) holdt deres 'profetier' - selvopfyldende eller ej. - Oehlenschläger genfortæller jo mesterligt ...

Men fødselsmonopolets ælde og dets sammenhæng med månen, bringer udover fødselsdagens betydning som astrologisk faktor i den astronomiske solårscirkel, netop også den forsnævring fra tidehvervsriternes kosmiske makrosynsvinkel end mod det mikro-sociale, det enkelte individuelle.

- Ikke blot rummer den traditionelle tolvdelte månedskreds nogle af menneskehedens ældste typologier, 'typologier' forstået som afstikkende beskrivelser af specifikke personlige kendetegn og grundholdninger, lige så uundgåelige som disernes skæbnedomme (D.SD.) - den spejler også den opfattelse af månetiden, at den indeholder personlige skæbnebærende impulser.

I modsætning til soltiden, hvor op- og nedstigningspunkterne har deres ret så sikre faste frem og tilbageskridt, så fornemmes det faktisk (F.D.F.) som om Mani evigt går. - Man siger om gudeerne at 'de går' - derfor bærer ægypternes guder sandalølen, Ankh, for at gå betyder at leve ...  og ligesom Hadit i Lovens Bog 'er den der går' og 'aldrig skal være kendt' så kan mennesker måske kun vagt-svagt erkende og kende Mani, - hvor meget mennesker end stadig påkalder ham prisende (P.H.P.) saligt i sproget (S.I.S.).

Uden på nogen måde at forkleje Sunna-Riten og de grupper under S.M.S. der udarbejdede denne rite, må man dog objektrivt nok kunne fastholde at netop Mani-Riten som sådan, og dertil måneastronomiens betydeligt vanskeligere beregning (B.V.B.) med et såvel siderisk som synodisk omløb, måske netop har krævet og fremmet specielle indsatser af individuel karakter, hvor få enkelte i eliten (E.I.E.) faktisk virkelig forstod og kunne gennemføre korrekte beregninger for månemekanikken, mens elitens flertal enten nøjedes med en umiddelbar begribelse udfra riternes symbolske reanimationer eller fattede dele af populærvidenskabligt formidlet indsigt, på præcis samme måde som selv højtuddannede mennesker i den dengang for S.M.S. så manifesteringsskråsikre samtid, nødtes til letfattelighedens forenklinger på andre områder end deres egne specielle.

Månesejlet set som månemandens bue og pil, Mani set som de lavere samlere og jægeres heltemodige kødskaffer, stifinder og fældebyger, - giver et andet aspekt af Hans ælde, og måske derfor og dertil et aspekt af hans forglemsel, - frygter vel ikke den fastboende bonde netop omstrejfende, folk der stjæler fra de ubevogtede marker, rævesnu fætre i hønsegården, Pjerrotpjattende personer (PP.P.). - Så hekse og atrologer holder sammen med et flertal af jordens befolkning live i den gamle måndesåropdeling, også selv om stjernerne (siderisk) har flyttet sig og slet ikke mere danner babylonernes klart aftegnede 12 billeder. - Religionerne derimod har taget et skridt nærmere ind, - ind i den abstrakte menneskeskabte cyklus, som Professor Troels-Lund (jævnfør indledningsrullerne til S.M.S.) tydeliggør som måske et meget udbredt enkeltellement i betydning for dannelsen af det moderne verdensbillede: 7-dages ugen.

De gamle ægyptere der (jævnfør ovenstående) regnede med 360 dage i 12 * 30 dages måneder igen opdelt i tre ti-dages uger - det system man stadig anvender i astrologiens tre dekanater af hver 10 grader). - Men med den babylonske syv-dagesuge og stjernetydning, fik man som skrevet et mere abstrakt redskab, der kunne bruges til at legitimere en mere abstrakt gudsdyrkelse. Således har såvel kristne, muslimer som jøder en ugenlig dag af de syv, hvor gudelig hengivelse og opmøde i bedehuset anbefales.

S.M.S.-rullerne har da også  givet et solo-rite efter denne læst, mens kollektive riter her let antager messe-karakter, og altså abstraheres fra det stjernetidssynkroniserede.

Hvor den læge, altså den der ikke lever af men leverer til de professionelle religionsudøvere kan nøjes med verdsligt at afsætte een bededag, har de professionelle i noget nær alle organiserede sammenhæng haft en daglig cyklus, igen oprindelig bundet til solvandringens fire stationer.

 

Hvis man forbliver konservativt rigorøst (og nok ret upragmatisk omstændigt i den ældre gren af vestlig traditions visdom (V.T.V.)), bliver denne rite hurtigt det centrale ritual i praktikken.

Det minder om islamisk MekkaBøn (Salat) 3 eller 5 gange om dagen, men opføres i for eksempel Crowleys version, "Liber Resh", kun 4 gange dagligt, nemlig for de fire kardinale solpositioner:

Denne Rite hilser solen fulgt i de fire verdenshjørner og med en mytologisk beskrivelse af dens færd. En rite formodentlig ældre, (muligvis helt fra jæger-stenalder) end bronzealderens mere forfinede tidegangsmåling.

- "Liber Resh" (for eksempel i "Gems from the Equinox" (ibid p. 301) og i Henneberg ibid p. 47), bemærk også Bank eller Kald efter MaltStenen i Mange Mægtige Mål (M.M.M.)  i den forbindelse.

Der findes i nok ret tæt på 'alle' traditioner versioner af denne rite, også versioner som følger andre himmellegemer, og her ud fra elaborerer komplekse ritualer.

Pointen:

Liber Resh

 [OP]