Appendiks 1.1.i-iv

     Magisk Alment Mesterskab (M.A.M.) del et af tre

Appendiks 1.1i

  Grundbegreber i såkaldt primitiv magi & mytologi (M.&.M.)

Appendiks 1.1ii

  Totem- og klan-institutionerne

Appendiks 1.1iii

  Animisme, Fetichisme og Tabuforestillinger

Appendiks 1.1iv  

  Tabu & synd

Appendiks 1.1.0

Indledning til Magisk Alment Mesterskab (M.A.M.)

Allerede med kapitel 1 blev det tydeligt; at de 7 riter under S.M.S., det vil skrive Societas Montis Solis (S.M.S.),  gennemsyres af olderdags magiske eller rituelt animistiske forestillinger.

Den endnu verdsligt valide årsagsforklaring om 'underoplyste, vilde menneskers primitive livssyn' angående disse magiske og rituelt animistiske praktikker, forekom altså ikke holdbar for S.M.S.erne fra perioden i 1960erne og frem til konvergensen fra 1987e.v. og frem.

Tværtimod anså Societet Societas Montis Solis (S.M.S.) disse praktikker som, ganske ofte, højt specialiserede psykoaktive systemteknologier (S.P.S.) og udtryk for videnskabelige erkendelser på linie med, og i flere tilfælde langt overlegen, denne deres dengang aktuelle manifesteringsmæssige nutids grænsevidenskabelige erkendelse indenfor naturvidenskaberne, perceptionspsykologien og religionspsykologien:

-: altså de videnskaber som beskæftiger sig med indsigt i og anvendelse af det fysiske univers og dets kræfter, samt den del af videnskaben som arbejder med hvordan sindet opfatter virkeligheden, samt endelig den del af videnskaben som beskæftiger sig med de religiøse spekulationers og filosofiers årsager og virkning.

Det almene magiske mesterskabs praktikker syntes dem dengang - globalt set - forblevne stort set uændrede over de 10.-12.000 år man med nogen sikkerhed kunne grave tilbage i for eksempel Danmark - og jo overalt -:

Den fælles viljesformulering i for eksempel ældre jægerstenalderkultus kunne de ikke se, som særligt væsensforskellig fra dén de praktiserede under S.M.S. under for eksempel opførelsen af ASA- & VANAV-Riten:

-: også selv om gruppens behov abstraheres fra konkret overlevelse gennem animistisk jagtmagi til for eksempel abstrakt overlevelse som gruppe gennem animistisk magi der vitaliserer nogle for gruppeprojektet væsentlige samlingspunkter.

I det givne tilfælde og i stort set alle andre mulige lignende tilfælde vil det ofte gælde; at om end variablernes kvalitative indhold forrykkes en smule over årtusinderne, vil formularerne og ligningernes regnestykker følge noget nær nøjagtigt de samme principper og metodikker.  

Af samme grund valgte de oprindelige initiativtagere til det der blev S.M.S.-manifestationens store år, fra staten af og ikke blot for sjov at indskrive de strikte riter, altså Indvielsesriten samt SUNNA- og MANI-riterne, helt en-entydigt i en lokal oldnordisk livsverden (L.O.L.); - således dog, at de givne proces- og procedurale skematikker for de strikte ripostererede riter, med lethed (og sikkert heraf følgende yderligere inspirativ indsigt) ville kunne om- ind- og udskrives i ethvert andet folkefærd på klodens egne oprindelige myter og sagn, med andre ord, sange og skikke (S.O.S.). 

Og heraf jo så igen-igen netop den iagttgelse: At myten nok altid genindsætter sig selv, og følgeligt heraf at hvert folk som lever på jorden under sol, måne og stjerner til alle tider har forholdt sig til den virkelighed.

Appendiks 1.1i

Grundbegreber i såkaldt primitiv magi & mytologi (M.&.M.)

Når ovenstående afsnit fastholder; at der ikke sker nogen egentlig ombrydning af det overleverede mytiske stof gennem tiderne, bør det dog ikke begribes sådan, at hver tid ikke har søgt at omforme mytestoffet og dets praktikker i en anvendelig form - tværtimod; pointen bliver blot at myternes eget strukturelle væsen immer vil genindsætte sig selv, hvad mennesker end gør for at undertvinge dem eller for at tilegne dem til deres aktuelle livssituationer - Med udgangspunkt i myteforskeren Claude Lévi-Strauss' bog "Anthropologie Structurale" hvor det (ibid p. 232) hedder:

"Mytens substans befinder sig hverken i stilen, eller i fortællemåden, eller i syntaksen, men i historien som bliver fortalt deri."

(ibid p. 142):

"Der eksisterer ikke "sande" versioner af hvilke alle de andre ville være kopier eller deformerede ekkoer. Alle versioner tilhører myten." a

-: Hvad Lévi-Strauss altså her fastslog; at ikke i måden, i den ydre form eller i formidlingens sammenhæng findes mytens substans, den  konstitueres b ene gennem det formidlede indhold eller sin "substans".

Det blev i denne forbindelse netop en vigtig pointe for de i det 20. århundrede e.v.'s førende kulturkritiske æsteter, Adorno og Horkheimer , ("Dialektik der Aufklärung", "Ekskurs 1") i deres ekskurs ind i myteforskningen; at det homeriske epos, - der skrives om skriftet "Odysseen", - bindes til, men samtidigt forandrende omfortolker den oprindelige myte, der angiver dets udgangspunkt og således genindsætter sin naturforklarings princip.

Den danske litteraturprofessor Peter Madsen havde dengang diskuteret denne berømte og for forskningen i de års grundliggende bog og også dens for forståelsen af mytens væsen så grundlæggende ekskurs og fastholdt stringent problemstillingen i sin bog 'Semiotik & dialektik' (ibid p. 59ff)) helt præcist i afsnittet om "Oplysningens dialektik" (Madsen ibid p. 60):

"Den mytiske tanke tilskriver naturen magt over menneskene, det er mod denne magt tanken rettes for at mennesket kan gennemskue forholdene og gennem viden fjerne indbildningen. Derved skulle mennesket kunne erhverve sig magt over naturen, som videre skulle kunne realisere menneskets frihed. Men sådan er det ikke gået: i stedet for naturnødvendigheden er kommet en samfundsmæssig nødvendighed. Og samfundsopfattelsen viser samme træk som den mytiske tanke: gentagelsen, opretholdelsen af det samme:

Her citerer Madsen Adorno og Horkheimers tekst (Madsens oversættelse ibid p. 173) c :

"Men i jo højere grad den magiske illusion forsvinder, desto ubarmhjertigere fastholder gentagelsen under sit navn af lovmæssighed mennesket i det kredsløb gennem hvis objektivering til naturlov det indbilder sig at være sikret som frit subjekt. Immanensprincippet, tydningen af enhver begivenhed som gentagelse, som oplysningen lader træde i stedet for den mytiske indbildningskraft, er selve mytens eget princip."

Med disse førende æstetikere, æsteter, i det sene 20. århundrede e.v. kunne man - syntes man nok - konkludere at; for eksempl denne, den homeriske, overlevering, der af mange anses for den "sande", altså faktisk fremtræder væsensforskellig fra sit mytiske udgangspunkt med nogle klare signaler typisk for sin manifesteringstid, og selv om det måske så kunne synes, at man således imødegår Lévi-Strauss' standpunkt, som anført ovenfor, bliver det dog kun overfladisk set sådan, idet forskellige versioner til forskellige tider og steder kan udsige forskellige indhold af den samme substans, hvorved myten altså indgår i forskellige sociale, politiske og økonomiske sammenhænge (fra natur- til samfundsnødvendighed), samtidigt med at den dog i sin substans forbliver den samme og dens forandring synes lig dens principielle invarians. a [i]

Pointen bliver altså: at ethvert forsøg på at omgøre og undertvinge myten i følge en historisk forandringsproces, vil ende med at indskrive myten endnu engang, og da der netop ikke gives "sande versioner" vil mytens egen iboende sandhed alligevel straks manifestere sig.

Ganske ofte rundt om i S.M.S.-rullerne vil netop denne pointe dukke op - så det kan godt betale sig at læse ovenstående et par gange og igen ind i mellem. For selv når man fuldt har behersket, beskrevet og betydningsblotlagt en problemstilling, ser man den måske næste gang i et helt andet lys, under nogle andre sæt af betingelser eller i relation til noget andet ...

Endelig betragtede "moderne" kulturhistorikere i de år altså menneskets situation således; at naturbeherskelsens princip med historiens gang blev til samfundsbeherskelsens princip, udad hvilket den omsiggribende kompleksitet i samfundsdannelsen bliver en art "natur" (jævnfør udtryk som "storbyjungle" for eksempel).

Her følger Lévi-Strauss' definitioner af begrebet myte:

"Benævnelsen "myte" er en af vor tankes kategorier, som vi benytter arbitrært for under den samme betegnelse at samle forsøg på forklaring af naturlige fænomener, den mundtlige litteraturs værker, filosofiske spekulationer, og nødstilfælde af lingvistiske processer i subjektets bevidsthed." b

Pointen her: betegnelsen "myte" kaldes en artificiel, altså kunstig samlingskategori i forskningens metodikker, som dækker over givne naturfolks forsøg på at forklare naturen, deres overleverede olderdagsord (O.OO.), deres filosofiske spekulationer og forskellige konkrete begivenheder og problemer samt disses forklaringsforsøg.

Generelt ser verdslig, altså almindelig samfundsmæssig ikke-magisk  myteforskning altså "myterne" som eksempel på menneskets verbale altså sproglige forståelsesforsøg af naturen og livet (: naturbeherskelse) som en overordnet faktor for det menneskelige samfund (: samfundsbeherskelse).

-: Og derfor bliver den verdslige videnskabeligheds interessefelt (med Lévi-Strauss' definition i "Le cru et le cuit" (ibid p. 17)) eller med Lévi-Strauss' formulering "de sande områder for etnologien":

"... består i studiet af konkrete samfund og problemer som dér opstår i forholdene mellem individerne og grupperne, under det trefoldige sociale, politiske og økonomiske synspunkt.". c

Med dette metodiske greb nåede moderne strukturel mytetænkning (M.S.M.) langt i begribelsen af såkaldt "primitiv" og "oprindelig" tænkning, også selv om det først med Aktive Oldforskere (A.O.), det vil jo skrive Dilligentissimi Antiquitatis Inquisitores (D.A.I.) og andre lykkedes principielt at ophæve den fordomsfulde nedskrivning af denne tænkning, og med Alternative Antikvarer (A.A.), det vil jo nemlig skrive Curatores Rerum Antiquarum Alii (C.R.A.A.) og andre lykkedes det sådan set ganske godt at rekonstruere denne tænknings struktur i praksis på nogle af de punkter, hvor den enten syntes at stå over samtidens metoder, eller repræsentere de oprindelige variationer af praktikker, som i de dage stadig syntes uforståeligt okkulte altså skjulte og dulgte for forskningen eller stadig kendes og anvendes og måske nu her igen ville kunne finde sine rødder og deres oprindelsesmiljø.

Men netop begribelsen af den sociale, politiske og økonomiske situation for individ og samfund, allerede inden Lévi-Strauss havde formuleret denne sin arbejdsmåde, kendt som strukturel (: strukturalisme), gjorde at totem og klan begreberne blev så vigtige for de ældre mytologer, som klart indså disse begreber eller institutioners sammenhæng med -:  sociale, politiske og økonomiske faktorer.

Appendiks 1.1ii

Totem- og klan-institutionerne

På samme vis som Lévi-Strauss ovenfor påviste at "myte"-begrebet udgør en forskningsmæssig klassifikationskategori, ikke et virkeligt entydigt begreb hos de studerede folkeslag, skriver han om "totemisme" i 'Le totémisme aujourd'hui',  altså 'Totemismen i dag' (ibid p. 14)):

"Ligeledes er totemismen en kunstig enhed, som kun eksisterer i etnologens tanke, og til hvilken intet specifikt svarer i det ydre."a

Lévi-Strauss fortsætter (op. cit.):

"Når man taler om totemisme sammenblander man faktisk to problemer. For det første, det der stilles af menneskelige væseners velkendte identifikation med planter eller dyr, og som falder tilbage til meget almene synspunkter om menneskets og naturens forhold, disse interesserer kunsten og magien lige så meget som samfundet og religionen. Det andet problem er benævnelsen af grupper baseret på slægtskab, som kan ske ved hjælp af dyre- og plantebenævnelser, men lige så vel på mange andre måder. Termen totemisme opsamler kun tilfælde mellem de to ordrer.". b

De problemer Lévi-Strauss her fastholder danner forskellen mellem de umiddelbare identifikationer til dyr eller planter og på den anden side mennesker, der (jævnfør foranstående om myten) for eksempel udgør en del af en given stammes omverdensforklaring; og så den type identifikation hvor et for eksempel givent dyr påstås som for eksempel (klantotem) gruppens stamfader eller hvor for eksempel gruppen kendetegnes ved dette dyr;

-: imellem disse to funktioner af totemforståelsen udspiller de forskellige samfundsorganiseringer, man har klassificeret som totemistiske, sig: totem funderes af eller i myten.

-: Nogle regler kan her fastholdes, som om ikke generelle så som almindelige, eller som områder, hvor sådanne regler ofte forekommer:

-: ligeledes findes der ofte regler for omgangen mellem menneske og totem

Frazers bog i denne sammenhæng hedder "Totemism and Exogamy" - altså: "Totemisme og ægteskab udenfor stammen", fordi eksogami ofte hænger sammen med toteminstitutioner, selv om forskerne generelt synes enige om, at totemismen udgør en langt ældre institution og at den ene form ikke forudsætter den anden, endsige betinger den generelt.

Hos Frazer  - "moderne" videnskabelig myteforsknings ærværdige stamfader - findes en nærmere klassifikation af arten af totemsituationer, han giver i "Totemism and Exogamy" (ibid bind i p. 3) definitioner af begrebet totemisme:

"En totem er en klasse materielle objekter som en indfødt betragter med overtroisk respekt, idet han tror at der eksisterer en intim og i det hele taget speciel relation mellem ham og alle medlemmer af klassen."a

Efter at have gennemgået alle sine indsamlede facts over tre bind og godt 1800 sider gentager Frazer denne definition men udfra gruppens synspunkt og med en noget mere afvejet og politisk korrekt sprogbrug (ibid bind iv p. 3f):

"... totemisme er en intim relation som formodes at eksisterer mellem en gruppe beslægtede mennesker på den ene side og en art af naturlige eller kunstige objekter på den anden side, hvilke objekter kaldes den menneskelige gruppes totem."."b

Denne definition kan synes en smule uholdbar her, for så vidt at "drømme" ikke kan klassificeres som "materielle objekter" og dog som "totems". -: Typisk for de mange forskningsproblemer på feltet (F.P.F.).

Med ordet "totem", der kommer fra de nordamerikanske og canadiske "Ojibwe" (eller Chippeway) kulturer, forstås altså: Et intimt bånd mellem menneskeverdenen og udvalgte objekter, et bånd der opfattes, eller kan opfattes, som bindende for såvel individ som gruppe og sammenfatter såvel sociale, økonomiske og politiske institutioner jævnfør omstående præcisering af mytebegrebet.

Denne projektion mellem mennesker og forskellige objekter synes tilsyneladende udviklet uafhængigt i indfødte samfund over store dele af kloden, som Frazer bemærker ("Totemism and Exogamy" ibid bind iv p. 12) overalt undtagen i Europa, Nordafrika og Asien (med undtagelse af Indien). Ibid bind i p. 4 fastholder Frazer tre almene totemformer:

  1. Klan- eller stammetotem

  2. Kønstotem

  3. Individualtotem

Læseren her i Systemata Magica Structoria (S.M.S.) skulle nu nogenlunde have hold på disse begreber, som den grundlæggende forskningen generelt indenfor de sidste godt hundrede solår har betragtet som grundliggende for den oprindelige "primitive" magiske tradition over det meste af kloden og altså også i den her foreliggende kultur.

Generelt kan det resumeres; at det i alle tilfælde drejer sig om, at det sproglige fællesskab udvikler et sæt beretninger (myter) eller 'manuskripter', som angiver, forklarer og formulerer (F.O.F.) naturen og den sociale, politiske og økonomiske situation for mennesket i denne natur, nogle årsagsforklaringer som har gjort det uoverskueligt ukendte til forståelige mønstre.

Formularisk TermIndexsTabulering (TIT) ofte gennem indgåelse af sociale kontrakter eller pagter, dels mellem mennesker i givne grupper, dels mellem disse mennesker og udvalgte enkeltdele af naturen, hvilke dele blev udstyrede med forskellige egenskaber, som mennesker identificerede sig med.

Med udviklingen af klaninstitutionen har mennesker søgt at integrere den nu voksende og mere komplekse samfundsdannelse i naturens orden.

I denne proces kan tre forhold udvikles, tre forhold som i den ene eller anden sammenhæng blev vigtige for såvel forskningen generelt, som for de spirituelle, magiske discipliner:

Appendiks 1.1iii

Animisme, Fetichisme og Tabuforestillinger

I den dengang stadig alment udbredte nedvurdering af "primitive folk" defineredes animisme gerne som en forstilt belivelse af døde genstande, eller af dele af naturen. Man forestillede sig "den vilde" som tror på for eksempel: "Bjergets Ånd" eller "Helligstenens Kraft", som reelle væsenskræfter inden- eller udenfor den som normalitet oplevede omverden.

Trænger tanken lidt dybere ind, bliver andre forhold dog mere tydelige. -: Lévi-Strauss' ("Totémisme aujourd'hui" ibid p. 117) kan resumeres således; generelt må det kunne fastholdes; at totemrelationen ikke eksisterer i selve totem, men i de associationer den vækker i sindet.

Der kan endvidere fremhæves en meget vigtig pointe som Lévi-Strauss har hentet hos Henri Bergson: Det hedder i Henri Bergsons "Les Deux Sources de la morale et de la religion" ("De to kilder til moral og religion" ibid p. 192, citeret i 'Le totémisme aujourd'hui' (ibid p. 134) blandt andet:

"At genkende et menneske består i at skelne det fra andre mennesker; men at genkende et dyr er normalt at komme i tanke om hvilken art det tilhører.".a

Denne iagttagelse, og ikke Bergsons pointe som Lévi-Strauss imødegår, fik stor betydningr i disse ruller, idet den havde fat i netop den mekanisme, der dels skiller menneske fra totem, og som følge heraf, dels tilbyder mennesket den non-individualistiske artsanonymitet b, der bliver en nødvendig sikkerhedsventil efterhånden som toteminstitutionens samfundsmæssighed stiller stadigt større krav til og mere omfattende adfærdsregler for den enkelte.

Det vil skrive, at idet forskningen fastholdt totemisme som et præreligiøst organiseringsmønster fik den her et indblik i de sociale forflygtigelsesmekanismer, eller ligeud: flugtmuligheder, som senere skulle blive den religiøse, og end senere igen den politiske, kommercielle og videnskabelige forordnings grundprincip. [ii]

Begrebet "non-individualistisk artsanonymitet" blev vigtig for generalsekretæren som fremstillingsform for den tids "moderne" myte- og totemformer men allerede i de tidligste samfundsdannelser synes netop den udvikling ved hvilken den enkelte bliver "en af/blandt mange", "én af dém" vigtig.

De to sammenhørende pointer:

-: myter & totems virkekraft skyldes sindets opfattelse af disse, sindet vælger ord fra sin verden, ordene danner en historie: Myten med dens totem!

-: og denne virkekraft inddrager blandt andet den enkelte i et beskyttende fællesskab med såvel sit samfund som den omgivende natur; disse to pointer kan ses som en art nøgle til animismens natur

-: virkeligheden fremstår som, hvad man gør den til, og man har blandt andet gjort den til et menneskeligt fællesskab, der beskytter overfor den ukontrollerbare natur.

I forlængelse heraf synes fetichisme-forestillingerne i den tids almene verdslige kultur (udover et her uvedkommende betydningslag af seksuel karakter) at indebære disse forestillinger som noget med "de vilde", som "tilbeder" ting og begreber i naturen og forestillingsverdenen gerne deres "totem".

Toteminstitutionen danner altså ikke en religion eller et religiøs mønster i ordets egentlige forstand. Durkheim i "Les formes élémentaires de la vie religieuse" (: de grundliggende former for det religiøse liv) (ibid p. 197) fastslår:

"Mennesket har aldrig, overfor dyrene eller planterne hvis navn han bærer, den troendes holdning overfor sin gud for det hører selv til i den hellige verden. Deres forhold er mere som to væsener der er rimeligt på samme niveau og ligeværdige.".e

For at spidse denne pointe helt til bør den modsættes det citat fra Frazer som Sigmund Freud anfører i sin fodnote til "Totem und Tabu" (ibid p. 3) idet han citerer fra "Totem and Exogamy" (ibid bind i p. 53):

"Totem båndet er stærkere end blods- eller familiebåndet i den moderne betydning.".a

Pointen bliver da; at toteminstitutionen ikke danner en egentlig religiøs men snarere en social institution, og sammenholdes disse pointer ses det; at først det menneskeskabte symbol (emblem) for det oprindeligt naturgivne - eller rettere naturligt forekommende - totem, har mulighed for at antage en egentligt hellig eller kraftfuld status, ikke som naturgivent objekt, men som (jævnfør Durkheims fodnote (ibid p. 180)) udtryk for den menneskelige tanke, og netop således kan totembåndet blive stærkere end blods- og familiebåndet simpelthen som udtryk for tankens gennemsættelse i menneskeligt arbejde.

Fidusen bliver altså; at de såkaldte "fetichistiske forestillinger", - som kunne siges at repræsentere et mere "religionsagtigt" overstykke til den mere pragmatiske & praktiskeb (P.&.P.) myte, totem og animistiske forholden sig, - ganske ofte danner et første niveau i menneskelig selvformulering.

Tilbedelsen udgør altså langtfra en blot og bar underkastelse under naturgivne og uafvendelige tryk men snarere en manifestering af tanken og dens praktiske gennemsættelse i arbejdet.[iii]

Appendiks 1.1iv

Tabu & synd

Endelig kommer dertil så tabuforestillinger. Af kilderne til Festrullerne (blandt andet Cannon) fremgik det; at helt op i det tyvende århundrede e.v. havde bevidste eller ubevidste brud på taburegler ført til, at sunde og raske menneskers hurtigt visnede og døde.

Jævnfør ovenstående synes det dog i alle tilfælde gældende, at kun individer indenfor det sociale fællesskab hvis tabu-forbud bliver overtrådt, synes modtagelige for tabu-overtrædelsens straf.

Ordet "tabu" træder ind i nutidens verdsligt moderne verdensvokabular (V.M.V.), som primært en betegnelse for "en primitiv forbudstanke", en rimelig definition, om end den ikke røber så meget om tabu-termens forudsætninger og væsentligere fremtrædelsesformer.

Primært synes det ikke galt at konkludere; at disse forbud oprindeligt har dannet en praktisk del at klanens eller stammens naturkundskab eller -beherskelse (N.E.N.). -:

Mosen kunne blive tabu på grund af sit forræderiske kviksand, ligeså farlige planter og dyr. Men det kommer som en generel indsigt for forskningen; at tabu-forestillinger vokser sig stærke og mere betydningsfulde efterhånden som det enkelte stammesamfund i vildmarken bliver et mere komplekst socialt organiseret system (S.O.S.) med relationer til andre sådanne systemer.

Samtidigt hermed bliver forbudenes karakter mere uigennemsigtige, nogle begrundet på økonomiske, sociale og politiske forhold som blot stammer fra en glemt fortid, nogle begrundet på en videretænkning hvis mange delløsninger også fortaber sig i de kloges individualiserede særindsigter (I.SI.).

Det synes dog vigtigt at ihukomme; at på samme vis som med ordene "myte" og "totem" udgør "tabu" en kunstig sammenligningsbetegnelse på forbud og regler af højst afvigende karakter fra det ene samfund til det næste. - Heraf kan derfor konkluderes:

Med "totemisme" forstås altså:

Der hersker normalt forskellige tabuer eller forbudsregler for dette tilhørsforhold, disse regler kan variere stærkt fra stamme til stamme og regnes ofte for yngre end den toteminstitution i hvilken de indgår.

De omfatter sædvanligvis forbud mod at dræbe og fortære totem, kan også omfatte forbud mod berøring og beskuelse, og forbudene kan blive, og bliver ofte socio-rituelt overtrådt; endvidere danner toteminstitutionen i en del tilfælde den klassifikatoriske regulator af eksogami, via ægteskabsregler for hvilke totems der kan forenes og hvilke der ikke kan forenes.

Endelig findes det vigtigt at fremhæve to af Durkheims pointer nemlig:

  1. at toteminstitutionen ikke kendes som egentlig religiøs men opererer med en ligevægtig menneske = naturproportional

  2. at totememblemet og dets tiltroede kræfter med tiden danner et tidligt udtryk for struktureret tankemæssig selvreproduktion (S.T.S.) i kreativt arbejde.

 [OP]

FODNOTER TIL APPENDIKS 1.1 i-iv:

     a "La substance du mythe ne se trouve ni dans le style, ni dans le mode de narration, ni dans la syntaxe, mais dans l'hisoire qui y est racontée." ...

(ibid p. 142):

"Il n'existe pas de version "vraie" dont toutes les autres seraient des copies ou des échos déformés. Toutes les versions appartiennent au mythe.".  

     b konstitueres: altså dannes, skabes, gøres til en grundliggende faktor ved udførelse af en grundlæggende handling.

     c "Je weiter aber die magische Illusion entschwindet, um so unerbittlicher hält Wiederholung under dem Titel Gesetzlichkeit den Menschen in jenem Kreislauf fest, durch dessen Vergegenständlichung im Naturgesetz er sich als freies Subjekt gesichert wähnt. Das princip der Immanenz, der erklärung jeden Geschehens als Wiederholung, das die Aufklärung wieder die mythische Einbildungskraft vertritt, ist das Mythos selber.".

     a invarians: altså uden varians, uforanderligt

     b "La notion de "mythe" est une catégorie de notre pensée, que nous utilisons arbitrairement pour rassembler sous la même vocable des tentatives d'explication de phénomènes naturels, des æuvres de littérature orale, des spéculations philosophiques, et des cas d'émergence de processus linguistiques à la conscience du sujet."

     c "... consisteraient dans l'étude de sociétés concrètes et des problèmes qu'y posent les rapports entre les individus et les groupes, au triple point de vue social, politique et économique ...".

     a "De même, le totémisme est une unité artificielle, qui existe seulement dans la pensée de l'ethnologue, et à quoi rien de spécifique ne correspond au dehors.".

     b "Quand on parle de totémisme, on confond en effet deux problèmes. D'abord, celui que pose l'identification fréquente d'êtres humains à des plantes ou des animaux, et qui renvoie à des vues très générales sur les rapports de l'homme et de la nature; celles-ci interessent l'art et la magie, autant que la société et la religion. Le second problème est celui de la dénomination des groupes fondés sur la paranté, qui peut se faire d'autres facons. Le terme totémisme recouvre seulement les cas de coïncidence enter les deux ordres.".

     a "A totem is a class of material objects which a savage regards with superstitious respect, believing that there exists between him and every member af the class an intimate and altogether special relation.".

     b "... totemism is an intimate relation which is supposed to exist between a group of kindred people on the one side and a species of natural or artificial objects on the other side, which objects are called the totems of the human group.".

     a "Reconnaître un homme consiste à le distinguer des autres hommes; mais reconnaître un animal est ordinairement se rendre compte de l'espèche à laquelle il appartient.".

     b non-individualistiske artsanonymitet: altså den sindstilstand hvor det enkelte menneskes oplevelse af sig selv går fra en individcentreret selvbevidsthed til en anonym artsoplevelse - fra: "en alene" til "sådan en blandt mange" - fra: "mig" til "os"

     e "L'homme n'a nullement, vis-à-vis des animaux ou des plantes dont il porte le nom, l'attitude du fidèle vis-à-vis de son dieu, puisqu'il appartient lui-même au monde sacré. Leurs rapports som plutôt ceux de deux êtres qui sont sensiblement au même niveau et d'egale valeur.".

     a "The totem bond is stronger that the bond of blood or family in the modern sense.".

SLUTNOTER TIL APPENDIKS 0.1

Slutnote i:

[i]. Den S.M.S. ivrige læser gøres opmærksom på; at denne almene mytologiske forklaringsmodel kan beskrives som: 'verdslig profan', og derfor udelukker den per se den spirituelle dimension, som jo nok kan kaldes 'det reelle indhold i enhver mytologisk substans'. For Adorno & Horkheimers materialistiske synspunkt drejer det sig om en magisk illusion, som forsvinder med oplysningens projekt (og kommer tilbage som grusom fordummelse, når det store oplysningsprojekt, når til bagsiden af sin medalje (: 1930'ernes nazisme)).

Denne beklageligvis også sande virkningsbeskrivelse virker dog stadig problematisk i sit grundsyn af i hvert fald to grunde:

For det første fremstilles "den magiske illusion" ene som en verbalt-cerebralt kommunikeret falsk forklaringsmodus ude af trin med den såkaldte objektive videnskabs indsigt:

Denne tænkning, når altså ikke at forstå 'den magiske illusion' som en bevidst Kropslig Cerebral Kodning (K.C.K.):

-: 'illusion' forbliver for denne synsvinkel altså forankret i konnoteringen: 'ikke-reel', 'falsk' og 'sansebedrag'. Og hermed den i det tyvende århundrede e.v. stadig ofte sete primitive opfattelse af etniske myter som 'de vildes vilde ideer om verden' - og det falske, sansebedrag af magi-agtig karakter massemedierne ynder at væve for de selvsamme både hovmodige og godtroende materialister.

Mens den for S.M.S.-manifesteringen i de gylde år stadig "nutidige" mere oplyste og videnskabeligt set mindre begrænsede indsigt primært havde begrebet; at alle sansefænomener, (inklusiv den Kronologiske Spatiale Klodeopfattelse (K.S.K.)) dannes som og af illusioner opstået i NeuroCerebralNivelleringen (NCN).

For det andet vil den verdsligt, profane materialistiske videnskabelighed ganske uafværgeligt løbe ind i det problem, at dens *meningsløse* fiksering i nutidens tilsyneladende virkelighedsstruktur, set som et kollektivt net af reaktioner på fortidige handlingers delforklaringer, hvis sum af fortællinger indebærer 'hele historien' og giver dens *mening*, denne tings-bundne naive *meningsfiksering* i *meningen* med den enkelte lokale-sansevirkning og dens *meninger* vil let kommer til at overse *meningen* med det hele.

Også om end denne *mening* indebar komplet *meningsløshed* (som for eksempel i nogle Buddhistiske skolers opfattelse af 'tomhed', 'ego-løshed' og *meningsløshed*).

I det diskuterede eksempel synes det således nok for denne sidste århundredes videnskab; at se myterne som fantasibilleder der minder om virkeligheden, som fiktive analogier altså.

Dagdrømme, der forklarer naturforhold som med oplysningstidens objektive videnskab bliver til 'det cykliske i natur og menneskeliv set som beherskelsens erfaringsdannelse'.

Mens mennesket selv, det vil skrive det erkendende subjekt, nu i stedet stilles overfor en samfundsmæssig ubegribelighed, som kræver nye mytologiske forklaringer:

Nye myter der dog dukker op som de gode gamle forklaringer om naturlige årsager, aktioner & reaktioner og periodisk forudsigelig rekurs.

- Men som Scripta Magica Selecta (S.M.S.) også fastholdt, ja så virker den som objektivt fremstillede natur- & samfundsbeherskelse i videnskabelig stil som blot endnu et mytologisk lag, der stadig ikke har et aktivt forhold til den erkendelse; at virkeligheden i høj grad fremtræder som sensorisk cerebral sandsynlighed (S.C.S.):

-: der ikke blot (som man hár forstået) danner objekt for den menneskelige viljes subjekt:

-: der heller ikke blot (som man også har forstået) virker formdannende for den menneskelige forståelse,

men som, via bevidst udvikling af den menneskelige vilje og forståelse kan beherskes og formes.

Den materialistiske filosofi vil derfor næsten automatisk ende i et mekanistisk univers af manipulerede og manipulerbare enkeltdele, hvor den manglende mening med tilværelsen vil fremtræde som pessimisme hos de stærke og degeneration af de humanistiske idealer hos de svage

Mens den materialistiske naturvidenskab også næsten per automatik vil løbe ind i konstruktionsproblemer, når dens bio- & humancerebral-chauvinistiske begrænsninger på det målbare univers kræver eller anvender løsninger hinsides, hvad det verdsligt, profant materialistiske årsagsunivers kan redegøre for.

Ad exemplum: et fænomen som elektricitet står stadig principielt lige så uforklaret som telepati, videnskab af verdsligt art har blot renonceret på det faktum at førstnævnte virker, og sat denne virkning i system.

For en løsningsmodel der fastholder såvel materialistisk som spirituel videnskabeligheds regeldannelse se kommende noter se eventuelt også Trungpa under "Cutting Through Spiritual Materialism".

Slutnote ii

[ii]. Den "forflygtigelsesmekanisme" eller "flugtmulighed" omfatter altså det bevidsthedsskred som sker i et individ fra det befinder sig i en utryg, spørgende situation af aktuel presserende art, til dette individ (ved hjælp af en "myte" og dens relationer) har "genkendt" situationen, og føler sig tryg, vidende og generelt i en tidsopfattelse, det også genkender som en typisk dag/nat af given art.

-: Flugten bør ikke altid blot ses som en negativ løsning (jævnfør  foregående notes opfattelse af ordet "illusion"), tværtimod virker den ofte nødvendig for overhovedet at kunne bearbejde et givent problem, ligeledes kan såvel den rent fiktionaliserede "mytiske" forklaringsmodel som den objektivt tenderede videnskabeligheds model fungere effektivt med afstedkommelse af denne tilflugts anonymisering.

Den tids psykologiske teoretikere havde indset; at der ofte fremkommer to beretninger i den terapeutiske forløbsrekonstruktion: sandheden, dokumentarisk set, og den genfortælling som gør patienten rask og i stand til at leve med minderne.

-: En fuldstændig fastholdelse af det objektivistiske sandhedskrav ville i flere tilfælde kunne beskrives som  'grusomhed mod patienten' og 'nytteløs for behandlingen', og udfra denne argumentation kan Alternative Antikvarer forsvare deres teurgiske taumaturgi for profant verdslige postulanter (P.V.P.).

Slutnote iii

[iii]. Tilbedelse og såkaldt gudshengivelse ses altså her ikke bare som "primitiv overtro" & "irrationel underkastelse" i stil med hvad profan, verdslig indsigt prøver at hævde, men opfattes tvært imod som sandt menneskelige egenskaber, der i oldtiden har udtrykt en kunstnerisk realisme (non-fiktivitet) og idealiseret stræben. 

Sandt civilisatoriske institutioner ses udsprungne af denne praksis; et nærmere studium af  tilbedelsens betydning og historie vil fortælle mest om det menneskelige arbejde, selverkendelse og videnskabelig indsigt.

-: For nogle religiøse bestræbelser synes ofret tidligt blevet en vanhelligelse, udfra tanken om at det guddommelige rummer alt, og derfor ikke behøver gaver i sit kontraktforhold med menneskene.

I Hermesskrifterne (fra mellem 2-3-hundretallet e.v.) udtrykkes denne tanke således; at disciplen Asclepius hviskende spørger Sønnen Tat; om ikke røgelse og parfume hører med i tilbedelsesceremonien, og overhøres af Mester Hermes selv som så giver svaret, (se nedenfor).

At disse smågiftige røgstoffer stimulerer hjernen og dermed den sensocerebrale sanseproces kan betegnes som 'velkendt', men den anonyme hermetiske forfatter udsiger i Mesterens navn et (sandt kristeligt protestantisk om ikke katolsk, i øvrigt) synspunkt, som går til selve kernen; at den frie viljes offer af fryd og taknemmelighed udgør de eneste sande gaver til Gud, den overgribende årsags organisering (O.Å.O.) (Se også OÅO).

-: Pointen:

at HermesSkrifternes nyplatoniske inspiration, i sin vægtning af rene gudsideer, på græco-sen-ægyptisk grundlag, giver et tidligt skrevet udtryk for den fornægtelse af kropsarbejdet, som siden stivnede i det dengang "moderne" Vestens materialistiske pietistiskt puritanske neuro- & cerebral-understimulering, hvorved den intuitivt realistiske individuelle (I.R.I.) indsigt, i oldtiden kaldet gnosis, langsomt men sikkert forskydes, således at videnskabelig vished, i godt 1000 år undertrykkes til fordel for irrationelle antropomorfe myter i et tvangsmæssigt trosforhold.

- Ironien kommer af:

-: at selv om Hermes-Skrifterne - jo også kendt med den latiniserede betegnelse: Hermetica - indeholder disse dogmatiske sanse- og erfaringsfjerne tendenser, bliver de, (i kraft af deres modsat tenderede egenartede logiske empiri (E.L.E.),) selv en del af den levende undergrund og spirituelt overlegne modstand til de til tider ganske dogmatiske erfaringsfjendtlige slavefilosofier udbredt på såvel islamisk som kristent territorium i den såkaldte mørke middelalder. (Jævnfør  for eksempel Scotts 'Testimonia' (in 'Hermetica' p. 87ff)).

-: Myten genindsætter sig selv! 

Ironiens pointe bliver først dobbeltbundet og morsom, når læseren fastholder det faktum; at Hermes-Skrifterne regnes blandt de 'klassiske tekster', som skaber det magiske, videnskabelige grundlag for renæssancen og dermed moderne videnskab og værdisætning.

-: Også da den moderne myte genindsatte sig selv, altså gjaldt det at:

-: Myten genindsætter sig selv! 

Nedenstående den latinske oversættelse, med Sir Walter Scotts engelske oversættelse og Søren Giversens gode fordanskning (Scott p.372 & 373, Giversen P.162.)

"Melius, Melius ominare, Asclepi: hoc enim sacrilegii simile est, cum deum roges, tus ceteraque incendere. Nihil enim deest ei, qui ipse est omnia, aut in eo sunt omnia. Sed nos agentes gratias adoremus; haec sunt enim summi incensiones dei, gratiae cum aguntur a mortalibus. "

"Hush, hush, Asclepius; it is the height of impiety to think of such a thing with regard to Him who alone is good. Such gifts as these are unfit for him; for he is filled with all things that exist, and lacks nothing. Let us adore him rather with thanksgiving; for words of praise are the only offering that he accepts. "

"Tys, tys, Asklepios! Det er nemlig det samme som helligbrøde, at afbrænde røgelse og lignende, når man beder til Gud. Han mangler jo intet, han som er alt, eller i hvem alle ting er. Men lad os med taksigelse tilbede ham. For dette er de bedste røgelsesofre for Gud: lovprisninger fra de dødelige: "

Se i øvrigt argumentationen om tilbedelsens natur Liber XVIII (Scott 'Libellus XVIII' p. 275ff og Søren Giversen 'Traktat XVIII' p. 124ff.).

[OP]